Biotopia
Biotopia: Ultraforarbejdet mad skader mænds fertilitet

Tre uger med ultraforarbejdet mad er nok til at sætte spor i kroppen hos unge mænd. De tager på, deres kolesteroltal stiger, og niveauet af de hormoner, der er vigtige for at kunne få børn falder.
Det viser et studie fra Københavns Universitet, der har undersøgt sundhedseffekterne ved at spise en kost, der enten består af uforarbejdet eller ultraforarbejdet mad.
Efter tre uger med ultraforarbejdet mad vejede mændene i studiet lidt over et kilo mere, end de gjorde efter tre uger med uforarbejdet mad. Samtidig havde de lavere niveauer af testosteron og af FSH, et hormon der er vigtigt for dannelsen og modningen af sædceller.
”Det er supervigtigt, fordi mange lande i hele verden har problemer med fertiliteten. Det her kan være en af forklaringerne på, at fertiliteten falder i mange højindkomstlande”, siger Line Hjort, der er forsker ved centret og har stået for de kliniske undersøgelser i studiet i IDAs podcast Biotopia.
Og det var ikke de eneste negative effekter, som den ultraforarbejde kost medførte.
Mændenes kolesteroltal steg også, hvilket øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Og så fandt forskerne to ting, de ikke havde forventet. Mændene havde mere ftalat i blodet og mindre lithium. Forskerne ved endnu ikke hvorfor, men ingen af delene er godt nyt. Ftalater er mistænkt for at skade evnen til at få børn, mens lithium har en stabiliserende effekt på vores mentale tilstand.
Mændene var deres egen kontrolgruppe
I studiet deltog 43 unge mænd, som alle blev sat til at spise en fast diæt i to perioder på tre uger. I den ene periode spiste de udelukkende uforarbejdet mad, og i den anden uge spiste de udelukkende ultraforarbejdet mad.
Imellem de to perioder havde de en pause på omkring tre måneder, hvor de spiste, som de plejede.
I de to kostperioder spiste mændene i studiet udelukkende den mad, som forskerne gav dem. To gange om ugen kørte Jessica Preston, der er postdoc ved Københavns Universitet og førsteforfatter på studiet, ud med færdigpakket mad til tre hovedmåltider og tre mellemmåltider om dagen. Ud over de drikkevarer, der fulgte med, måtte mændene kun drikke vand.
Designet gør resultaterne særligt stærke, fordi forskerne sammenligner hver mand med sig selv.
”Du behøver ikke tage højde for den enkelte persons helbred fra starten, fordi du ser på, hvad der sker med den samme person, når han spiser den ultraforarbejdede kost, og når han spiser den rene kost. Der er meget mindre biologisk variation, så du kan nøjes med 43 deltagere, hvor du ellers måske skulle bruge 1.000”, forklarer Line Hjort i Biotopia.
Ultraforarbejdet mad kan ikke laves i dit køkken
Begrebet ultraforarbejdet mad stammer fra den brasilianske læge Carlos Monteiro, som i 1990’erne så overvægt og fedme brede sig i Brasilien.
Hans arbejde blev til NOVA-systemet, der inddeler fødevarer i fire kategorier efter, hvor meget de er forarbejdet.
I den første kategori er de uforarbejdede fødevarer, der består af rene råvarer, der højst er blevet skåret ud, frosset ned eller vakuumpakket. Et æble eller en håndfuld nødder hører fx til i denne kategori.
Ultraforarbejdede fødevarer hører til i den sidste kategori. Det er produkter, der er sat sammen af modificerede råvarer ved hjælp af industrielle teknikker og ofte tilsat smagsforstærkere og andre tilsætningsstoffer. Det gælder fx morgenmadsprodukter som Cheerios, sodavand, chips, færdigretter og mange müslibarer.
”Hvis du kan lave en vare i dit eget køkken, som svarer en til en til noget, du kan købe i supermarkedet, så er den ikke ultraforarbejdet. Det er en god tommelfingerregel”, siger Line Hjort.
Hvor stor en del af kosten, der bliver udgjort af ultraforarbejdet mad, afhænger blandt andet af, hvor man bor. I Europa udgør det mellem 15 og 45 procent af kosten med de laveste andele i lande som Rumænien og Italien og de højeste i Storbritannien.
Der findes ikke solide tal for Danmark, men det anslås, at omkring 25 procent af en gennemsnitlig dansk kost er ultraforarbejdet, mens den i USA og Canada er over 50 procent.
Et overraskende fund
Der var dog et fund i studiet, der stak ud, og som kunne tyde på, at der var én sundhedsgavnlig effekt ved at spise ultraforarbejdet mad. På nogle af de markører, der måler inflammation i kroppen, lå mændene nemlig lavere efter perioden med ultraforarbejdet mad end efter perioden med den uforarbejdede kost.
Inflammation er kroppens forsvarsreaktion. Når vi får en infektion eller et sår, øges blodomløbet, og immunceller strømmer til for at reparere skaden. Den kortvarige og akutte inflammation er sund og sker mange gange om dagen, fx når vi træner.
Mens akut inflammation er hensigtsmæssig, er kronisk inflammation, der kan ulme i kroppen i mange år til gengæld usund. Den kan blandt andet opstå, når en fedtrig kost får kolesterolet til at stige, så fedtstofferne sætter sig i blodkarrene og irriterer dem. Over tid fører det til åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme.
Ifølge forskerne skal man dog ikke tro, at man kan sænke sin inflammation ved at spise uforarbejdet mad. Deres hypotese er, at mændene i forvejen spiste en del ultraforarbejdet mad, og at springet til den diæt derfor var mindre end springet til den uforarbejdede kost i studiet.
Kroppen kan reagere på en pludselig kostændring med en kortvarig inflammation, og det kan få inflammationen til at se højere ud i perioden med den sunde kost, uden at den sunde kost er skadelig.
Hertil kommer, at målingerne pegede i forskellige retninger, og at tre uger er for kort tid til at sige noget om den kroniske inflammation, der udvikler sig over mange år.
”Man skal passe på med at konkludere, at ultraforarbejdet mad nedsætter inflammationen. Vi har kun kigget på tre uger”, siger Line Hjort.
Det er helheden, der tæller
Betyder det så, at man skal være bekymret for at spise en Snickers eller et stykke mazarinkage fra supermarkedet?
Ikke hvis man gør det med måde, mener forskerne. Det er den samlede kvalitet af kosten, der betyder noget, og ikke at man en gang imellem spiser ultraforarbejdet mad.
”Man skal se på det store billede. Får du også gode grøntsager og de mineraler og mikronæringsstoffer, du har brug for?”, siger Line Hjort.
Studiet har dog fået hende til at tænke mere over sine egne valg. Står hun med en folieindpakket sandwich i den ene hånd og en frisk salat i den anden, vælger hun i dag oftere salaten. Men hun understreger, at man ikke altid har et valg. Skal man købe frokost i en kiosk på farten, må man tage, hvad der er.
”Det er måske noget, man skal se på på samfundsniveau. Hvad er udvalget, og hvordan kan man som almindelig forbruger vurdere, om noget er ultraforarbejdet? Mange tror for eksempel, at en proteinbar er sund, fordi den indeholder nogle gode ting”, siger hun.
Ifølge Jessica Preston mangler vi stadig en vigtig brik, før vi kan give folk klare råd om ultraforarbejdet mad.
De fleste ved godt, at frugt og grøntsager er sundt, og alligevel ender mange med kakaomælk og Cheerios på morgenbordet, også hos børnene.
”Vi skal forstå, hvorfor vi træffer de valg, vi gør. Det er ikke kun et biologisk problem. Økonomi og sociologi spiller også ind, så der er brug for mange forskellige fagligheder for at forstå, hvad vi spiser”, siger hun.
Læs mere:
Kontakt
Ring eller skriv til IDA
Har du brug for rådgivning eller hjælp til dit medlemskab?