3 gode råd til hvordan du bruger dit netværk som leder
Netværk og relationer rummer flere gode ting. Som leder kan det bære dig rundt i organisationen, men også ud af den og give dig værdifuld sparring, der kan lede dig til at træffe bedre beslutninger.

af IDA

Når vi skal lære nyt eller gøre noget nyt, er der en risiko for at fejle. Har vi har nogle gode mennesker omkring os, giver det en tryghed, og så tør vi ofte i højere grad at kaste os ud i ting, vi ikke har prøvet før. Det er noget af det, som netværk kan give – både i form af relationer på arbejdet men også i fritiden.
Igennem dit netværk kan du møde andre, du kan sparre med, og som måske står overfor eller har gennemgået nogle af de samme udfordringer som dig. Det giver dig mulighed for at få inspiration til, hvordan du bedst løser dine udfordringer. Er det relationer, du ser jævnligt, kan det være en mulighed for at have et fortroligt rum, hvor du kan vende tanker og dilemmaer med andre ledere og se dig selv og din ledelse med friske øjne. Ledelsesopgaven er kompleks og den kan også være ensom, og derfor kan netværk hjælpe dig i dit arbejde og din rolle, lyder det fra Lasse Dallerup, ledelsesudviklingskonsulent i IDA.
”Som leder, vil der typisk være viden og beslutninger, du ikke kan vende med dine medarbejdere. Det kan føles ensomt, og skabe en oplevelse af at stå alene med tingene. Derfor giver det rigtig god mening, at du har nogen, du kan gå til – det kan både være dine lederkolleger, men det kan også være uden for din organisation. Får du opbygget et tættere samarbejde eller et fortroligt rum med andre ledere, giver det mulighed for, at du kan drøfte nogle af de dilemmaer, du står overfor,” lyder det fra Lasse Dallerup, der har en række gode råd til, hvordan du kan pleje og gøre brug af netværk.
Afsæt tid til netværk
Vigtigheden af at både bibeholde og udvide dit netværk er stor, når du er leder, så du ved, hvem der kan være med til at åbne døre, og du derved kan styrke dine medarbejderes arbejde – hvilket jo er én af dine vigtigste opgaver. Ligesom det også er vigtigt, at du eksternt kan hente inspiration og få forskellige vinkler på det, du sidder med, da du så ofte vil ende med nogle bedre løsninger.
Netop derfor er det også vigtigt, at du sørger for at prioritere tid til dit netværk, på samme måde som du ville for at holde liv i relationer eller venskaber. Du skaber nemlig de gode forbindelser med dem, du prioriterer at række ud til, mens det går godt, og ikke kun række ud og banke på hos andre, når huset brænder.
Derfor er et godt råd, at du ser på, hvem du vil prioritere i dit netværk og ikke udvælge alt for mange.
”Hvem har du inden for forskellige brancher? Hvem sidder med hvad, og hvem kunne være gode at gå til i forskellige sammenhænge? I den refleksion kan du nå frem til en række personer, der er dit kernenetværk og det er dem, det kan give god mening at vise interesse for og bruge tid på,” lyder det fra Lasse Dallerup.
Netværkspleje eller netværksudvikling kan du med fordel se som en del af dine arbejdsopgaver og indtænke tid til at få inspiration til det, du beskæftiger dig med.
Pas på med at engagere dig for meget i det faglige
Som leder er det nødvendigt, at du har øje for temaer, tendenser og trends i forhold til både dit faglige felt og i forhold til din ledelse. Det kan være væsentligt at holde øje med særlige områder, som du måske skal indtænke i din strategi eller planlægning. I den forbindelse kan du bruge dit netværk til at holde fingeren på pulsen og til at få input til, hvad andre gør. Hvordan arbejder andre med fx diversitet, NIS2 eller med et fag-fagligt emne?
”Samtidig er det vigtigt, at du som leder ikke engagerer dig for meget på et detaljeret fagteknisk niveau, men overlader det til dine medarbejdere og stoler på, at de er bedre inde i detaljerne, fordi de holder sig opdaterede på det faglige,” fortæller Lasse Dallerup.
Vær ikke bange for at række ud
For nogle kommer det med at skabe kontakter eller relationer og række ud til andre mere naturligt, end det gør for andre. Der er en opfordring fra Lasse Dallerup ikke at være bange for at trænge sig på:
”Folk vil tit synes, det er interessant og befriende, hvis du tager kontakt. Alle er interesserede i at blive klogere. Så vær ikke tilbageholdende i forhold til at kontakte andre og foreslå at mødes en halv time til en kop kaffe fx”.
Selvom det med at netværke godt kan være noget, man kan øve sig på, behøver du ikke gå så stringent til værks. Ifølge Lasse Dallerup er det vigtigste at mødes om fælles interesser, udveksle idéer og se, hvad det fører til:
”Du skal bare være dig selv og vide, at du har noget at byde ind med, uanset hvad du sidder med”
Netværksgrupper hos IDA med fokus på ledelse
Ønsker du et netværk med andre ledere, hvor du kan få inspiration og sparring med andre, har IDA dannet en række faciliterede netværksgrupper, som du kan søge om at komme med i. Alle grupperne matches efter uddannelse, job og erfaring og derfor vil du opleve, at I deler en begrebsverden og ikke skal spilde tid med at forklare jeres faglighed. Det gør også, at I hurtigt kommer ind til kernen af jeres udfordringer og kan sparre på højt niveau i et fortroligt rum, og netop det er en stor fordel i forhold til din udvikling, lyder det fra Marianne Ehlers, udviklings- og programansvarlig for IDAs netværksgrupper.
”At være leder kræver, at du er god til selvledelse, som igen kræver, at du kender både dine styrker og svagheder. Den letteste måde at lære om dig selv er i en åben og ærlig dialog med andre. Når trygheden er til stede, kan vi bedre høre de observationer andre gør om os, og dialogen giver oftest selvindsigt - ikke blot for den, der deler udfordringen, men også for de medlemmer, der agerer sparringspartnere,” fortæller Marianne Ehlers.
Netop det fortrolige rum uden for din arbejdsplads kan være en fordel, da du der kan tale karriereplaner, overvejelser om jobskifte eller om noget der er svært. Du kan med fordel spørge dig selv, hvad du gerne vil have ud af at deltage i en netværksgruppe, hvis det er noget, du har overvejet, og se på, om det matcher de muligheder, du får, når du deltager i IDAs netværksgrupper.
Kursus
Find dit næste lederkursus
Rollen som leder udvikler sig konstant, derfor er det vigtigt, at du bliver ved med at styrke dine kompetencer.
Se IDAs ledelseskurser