Medarbejdere i sorg
Sådan leder du medarbejdere i sorg
Sorg er følelsen af et stort personligt tab, og det er noget alle rammes af i løbet af livet. Det kan opstå ved dødsfald, skilsmisse eller andre betydelige livsændringer. Ved at være klar over, hvor din ledergerning starter og slutter i din medarbejders sorgproces, og hermed hvornår en psykolog skal tage over, kan du støtte din medarbejder bedst muligt.
At lede medarbejdere gennem livskriser og sorg kræver, at du som leder selv forstår og kan håndtere sorg, samtidig med at du skaber et støttende arbejdsmiljø. I artiklen giver vi dig de bedste råd til, hvordan du er rustet til at hjælpe dine medarbejdere gennem svære tider.
Forstå sorgprocessen
Når sorgen rammer, oplever man det, der kaldes en sorgreaktion. Sorgreaktion er psykisk reaktion, hvor den sorgramte kan føle tristhed, opgivenhed, angst og vrede. Både omfanget af sorgen og dets forløb er meget individuelt. Alle mennesker sørger på sin egen måde, og man går ofte ind og ud af faserne, som tiden går.
Ikke desto mindre har du som leder mulighed for at hjælpe sorgreaktionen i en positiv retning. De tilgængelige ressourcer i den sorgramtes omgivelser har nemlig betydning for, hvordan sorgreaktionen udvikler sig.
Du skal dog være opmærksom på, at en sorgreaktion kan udvikle sig til angst eller depression. Sådanne tilstande må behandles særskilt og med professionel hjælp.
Den første samtale mellem dig og medarbejderen
Chefudvikler Vibeke Ahlmann forklarer, at ”når en medarbejder gennemgår en livskrise, er det vigtigt, at du som leder tager initiativ til en samtale.” Her har det betydning, at du erkender medarbejderens sorg ved at udvise empati og forståelse for, hvad sorg indebærer. Det kan du gøre ved at følge disse punkter:
- Lyt aktivt: Udvis tålmodighed og skab et åbent rum, hvor medarbejderen får plads til at udtrykke sine følelser.
- Vis forståelse: Udvis empati ved at bekræfte og anerkende medarbejderens følelser og oplevelser.
- Tilbyd støtte: Spørg, hvad medarbejderen har brug for, og hvordan du som leder kan hjælpe den sorgramte bedst muligt.
Skab et støttende teammiljø
Efter den indledende samtale med medarbejderen er det ofte en god ide at inkludere teamet i processen – selvfølgelig på medarbejderens præmisser. Du kan fremme en atmosfære, hvor der er plads til at udtrykke sorg og gensidig støtte gennem følgende tiltag:
- Åben kommunikation: Aktivt opfordre til åben dialog om sorg og livskriser i teamet, hvis det er noget vedkommende ønsker.
- Træning og uddannelse: Du kan sætte tid af til, at teamet bliver guidet i, hvordan man bedste støtter kollegaer i sorg – det kan være inkludere workshops eller oplæg fra eksperter.
- Støttemekanismer: Implementere politikker og støttemekanismer, som eksempelvis fleksible arbejdstider eller adgang til professionel rådgivning.
”Det er nødvendigt, at den sorgramte oplever en følelse af forståelse fra omgivelserne, og at der samtidig findes muligheder for justeringer i forhold til deres behov. Medarbejderens oplevelse af at blive forstået og støttet, vil det øge trivslen så vidt muligt” lyder det fra Vibeke Ahlmann.
Derudover pointerer hun vigtigheden af, at du som leder ved, hvornår du skal henvise medarbejderen til professionel rådgivning, som eksempelvis en psykolog: ”Du skal være støttende for din medarbejder, og gøre hvad du kan inden for, hvad der forventes af en leder – men du skal huske, at en leder ikke skal være psykolog.”
Psykologisk tryghed for alle
En grundlæggende måde at håndtere sorg på arbejdspladsen er at sikre psykologisk tryghed for alle. I et miljø med psykologisk tryghed er medarbejderne i højere grad i stand til at udtrykke deres følelser uden at være bekymrede for negative konsekvenser.
”Det er lederens ansvar at fremme et miljø, hvor sårbarhed og åbenhed værdsættes,” siger Vibeke Ahlmann og fortsætter: ”det kræver, at du som leder tager initiativ og er et godt eksempel ved selv at vise sårbarhed.”
Du kan som leder have en betydelig rolle i, hvordan medarbejderen kommer igennem sorgen. Ved at forstå sorgens natur, føre åbne samtaler og skabe et støttende miljø, kan du hjælpe dine medarbejde med at navigere gennem den svære tid.
Læs mere om de forskellige sorgfaser på sundhed.dk her
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem og få alle fordelene
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.