Sygemelding ved dødsfald
"18 år efter min kones død, kan sorgen stadigvæk dukke op"
Noget af det første Morten Elle gjorde, da hans søn blev student, var at tage på kirkegården.
Han ville dele nyheden med sin afdøde kone, der under sit sygdomsforløb først og fremmest havde bekymret sig om deres to børns fremtid.
”Sådan har det været, hver gang der er sket noget positivt for vores børn. Så er jeg taget på kirkegården for at fortælle hende om det”.
I dag er det 18 år siden, at Morten Elles kone døde af knoglemarvskræft efter et kort og intenst sygdomsforløb, men sorgen kan stadigvæk dukke op. Det kan ske ved bestemte lejligheder som sønnens studentereksamen, men den kan også komme pludseligt ud af det blå og efterlade Morten Elle nedtrykt i flere dage.
”Det kan overvælde mig, og ofte tænker jeg, hvis bare jeg kunne have fortalt hende det her i levende live. Så min sorg er meget centreret om, at der er mange ting, som jeg under min kone at have oplevet”, fortæller Morten Elle, der er uddannet trafik- og byplanlægger og i mange år arbejdede som forsker ved DTU og Aalborg Universitet, inden han blev pensioneret sidste efterår.
Ifølge Det Nationale Sorgcenter er 200.000 hvert år pårørende til et dødsfald. Det betyder, at 1 ud af 10 medarbejdere på et hvert givent tidspunkt er i sorg over at have mistet en nærtstående, foruden dem der oplever sorg som følge af en skilsmisse, sygdom eller andre kriser i livet.
Mai-Britt Guldin, der er sorgforsker ved Aarhus Universitet, forklarer, at sorg er en reaktion på et tab, og at det påvirker de ramte på flere måder. Samtidig er det en helt naturlig del af livet, som vi alle kommer til at opleve flere gange, og man kan derfor ikke sammenligne sorg med en sygdom som depression, selvom der er flere fællestræk.
”Sorg er både en psykologisk, fysisk og social reaktion, og de fleste oplever, at de ændrer sig i perioden, hvor de sørger. Mange får et større behov for støtte og for at tale om sorgen med deres omgivelser”.
”Samtidig har sorg en eksistentiel dimension, og mange begynder at stille sig nogle meget store spørgsmål som; hvorfor rammer det mig? Har jeg fortjent det? Og hvad er meningen med livet nu”?
Tilbage på jobbet efter to dage
To dage efter at Morten Elles kone var død, var han tilbage på sit arbejde på DTU. Hans chef tilbød ham, at han kunne holde fri i en periode, men han vurderede selv, at det var bedst at komme i gang med hverdagen hurtigst muligt.
”Jeg havde talt med en psykolog, der sagde, at børnene helst skulle starte i skole igen med det samme. Selv startede jeg med at være på arbejde fire timer og dagen, og så skruede jeg langsomt op for arbejdstiden. Det fungerede meget godt”.
Han oplevede dog også tiden efter sin kones død som ”tåget”, og han måtte fortælle kollegerne, at han ikke havde overskud til at deltage på alle møder som sædvanligt.
”Der var flere ting, som ikke virkede vigtige længere. Jeg kunne ofte sidde til et møde og tænke; nu kan vi ikke diskutere denne her petitesse længere. Skal farven på logoet være den ene eller anden nuance? Så træf dog en beslutning og kom videre”.
Til gengæld oplevede han det som et lille frirum, når han kunne fordybe sig i sine beregninger eller en analyse og få en pause fra alle bekymringerne om børnene. Særligt Morten Elles søn reagerede voldsomt på morens død, og han forsvandt til tider fra skolen, så Morten Elle måtte styrte fra kontoret for at finde ud af, hvor han var gået hen.
”Så var det bare nemmere at tænke på noget andet end de her triste tanker om, hvordan det nu skal gå de stakkels børn. Der kan være noget trygt ved at grave sig ned i et hjørne, hvor man skal sidde og lave nogle beregninger på en model, og hvor man føler sig fri for alle verdens problemer i mellemtiden. Det kan være en flugt ind i det rationelt-analytiske”, fortæller han.
Et par måneder efter konens dødsfald, følte Morten Elle, at hverdagen var nogenlunde tilbage på sporet, og at det værste var overstået. Derfor kom det bag på ham, da sorgen igen begyndte at dukke op. Han oplevede også, at omgivelserne, som havde været næsten overvældende i deres medfølelse lige efter dødsfaldet, havde svært ved at forstå, at han stadigvæk sørgede.
”Jo længere fra dødsfaldet, man kommer, desto sjovere ser folk på én, når man siger, at man har haft en nedtrykt periode. Men sådan nogle perioder kan opstå pludseligt, det er også tilfældet her 18 år senere”, fortæller Morten Elle.
"Jeg kunne ikke se på babybilleder af min søn i et år"
For Maria Bager Olsen er sorgen her lige nu. Hendes femårige søn er netop blevet diagnosticeret med autisme, men de seneste år har der været flere tegn på, at noget var galt.
”Han har altid haft nogle udfordringer. Han er meget sensitiv over for lyde, og så er han meget ufleksibel og rigid. Hvis han har sat sig en ting i hovedet, så holder han fast i det, og hvis han ikke kan leve op til et krav eller en forventning, brænder han sammen og bliver udadreagerende og voldsom. Han slår og sparker, kaster med tingene og skriger”.
For Maria Bager Olsen skyldes sorgen, at hendes familieliv ikke er blevet, som hun forestillede sig, at hun føler sig utilstrækkelig som mor, og at hendes søn mistrives. Derudover har hun kæmpet med en efterfødselsreaktion, som hun stadigvæk mærker i perioder.
”I takt med at han fik det dårligere, fik jeg det også dårligere”.
”Jeg har også skullet håndtere skam og min dårlige samvittighed, og jeg har fx ikke kunnet se på babybilleder af ham i et år, fordi jeg har været bange for, at min efterfødselsreaktion var skyld i, at han fik det så dårligt”.
Ifølge sorgforsker Mai-Britt Guldin forbinder mange sorg med dødsfald, men reaktionen er i virkeligheden den samme, hvis vi bliver skilt eller oplever sygdom eller mistrivsel i familien. I alle tilfælde reagerer kroppen ved at udskille en høj mængde stresshormoner, som blandt andet gør os nedtrykte.
”Hvis din ægtefælle bliver dement, er det sorgfuldt, fordi jeres forhold og hverdagsliv ændrer sig. Du oplever jo ikke først sorg, når din ægtefælle dør”, forklarer Mai-Britt Guldin og fortsætter:
”Det samme gælder, hvis dit barn bliver sygt eller handicappet, fordi det medfører et kæmpe tab og forandringer i det liv, som du holdt af. Tab kan også være, at livet ikke blev på den måde, som vi havde forestillet os”.
Ville helst kunne slå hjernen fra
Maria Bager Olsen er uddannet biolog og ansat i en todelt stilling som kommunikationsmedarbejder og miljørådgiver i en rådgivende ingeniørvirksomhed.
Hun er glad for sin arbejdsplads og har fået stor støtte af sin chef igennem hele forløbet. Han har opfordret hende til at arbejde mindre og har understreget at hendes trivsel er det vigtigste. Men selve arbejdsopgaverne har virket meningsløse for hende i sammenligning med hendes søns mistrivsel, og fordi hun igennem udredningsforløbet har brugt det meste af sin energi på kontakten til børnehaven og kommunen, samtidig med at hun skulle rumme hendes søn og resten af familien.
”Jeg har været demotiveret, og på et tidspunkt sagde jeg til min mand, at jeg ville ønske, at jeg havde et rutinejob, så jeg bare kunne slå min hjerne fra og sidde og taste nogle tal ind fordi jeg allerede havde alt for meget ansvar i mit privatliv”.
For Maria Bager Olsen skabte det en følelse af, at hun ”gemte sig på arbejdet” og kun leverede et absolut minimum på jobbet i stedet for sin sædvanlige indsats.
”Set i bakspejlet skulle jeg nok ikke have været så meget på arbejde, men jeg var lige kommet tilbage fra barsel, så jeg valgte bare at gå på arbejde. På den måde kunne jeg opretholde en eller anden form for normalitet og stabilitet”, fortæller hun.
Nu er hun ved at acceptere, at hverdagen måske aldrig bliver den samme igen, og hun og hendes mand står over for nogle ”hardcore prioriteringer”, hvor de overvejer, om de skal sælge deres hus, arbejde mindre eller tilrettelægge deres liv anderledes for at få mere overskud.
Hun prøver også at indrette sit arbejdsliv, så hun fx ikke skal stresse ind til et møde om morgenen, hvis afleveringen af hendes søn går i hårdknude, og på gode dage er hun fortrøstningsfuld og føler, at de er ved at komme oven vande som familie igen.
”Hvis vi får implementeret nogle ting, som vi ved virker, og giver ham gode rammer, så håber og tror jeg, at vi kan få en næsten normal hverdag. Jeg vil også gerne levere og bidrage på mit arbejde, og det ved jeg, at jeg kan komme til at gøre igen, når der er mere balance derhjemme. Så ved jeg, at jeg kan gå på arbejde og komme hjem med fornyet energi”, fortæller Maria Bager Olsen.
Alle sørger forskelligt
Morten Elle, der selv mistede sin hustru, var i de sidste år af sit arbejdsliv en del af institutledelsen på Aalborg Universitet, og her sad han selv med personalesager, hvor ansatte var berørt af dødsfald eller af alvorlige personlige kriser.
Som leder erfarede han, at det er vidt forskelligt, hvordan folk reagerer, når de er i sorg. Nogle fortæller selv, at de er nødt til at arbejde mindre i en periode, mens andre tilsyneladende ikke reagerer på tabet eller begraver sig i deres arbejde.
Derfor mener han, at det bedste arbejdspladsen kan gøre for medarbejdere i sorg, er at være fleksible og finde individuelle løsninger. Han peger også på, at arbejdspladserne skal være bevidste om at sorgen ikke altid kommer til udtryk lige efter et tab.
”Jeg har tænkt meget over, hvad der kunne være blevet gjort anderledes efter min kones død, for jeg synes jo, at min arbejdsplads og kolleger reagerede rigtig fint. Det, man måske kunne have gjort, var at tage fat i mig efter et år og sige, at nu tager du lige en tur mere til psykolog og sørger for at få bearbejdet tabet”.
Ifølge Mai-Britt Guldin er der ikke forsket tilstrækkeligt i emnet til at konkludere, hvordan arbejdspladser bedst hjælper medarbejdere i sorg. Som praktiserende psykolog har hun dog set, at det har stor betydning for de sørgende, hvis arbejdspladsen kan imødekomme deres behov.
”Vi er meget forskellige som mennesker. Nogle vil gerne tale meget om det, de har været igennem. Andre vil gerne bruge arbejdspladsen som et helle, hvor de kan føle sig lidt normale. De bedste forløb jeg har set, er hvor en leder eller tillidsrepræsentant har aftalt med medarbejderen, om de skal arbejde på nedsat tid i en periode, og hvad der skal meldes ud til resten af kollegerne”.
”Det gør det nemmere for kollegerne at forholde sig til den sorgramte og hjælpe vedkommende med at komme videre”, fortæller Mai-Britt Guldin, der pointerer, at arbejdet både udgør et socialt netværk og en stor del af mange menneskers identitet.
Derfor byder hun det også velkomment, at flere arbejdspladser er begyndt at udarbejde en politik for mental trivsel til, når medarbejdere er i sorg, har et barn med skolevægring eller bliver ramt af depression eller stress.
”Det er rigtig godt at finde ud af, hvad man kan byde ind med som arbejdsplads, når en medarbejder er i sorg. Når man laver en politik for mental trivsel, får man også taget stilling til, hvad der skal defineres som sorg. Ærer vi kun dødsfald eller gælder det også tab i form af skilsmisser, eller når et barn bliver ramt af sygdom”?
”Så længe der er kærlighed, er der sorg”
Er man selv i sorg, er den gode nyhed fra Mai-Britt Guldin, at de svære følelser aftager med tiden for langt de fleste.
Hvor lang tid det tager, afhænger af tabet, men også den enkeltes personlighed og livomstændigheder. Som regel er ældre personer fx bedre til at håndtere sorg end yngre, fordi de har oplevet flere tab og derfor kender deres egen reaktion bedre.
Det er dog ikke det samme som, at smerten forsvinder helt igen.
”Det er en kæmpe misforståelse, at vi skal sørge i en periode, og at de svære følelser så forsvinder helt. Men langt de fleste omstiller sig til den nye situation og lærer at leve med sorgen, selvom de af og til kan blive kede af det igen”, fortæller Mai-Britt Guldin og fortsætter:
”Sorg går aldrig helt væk, for det er knyttet til kærlighed eller til noget, som havde en stor betydning for os, og så længe der er kærlighed, er der sorg”.
For Morten Elle er det blevet en vigtig del af sorgbearbejdelsen at tage på kirkegården og besøge sin kone. Det gør han sammen med sine børn og børnebørn, blandt andet på hendes fødselsdag og den dag, hvor hun gik bort.
”De første år var det svært, men det er ved at blive lidt mindre sorgfuldt og der er lidt mere plads til at fortælle sjove historier. Det skulle jo også gerne blive lettere, når der er gået så mange år”.
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Som medlem af IDA kan du få rådgivning ved sygdom og fravær.