Ledelsesværktøj eller overvågningssoftware?

At lageransatte og medarbejdere hos virksomheder som Nemlig.com og Amazon bliver minutiøst overvåget og evalueret på jobbet, har mange nok hørt. Men at du som ansat i et kontorjob kan blive set over skulderen af din arbejdsgiver og få evalueret din indsats med et bredt udvalg af overvågningssoftware er nyt for mange.
Bruger du en stor del af dit arbejdsliv foran en skærm, kan næsten alle softwaresystemer lige fra operativsystemer til programmer og apps gemme logdata. Og den information kan arbejdsgiverne potentielt udnytte til at evaluere din produktivitet, din trivsel og din adfærd.
IDA har samlet en liste over nogle af de softwareløsninger, som er i brug både herhjemme og i udlandet til at overvåge medarbejdere på jobbet. Listen er delvist baseret på rapporten ”Digitale Überwachung und Kontrolle am Arbeitsplatz”, som er udarbejdet af Christl Wolfie fra den uafhængige forskningsinstitution Cracked Labs, samt rapporter fra den britiske fagforening TUC.
Den amerikanske organisation Coworker har udgivet en søgbar Bossware and Employment Tech database med over 550 tech-produkter, der er udviklet til at monitorere de ansattes produktivitet, trivsel eller digitale adfærd.
Skriv til os på overvaaget@ida.dk, hvis du vil dele dine erfaringer med overvågning på jobbet.
Forcepoint
Hvad er det? Forcepoints software hævder at kunne vurdere, om medarbejdere er i økonomiske vanskeligheder, om deres arbejdsindsats er faldet, om de har planer om at sige op, hvor meget de kommunikerer med kolleger, og om der generelt er en negativ stemning i deres kommunikation.
Hvad kan det? Forcepoint overvåger enhver brug af enheder og programmer, enhver visning eller ændring af en fil, enhver kommunikation via e-mail, chat eller telefon, besøgte websteder, søgeord, printere og fysisk adgang til kontorer. Dertil kommer GPS-placeringer, aktivering af kamera og mikrofon på computeren, optagelser af skærmindhold og tastetryk.
Celonis
Hvad er det? Celonis kan evaluere medarbejdernes arbejdsaktiviteter fra andre operationelle systemer som SAP, Oracle, Microsoft og Salesforce.
Hvad kan det? Celonis tilbyder at optage skærmindhold, tastetryk, museklik, scrolling og endda indholdet af udklipsholderen ved hjælp af spionsoftware installeret på medarbejdernes computer. Dermed kan virksomheder ifølge Celonis ”afdække ineffektivitet i manuelle arbejdsmønstre” og ”måle og optimere dine medarbejderes produktivitet”.
Humanyze
Hvad er det? Humanyze markedsfører en lille enhed med sensorer, der bæres på kroppen svarende til et intelligent adgangskort. På grundlag af adfærdsdata fra enhederne og andre operationelle systemer som Microsoft, SAP, Workday eller Salesforce samt Slack og Zoom, analyseres data og der beregnes en såkaldt ”organisatorisk sundhedsscore”, som ifølge Humanyze måler effektiviteten af en organisation. Der bliver målt på performance, engagement og arbejdsstyrkens tilpasningsevne.
Hvad kan det? Humanyze’s bærbare enhed registrerer tale, sociale interaktioner og kropsbevægelser ved hjælp af mikrofon, infrarød sensor og Bluetooth sensor.
Humanyze forsikrer, at systemet ikke vurderer, hvad folk taler om – men hvor meget de taler, hvor ofte de afbryder andre, eller hvor højt de taler. Bluetooth-sensoren måler, hvem der bevæger sig hvor, og hvem der møder hvem og hvor ofte. Baseret på data fra den infrarøde sensor og Bluetooth er det for eksempel muligt at analysere de sociale netværk mellem medarbejdere.
Prewave
Hvad er det? Prewave er en østrigsk startup, som tilbyder software til at evaluere og overvåge medarbejdernes aktiviteter på sociale medier – både ved rekruttering og for eksisterende medarbejdere.
Hvad kan det? Systemet kan bruges til at evaluere de ansattes adfærd uden for ansættelsesforholdet og kan for eksempel forudsige intentioner om at skifte job eller afsløre, om medarbejderne har profiler på jobportaler.
Systemerne kan også måle graden af identifikation med virksomheden, styrken af dit sociale netværk eller stemningen blandt medarbejderne. Prewave, som er en østrigsk startup, tilbyder desuden at forudsige arbejdsnedlæggelser og andre forhold, der kan påvirke forsyningskæden, baseret på data fra sociale medier.
Performetric
Hvad er det? Performetric blev oprindeligt udviklet til esport – det vil sige professionelle computerspillere – som en ”software til mental træthedshåndtering”. Nu lover det at kunne beregne nøgletal for graden af mental træthed blandt medarbejdere på callcentre.
Hvad kan det? Software fra Performetric evaluerer data om din skriveadfærd og musebevægelser. En produktvideo viser, hvordan den beregnede grad af træthed fastsættes i forhold til callcenterets nøgletal såsom antallet af behandlede telefonopkald og deres gennemsnitlige længde.
Evalueringer kan udføres for hele arbejdsstyrken, for teams eller enkeltpersoner. Medarbejderne kan selv se træthedsvurderingerne og modtage meddelelser beregnet til at hjælpe med at undgå udbrændthed og forbedre ”ydeevne og mental sundhed”. Ifølge producenten oprettes der en individuel profil for hver person for at beregne graden af træthed.
Hubstaff
Hvad er det? Hubstaff tilbyder et værktøj, der måler de ansattes aktivitetsniveau, når de arbejder ved skærmen.
Hvad kan det? Medarbejderen downloader programmet, som foretager minutiøs tidsregistrering og ”kører stilfærdigt i baggrunden”, mens det monitorerer din aktivitet. Programmet viser blandt andet, hvilke hjemmesider og apps, de ansatte benytter. Desuden kan Hubstaff tage screenshots af de ansattes skærme.
Hubstaff understreger, at de sælger “lovlig overvågningssoftware”, som tracker de ansattes brug af tastatur og mus, men at medarbejderne har kontrol over deres egne data.
Occupeye
Hvad er det? Occupeye er et system, der ved hjælp af sensorer, bevægelsesdetektorer og trådløst internet kan bidrage til at optimere udnyttelsen af kontorarbejdspladser og give energibesparelser og en mere effektiv udnyttelse af lokalerne.
Hvad kan det? Occupeye kan overvåge, hvilke bærbare computere, smartphones og tablets, der er til stede på arbejdspladsen, og hvor de bevæger sig hen.
Occupeye, som i dag hører under FM Systems, kan monteres under skriveborde, på vægge, i loftet eller under stole og indeholder ud over en infrarød bevægelsesdetektor også sensorer til måling af temperatur, luftkvalitet, støjniveau, lysintensitet og fugtighed. Medarbejdernes tilstedeværelse ved skriveborde kan vises på individuelt niveau i realtid.
Teramind
Hvad er det? Teramind er et analyseværktøj, der kan advare arbejdsgiveren, hvis en medarbejder er uproduktiv i længere tid.
Hvad kan det? Teramind tilbyder et komplet overblik over alle de ansattes aktiviteter på deres computere i realtid. Programmet kan også optage de ansattes aktiviteter og afspille det igen senere.
Teramind kan blandt andet overvåge indholdet af e-mails, besøg på hjemmesider, filoverførsler, beskeder, printeraktivitet og onlinemøder.
Programmet kan identificere den enkelte medarbejders produktivitet og analysere deres arbejdsvaner. Arbejdsgiveren modtager advarsler og kan afsende beskeder, når en medarbejder er uproduktiv i længere perioder.
InterGuard
Hvad er det? InterGuard Employee Monitoring er et produkt, der gør arbejdsgiveren i stand til at overvåge alle detaljer om medarbejdernes produktivitet i realtid med mottoet: ”So you’ll know if they are working hard or hardly working”.
Hvad kan det? Programmet fortæller, hvordan hver enkelt medarbejder bruger sin tid, samt hvilke apps og hjemmesider de benytter. Det sker ved hjælp af screenshots og videooptagelser af alle online aktiviteter. InterGuard kan indstilles til at tage screenshots, hvis der indtastes bestemte ord, eller med fastsatte tidsintervaller, som arbejdsgiveren bestemmer. Desuden registreres alle ændringer i dokumenter, ligesom e-mails kan genskabes, selv om de er slettet. Også chatbeskeder på Skype, WhatsApp og Slack kan monitoreres.
Alle handlinger logges, analyseres og indekseres – også når medarbejderen ikke er forbundet til netværket.
Løsningen gør det også muligt at registrere og filtrere webaktivitet samt blokere hjemmesider med fx porno, gambling, videoer, sociale netværk og shoppingsider. Ved at sammenholde screenshots med de loggede aktiviteter opnår arbejdsgiveren ”den nødvendige kontekst og – om nødvendigt – uafviselige beviser”.
Læs mere på interguardsoftware.com
Microsoft 365 og Viva
Hvad er det? Microsofts produkter dækker en lang række områder og kombinerer dem i det cloudbaserede Microsoft 365.
Hvad kan det? Microsoft 365 gemmer løbende data om aktiviteter, kommunikation og adfærd i skyen. Dertil kommer Microsoft Teams, som ud over at indsamle data om telefoni, videokommunikation, chats og brug af kanaler tilbyder ekstra funktioner til strukturering og styring af arbejdsopgaver samt oplysninger om, hvem der har oprettet, ændret, åbnet eller delt en fil og hvornår.
Kommunikations- og kalenderprogrammer som SharePoint og Outlook gemmer også aktivitetsdata, og i kombination med Windows 11-operativsystemet bliver det et omfattende system, der dokumenterer det daglige arbejde for millioner af mennesker over hele kloden.
Microsoft tilbyder derudover produkter som Microsoft Viva og Workplace Analytics, der analyserer arbejdsstyrkens kommunikationsadfærd og samarbejdsrelationer, og som ifølge producenten sammenkæder kommunikation, viden, læring, ressourcer og indsigter i arbejdsprocessen. De rummer for eksempel følgende evalueringer:
- Antal timer, som medarbejderne bruger på møder.
- Antal timer, de bruger på at læse og sende e-mails.
- Antal ”fokustimer”, hvor der ikke fandt nogen møder sted.
- Antal timer uden for den fast definerede åbningstid. Microsoft betegner det som ”overvågningsaktivitet efter arbejde”.
- Antal timers internt samarbejde (møder og e-mailkommunikation med personer inden for virksomheden) og antal timers eksternt samarbejde (med mindst én person uden for virksomheden).
- Mødetimer, som Microsoft klassificerer som ”lavkvalitetsmøder”, fordi der enten er folk fra mindst tre organisationsniveauer til stede, eller fordi deltagerne sendte to eller flere e-mails per mødetime.
- Analyser af medarbejdernes interne og eksterne kommunikative ”netværk”, opdelt efter størrelse af netværket og antallet af ”meningsfulde” kontakter.