Udvikling og kompetencer
En katalysator kommer ind på en bar ...
Får overskriften dig til at smile? Så har du sikkert et mere end flygtigt kendskab til kemi.
Hvis ikke, illustrerer det i sig selv pointen med denne artikel: Konteksten og publikummet betyder alt, når det kommer til formidling.
En vittighed, der får kemi-interesserede til at le, vil ikke nødvendigvis ramme plet hos en gruppe marketingfolk, der måske sætter mere pris på en joke om algoritmer og målgrupper.
(Og ja, selv den største kemi-elsker har lov til ikke at grine ad en gammel tø-hø-vittighed. But still.)
Når du formidler din faglige viden, kan præcis det samme ske: Du risikerer at ramme ved siden af, fordi du ikke tilpasser dit budskab til dem, der lytter. Uanset om du står foran en flok kolleger, ledelsen eller et bredere publikum, så vil de respondere meget bedre, hvis du forstår deres baggrund, interesser og vidensniveau.
Kend dit publikum – og deres udgangspunkt
Forestil dig, at du skal forklare et avanceret teknisk emne. For en gruppe eksperter kan du sagtens bruge specialiserede fagudtryk og dykke ned i detaljerede analyser. Men hvis dit publikum ikke har samme baggrund, vil de tabe tråden.
På samme måde kan et forsøg på at forenkle tingene for meget føre til, at du virker nedladende eller uforberedt.
At kende dit publikum handler om mere end blot at vide, hvem de er. Det handler om at forstå, hvad de ønsker at få ud af din præsentation:
- Hvad er deres forkundskaber? Skal du bygge fundamentet op fra bunden, eller kan du bygge videre på det, de allerede ved?
- Hvad motiverer dem? Er de optaget af praktisk anvendelighed, strategiske implikationer, eller ønsker de blot en forståelse af de grundlæggende principper?
- Hvordan foretrækker de at modtage information? Er det via grafer, eksempler, storytelling, eller måske noget helt fjerde?
Faldgruber ved ikke at kende sit publikum
Det kan lyde som pynt på kransekagen, men det er faktisk vigtigere end som så. Når du ikke tilpasser din formidling, risikerer du nemlig:
- at tabe dit publikum. Hvis de ikke forstår, hvad du siger, holder de simpelthen op med at lytte.
- at fremstå irrelevant. Hvis dit budskab ikke relaterer sig til deres behov eller interesser, ja, så mister du også deres opmærksomhed.
- at spilde tid - din egen og deres. En præsentation uden effekt er en tabt mulighed.
Sådan tilpasser du din formidling i 3 trin
For at undgå at tale ud i intetheden og spilde alles tid, kan det være en rigtig god ide at sætte sig ind i, hvem du skal tale for - om muligt før du står foran dem. Det tager noget tid, ja, men den tid vil i langt de fleste tilfælde være givet rigtigt godt ud.
Derudover kan du også pejle dig ind på dit publikum, når du står foran dem:
- Spørg ind: Indled din præsentation eller tale med spørgsmål til publikum, så du ved, hvad der er relevant for dem. Det kunne være, hvad de håber på at få ud af fremlægningen eller hvad deres behov er i dennes sammenhæng.
- Hold øje med kropssprog og reaktioner – er de med dig, eller ser de forvirrede ud? Hvis du er i tvivl så spørg: Er dette relevant for jer? Er der noget, der skal forklares?
- Justér løbende. Hvis du mister publikummet, kan du ændre taktik undervejs ved at forenkle eller forklare på nye måder.
Skulle du nu sidde med en fornemmelse af, at det er ærgerligt at skulle “nedjustere” din viden, så tænk på, at uanset hvor stor og kompleks din faglige viden er, bliver den først for alvor værdifuld, når den forstås og anvendes af andre.
Så næste gang du træder op foran et publikum, så overvej: Hvem er de, og hvordan kan jeg møde dem, hvor de er?
Og husk: En god joke – eller en præsentation – virker kun, hvis den lander hos den rigtige målgruppe.
PS...
Hvis du ikke kendte vittigheden fra overskriften, så kommer den her (og hold nu godt fast):
En katalysator kommer ind på en bar, men dørmanden nægter at lukke den ind: 'Sidst du var her, satte du gang i alt muligt.'
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.