TR-nyheder

IDA styrker fællesskabet og optager flere professionsbachelorer

Flere professionsbachelorer kan nu blive optaget i IDA. Her er, hvad det betyder for dig som tillidsvalgt.

Flere kan blive optaget i IDA

Der er ikke noget nyt i, at IDA optager professionsbachelorer. De udgør allerede cirka 40.000 af vores erhvervsaktive og 8000 af vores studiemedlemmer. IDA optager medlemmer, der arbejder på samme områder og niveau som andre IDA-medlemmer.

Flere professionsbachelorer er optagelsesberettigede nu, fordi vi ser flere og flere uddannelser, der rækker ind i de fagligheder, som IDA er fagforening for. Uddannelsesmarkedet er hele tiden under udvikling. Gennem de seneste år er der kommet flere uddannelser indenfor de tekniske, naturvidenskabelige og it-faglige områder, som udgør det felt, IDA er fagforening på.

Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd, peger samtidig på, at udviklingen kan være med til at styrke det lokale fællesskab på arbejdspladserne:

”Vi har som fagforening et ansvar for at styrke medlemmernes fællesskab på arbejdspladserne. Det gør vi bl.a. ved, at medarbejdere, der udfører de samme arbejdsopgaver, og som har samme identitetsfølelse, alle er organiserede i IDA. Det er en vigtig, ongoing opgave at klæde jer tillidsvalgte på til at være med til at fastholde og udvikle IDA som et rummeligt fællesskab – også med forskellige fagligheder”

Hvad betyder det for dig som tillidsvalgt på det offentlige område?

Som tillidsvalgt kan du i dag opleve, at der er medlemmer, som du ikke kan forhandle løn eller indgå lokale aftaler om øvrige vilkår for, fordi medlemmets uddannelsesbaggrund gør, at overenskomst forhandles af en anden fagforening. Sådan vil det også være fremover, når de nye professionsbachelorer kommer ud på arbejdsmarkedet.

IDA kan dog altid give individuel rådgivning ifm. individuelle lønforhandlinger for alle medlemmer, og dette budskab må du altid give videre ude på arbejdspladsen.

Hvad betyder det for dig som tillidsvalgt på det private område?

Hvis du er tillidsvalgt på en privat virksomhed, hvor løn- og ansættelsesvilkår er aftalt i en kollektiv overenskomst, skal du være opmærksom på, at de nyoptagne professionsbachelorer ofte ikke vil være omfattet af IDA´s overenskomster. Det skyldes, at IDA´s overenskomster på det private område er såkaldte uddannelsesoverenskomster, der kun dækker medarbejdere, der har en af de uddannelser, der er oplistet i overenskomsten, og her er professionsbachelorernes uddannelser ofte ikke omfattet. I stedet kan de være omfattet af en anden overenskomst med en anden fagforening, der så er den forhandlingsberettigede fagforening.

IDA kan dog altid give individuel rådgivning ifm. bl.a. individuelle lønforhandlinger for alle medlemmer, og dette budskab må du altid give videre ude på arbejdspladsen.

Hvad gælder for Virksomhedsgrupper eller Akademikerklubber på arbejdspladsen?

De nyoptagne IDA-medlemmer kan indgå i virksomhedsgrupper og akademikerklubber på arbejdspladserne på lige fod med IDAs øvrige medlemmer. Det afgørende er, at man er medlem af IDA.

Læs mere om Virksomhedsgrupper og Akademikerklubber her: 
Guide: Organiser jer på arbejdspladsen | IDA

Hvad betyder det for dig som Arbejdsmiljørepræsentant (AMR)?

Som AMR får det ingen betydning for dig. Du er valgt af dine kolleger, som du repræsenterer uanset deres faglige tilhørsforhold og uddannelse.  

Læs mere om rollen som Arbejdsmiljørepræsentant her: 
Arbejdsmiljørepræsentant og Arbejdsmiljøloven | IDA

Dialogværktøj til medlemmer, du ikke kan forhandle overenskomst for

Få helt konkrete fifs til din dialog med medlemmer på arbejdspladsen, som du ikke kan forhandle overenskomst for. Hjælpeværktøj til dialog med medlemmer.

Er du i tvivl om noget, kan du altid kontakte din kontaktperson.

Det fulde overblik over uddannelser:

Her er en liste over alle uddannelser, som udbydes af de uddannelsesinstitutioner, som IDA optager studerende fra: Kan jeg blive medlem? | Uddannelser | IDA for studerende

 

Læs mere:

Hvem kan blive IDA-medlem?

Du kan blive medlem af IDA på flere måder, bl.a. gennem din uddannelse, job. Find ud af om IDA er den rette fagforening for dig. Læs her hvordan.

Tema

Nyheder

Nyheder for tillidsvalgte

Kontakt

Få hjælp som tillidsvalgt

Som tillidsvalgt og medlem af IDA kan du få rådgivning af IDA.