AI
Automatiseret datarens og what-if-analyser med AI
Excel er uundværligt for mange af os, uanset om det gælder udarbejdelse af simple budgetter til komplekse dataanalyser - og mange bruger Microsofts regnearks-program dagligt til en bred vifte af opgaver.
Men vi kender også alle til de tidspunkter, hvor arbejdet i Excel bliver en tidsrøver. Du sidder og kæmper med at indtaste og tilpasse data, oprette formler, analysere resultater eller visualisere dine fund i diagrammer. Det kan tage timer at få det hele til at gå op i en højere enhed, især når du arbejder med store og komplekse datasæt.
Er du fx bygningsingeniør og arbejder på at beregne de strukturelle belastninger for en ny bro, så har du givetvis en masse data fra inspektioner, materialetest og simulationsmodeller.
Alle disse data skal ind i Excel, hvor de skal bearbejdes, analyseres og præsenteres på en måde, som er nem at forstå for både kolleger og klienter.
Du skal med andre ord formatere kolonner, oprette komplekse formler og sikre, at alt er korrekt opsat, for i værste fald kan en enkelt fejl i en formel betyde, at du skal starte forfra.
Det er her, et AI-værktøj som fx Copilot kan komme dig til undsætning.
Copilot: Et løfte om effektivisering
Copilot er Microsofts AI-assistent, der kommer med løftet om at kunne hjælpe brugere med at automatisere og optimere opgaver i applikationer, herunder Excel. AI-værktøjet bryster sig af at kunne forstå naturlige sprogkommandoer og levere løsninger, der kan gøre dit arbejde mindre manuelt og tidskrævende.
Her er nogle eksempler på kommandoer, du kan forsøge at overlade til Copilot i håbet om at gøre dit Excel-liv lidt nemmere. DISCLAIMER: Det er selvfølgeligt en rigtig god idé at eftertjekke output data i forhold til, om Copilot faktisk har forstået opgaven:
- Har du et rodet datasæt, der er fuld af dubletter? I stedet for at bruge timer på at rydde op i det, skriver du "Find og fjern dubletter i denne tabel", og Copilot rydder så op for dig (efter bedste beskub), så du får rene data uden selv at skulle rode rundt i tabeller og kolonner.
- Har du en liste med materialedata, hvor du skal indtaste vægt og volumen for forskellige byggematerialer? I stedet for selv at taste, kan du skrive: "Udfyld kolonne B med vægt fra materialelisten og kolonne C med tilhørende volumen”, og så forsøger Copilot at efterleve brugerønsket.
- Efterfølgende kan du bede Copilot om at formatere dine celler: "Formatér kolonne E som videnskabelige notationer med to decimaler".
- Skal du beregne momentet på en bjælke, men du har glemt formlen, fordi du bruger den så sjældent? Så skriver du simpelthen, "Hvordan beregner jeg momentet på en bjælke?", og så kommer Copilot med et bud på formlen.
- Har du masser af data fra dine beregninger, men er usikker på, hvordan du skal præsentere dem? Så kan Copilot analysere dine data og foreslå de bedste måder at visualisere dem på. Du kan fx sige, "Lav et diagram over belastningsdata for denne struktur," hvorefter Copilot kommer med et bud på et diagram, der kan give et hurtigt overblik.
- Prøver du at planlægge de fremtidige belastninger på en bygning? Copilot kan bruge historiske data til at lave prognoser for dig. Bed Copilot om at "Lav en prognose for de næste ti års belastninger baseret på mine data," og du får en graf, der viser de forventede tal.
- Overvejer du, hvordan forskellige scenarier kan påvirke dit strukturelle design? Copilot kan hjælpe dig med at lave scenarieberegninger og "what-if" analyser. Hvis du fx vil vide, hvordan en stigning i belastningen vil påvirke den strukturelle integritet, kan du forsøge dig med at sende følgende befaling i Copilots retning: "Beregn, hvordan en 10 % stigning i belastningen vil påvirke den strukturelle integritet i kolonne D".
Copilot lærer efter sigende af din arbejdsstil og præferencer over tid, hvilket skulle gøre AI’ens anbefalinger mere præcise i forhold til dine behov.
Over tid kan Copilot fx spotte, at du ofte arbejder med bestemte typer data, og at du i den forbindelse foretrækker bestemte visualiseringer. Så når du beder Copilot om at visualisere dine data, vil den foreslå de diagramtyper, du tidligere har brugt.
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.