Nyhed
Danmark skal have mindre affald og øget cirkularitet

Danmark lever over evne. Vores materialeforbrug er tre gange højere end vores planet kan holde til, og vores forbrugsbaserede CO2-udledning fire gange højere end det, forskningen anbefaler, hvis vi skal leve op til Paris-aftalen. Det afspejler sig i vores affaldsmængder, som er blandt de absolut største i Europa per indbygger.
Alle tre dele skal mindskes, og derfor er de seks organisationer gået sammen om 64 forslag i et nyt katalog for affaldsforebyggelse og cirkularitet. Her peger de på, hvordan Danmark kan tage de første og effektive skridt i retning af mindre affald. Affaldssortering og genanvendelse er nemlig langtfra tilstrækkeligt – vi skal helt undgå at skabe affald i første omgang.
Kataloget rummer forslag til såvel konkret lovgivning, nødvendige tiltag og oplagte analyser, der adresserer nogle af de mest klimabelastende produkter, borgere og virksomheder bruger og smider ud alt for hurtigt – f.eks. tekstiler, elektronik og byggematerialer.
Fokus er især på tiltag, som kan hjælpe virksomheder på det danske marked med at levere gode og holdbare produkter, som gavner forbrugere og den offentlige sektor, og som bliver brugt i lang tid. Samtidig påpeger kataloget behovet for øget regulering af markedsføring, reklamer og influenceres rolle i forhold til at skabe og fastholde Danmarks høje materialeforbrug..
Kataloget og de 64 forslag kommer samtidig med, at regeringen og Folketinget begynder arbejdet med en revision af klimaloven. Op mod 70% af de globale CO2-udledninger kommer fra udvinding og forarbejdning af naturressourcer – så jo længere vi bruger vores produkter og materialer, jo bedre er det for klimaet.
Organisationerne opfordrer til, at Danmark endelig får en ambitiøs strategi for cirkulær økonomi med stærkt fokus på affaldsforebyggelse, klare reduktionsmål og konkret regulering, hvor også de forbrugsbaserede udledninger er i fokus. Derfor bør Danmark i forbindelse med den kommende revision af Klimaloven og i tråd med Klimarådets anbefalinger, sætte et pejlemærke for de forbrugsbaserede CO2-udledninger, som kan sætte retning for indsatsen.
Organisationerne bag kataloget
- Danmarks Naturfredningsforening
- Rådet for Grøn Omstilling
- Plastic Change
- Ingeniørforeningen IDA
- CONCITO
- Cirkulær
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem nu
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.