DEBAT

Valgkampen mangler visioner for teknologi, klima og arbejdsmarked

Ved dette folketingsvalg er det vigtigere end nogensinde, hvilke tanker politikerne gør sig om, hvordan verden ser ud om 10, 15, 20 år. Men de taler næsten kun om ting de vil ændre på i de næste fire år.

Laura Klitgaard
Billede: IDA

Bragt på ing.dk den 22. marts 2026

Jeg kan ikke huske, hvornår teknologi, forskning og innovation har fyldt i en folketingsvalgkamp. Folketingsvalget 2026 er ingen undtagelse: Folkeskolen, svin og vores drikkevand er centrale temaer i valgkampen.

Der er intet galt i disse temaer! Jeg synes også, det er vigtigt: En god folkeskole er en vigtig forudsætning for, at de unge er rustet til at lykkes med den vej, de vælger i livet.

Svinebrug og drikkevand hænger sammen med langsigtet miljøhensyn, og vi skal beskytte grundvandet! Det er noget, som også IDA-medlemmer bidrager til.  

Men hvor er emnerne med fremtidsvisioner i? Det kunne jeg godt tænke mig, at de politiske kandidater viser vilje og evne til at forholde sig til inden valgdagen.

Det gælder især behovet for at styrke innovation og produktivitetsudvikling, så Europa kan stå i egen ret i forhold til højteknologi, AI og energiforsyning.

Det er både vigtigt af hensyn til vores sikkerhed i en urolig verden. Men det er også vigtigt, at vælgerne ser og hører politikerne forholde sig til disse emner, fordi de er væsentlige forudsætninger for, at vi har et sundt arbejdsmarked og en stabil hverdag med jobs til alle. Ellers eroderer grundlaget for, at der kan udskrives skatter til at finansiere vores velfærd.

Fremtidige regeringspartier bør også vise vælgerne, at de er med på at, det er en bunden opgave at sikre en stabil energiforsyning. Det er helt centralt for fortsat velstand og høj levestandard.

Og for at vi som land kan løfte de opgaver, kommer vi ikke udenom at lytte efter svar på, hvad Folketingets kommende medlemmer har tænkt sig at gøre for at sikre, at vi har de nødvendige menneskelige kapaciteter til at sikre elforsyningen, beskytte os mod cyberangreb og bane vejen for højteknologisk konkurrencekraft i Europa?

IDA har i valgkampen gjort opmærksom på disse emner i debatindlæg og kommentarer på eget initiativ og i samarbejde med andre organisationer. Jeg håber der bliver lyttet – men vi mangler at høre det i valgkampen.

Klimaudfordringerne har heller ikke fyldt så meget som tidligere. Det adresserer IDA bl.a. i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Industri ved at sætte fokus på behovet for at holde fast i den grønne omstilling.

Men er klimabekymringen ikke bare en luksus, og må den grønne omstilling ikke vige til fordel for forsvar og sikkerhed i en urolig verden, siger nogle.

Til det må jeg bare sige: Den grønne omstilling er faktisk helt central for alle de andre emner, vi diskuterer. 

Krigen i Iran og lukningen af olietankeres vej til Europa har sendt benzinpriserne på himmelflugt. Derfor skal den grønne omstilling sættes op i gear. Hvordan kan Europa ellers genvinde en plads med andre højteknologiske samfund uden stabil energiforsyning?

Der er allerede problemer med stigende ventetid på at blive tilsluttet energinettet, og regeringen har bebudet en prioritering af, hvem der skal adgang. Det bør få alle alarmklokker til at ringe hos politikerne!

Rigtig mange danske arbejdspladser udspringer af den grønne omstilling, og derfor kan det få alvorlige konsekvenser for vores velfærd, hvis vi aflyser omstillingen.

Summen af kardemommen er at rigtig mange af de ’nære’ udfordringer, der optager vælgerne, kræver svar på nogle helt centrale udfordringer, der måske nok kan forekomme komplicerede, men som er fundamentet i vores samfund.

Så kære folketingskandidater: Lad os høre jeres bud på, hvordan I ser på disse emner. Det er vi mange, som er optagede af.

God valgdag til alle!

 

Læs mere:

Tema

Grøn omstilling

IDA arbejder med, hvordan Danmark kan omlægge produktion og forandre forbrug mod en bæredygtig udvikling.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Vær med

Bliv medlem nu

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.