Nyhed

IDA investerer i teknologistartups for at styrke Europas fremtid

Sammen med Den Europæiske Investeringsfond og danske EIFO investerer IDA i en ny venturefond for klimateknologi. Målet er flere forskningsbaserede teknologivirksomheder i Danmark og Europa og at skabe fremtidens arbejdspladser.

IDA investerer i ny fond, der investerer i klimateknologiske iværksættervirksomheder i Europa
IDA investerer i fond, der investerer i Tech startups indenfor klimateknologi i Danmark og Europa.
Billede: iStock

IDA investerer direkte ind i innovation og iværksætteri i en venturefond for europæiske teknologi-startups. Det sker med en investering på 37,5 millioner kroner i Climentum Capital Fund II.

Med investeringen i Climentum Capital Fund II ser IDA en mulighed for, at medlemmernes penge kan arbejde for STEM-talenter og gøre noget godt for Danmark og Europas konkurrencekraft, siger IDAs formand, Laura Klitgaard:

”IDA’s vision er at vise vejen for teknologi og mennesker. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi investerer i – eller hvem vi investerer i. Vi investerer, fordi det gør en forskel for samfundet, for Danmark og for Europa. Og vi gør det, fordi stærke techmiljøer og STEM-talenter med gode idéer er fundamentet for det, vi skal leve af i fremtiden. Vi håber, at flere vil følge efter.”

”Alt for ofte mister vi virksomheder”

IDAs ambition er at bidrage til en udvikling, hvor flere virksomheder kan finde kapital i Europa og få mulighed for at vokse uden at skulle flytte udenlands for at finde finansiering. 

IDAs formand, Laura Klitgaard:

“Vi har en stærk pipeline af teknologiske løsninger i Danmark og Europa, men alt for ofte mister vi virksomhederne på grund af manglende adgang til kapital. Hvis flere institutionelle investorer bidrager inden for forsvarlige rammer, kan vi i fællesskab løfte niveauet for tilgængelig kapital betydeligt. Det er der hårdt brug for. Vi har god forskning og innovative startups i Europa, men de mangler kapital til at vokse. Derfor skal vi bakke meget mere op om vores egne nye virksomheder.”

Behov for politisk fokus på at fjerne barrierer for institutionelle investorer 

Også fra politisk side skal der fokus på, hvordan det kan blive lettere for institutionelle investorer at engagere sig. Derfor hilser IDA det velkomment, at regeringen i sit grundlag har forpligtet sig på at se på området – bl.a. gennem en kommende ekspertgruppe: 
 
“Det er meget positivt, at regeringen vil arbejde for at fjerne barrierer for institutionelle investorer, så vi kan få flere med på vognen. Og det giver utrolig god mening. Det handler grundlæggende om, at vi i langt højere grad investerer i vores egen erhvervsudvikling, vækst og en større teknologisk uafhængighed”, siger Laura Klitgaard. 

Fakta om investeringen

Den Europæiske Investeringsfond EIF, EIFO og Ingeniørforeningen IDA investerer tilsammen 450 mio. kr. i Climentum Capital Fund II, som er en artikel 9-venturefond, der skal investere i klimateknologiske iværksættervirksomheder med dokumenteret 
klimaeffekt i hele Europa. Fonden har et særligt fokus på hard tech virksomheder i de nordiske og de tysktalende lande. 
 
● Forventet antal investeringer: 20+ virksomheder 
 
● Samlet fondsstørrelse: First close: 450 mio.kr. Target: 750 mio. kr. 
 
● Ankerinvesteringer: 
 
o Den Europæiske Investeringsfond, EIF 300 mio. kr. 
 
o Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO: 112,5 mio. kr. 
 
o Ingeniørforeningen IDA: 37,5 mio. kr. 

Læs mere om EIF 

Læs mere om EIFO

Om Climentum Capital

Climentum Capital investerer i hard tech-virksomheder, der styrker Europas industrielle robusthed, bæredygtighed og konkurrenceevne. Med teams i Norden og Tyskland leder Climentum Capital Seed- og Series A-investeringer i virksomheder, der skaber energisikkerhed, industriel effektivitet og reducerer afhængighed af fossile brændsler. Fond I blev lanceret i 2022 med 450 mio. kr., og Fond II sigter mod op til 750 mio. kr.

Læs mere: www.climentum.com 

Læs mere:

Tema

Grøn omstilling

IDA arbejder med, hvordan Danmark kan omlægge produktion og forandre forbrug mod en bæredygtig udvikling.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Vær med

Bliv medlem nu

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.