Nyhed

IDA skal være meningsfuldt til stede for medlemmerne

IDAs repræsentantskab godkendte den 7. november 2026 enstemmigt strategien "Meningsfuldt til stede" for 2027-2029.

IDA Repræsentantskabsmøde 2026
IDA's Repræsentantskab godkendte den nye strategi for 2027-29. Formand Laura Klitgaard kunne samtidig berette om fremgang i IDA, der for sjette år i træk er kåret til Danmarks bedste fagforening, og for fjerde år i træk har det stærkeste omdømme blandt arbejdsmarkeds- og interesseorganisationer.
Billede: IDA

IDAs repræsentantskab godkendte den 7. november 2026 enstemmigt strategien Meningsfuldt til stede for 2027-2029.

Formand Laura Klitgaard kunne samtidig berette om fremgang i IDA, der for sjette år i træk er kåret til Danmarks bedste fagforening, og for fjerde år i træk har det stærkeste omdømme blandt arbejdsmarkeds- og interesseorganisationer.

Ny strategi: Meningsfuldt til stede

Strategien Meningsfuldt til stede bygger videre på Vision 2030 samt strategien Ansvar for udvikling og skal møde nye medlemsbehov samt teknologiske og samfundsmæssige forandringer.

IDA skal være til stede, hvor medlemmerne har behov for det, og hvor foreningen kan gøre en forskel i samfundet. Indsatserne skal være relevante, værdiskabende og rettidige med fokus på størst mulig værdi som fagforening, fagligt fællesskab og interesseorganisation.

STEM-fagligheden skal have større politisk gennemslag

Formand Laura Klitgaard fremhævede i sin beretning, at IDAs størrelse, viden og forhandlingskraft skal omsættes til medlemsfordele og bedre løsninger.

Medlemmernes behov og loyalitet er i fokus for udvikling af medlemstilbud, mens IDAs interessevaretagelse skal skabe størst mulig værdi for medlemmerne og for samfundet. IDA vil bringe medlemmernes STEM-faglighed tættere på beslutningerne og har allerede bidraget med viden og forslag i dialogen med de regeringsforhandlende partier.

I det kommende folketingsår prioriterer IDA sin indsats ift. dagsordener som arbejdsliv og arbejdsmarked, grøn omstilling, uddannelse og forskning, AI og digitalisering samt teknologi i sundhed.

AI forandrer arbejdslivet og rådgivningen

Malene Matthison-Hansen, forperson for IDAs arbejdsmarkedsråd, fremhævede, at AI forandrer arbejdet og skal mødes med viden frem for udokumenterede antagelser.

IDA følger derfor ledighed, beskæftigelse og jobskifte i medlemmernes jobfunktioner. IDAs medlemsrådgivning skal kombinere teknologi og menneskelig kontakt med afsæt i den enkeltes situation.

Forpersonen understregede også IDAs opbakning til den danske model og behovet for fleksible veje til indflydelse, samarbejde og gode løn- og arbejdsvilkår på både det offentlige og private arbejdsmarked.

Faglige fællesskaber skal være relevante for flere

Næstformand Bo Skovgaard Christensen fortalte, hvordan data om medlemmernes adfærd gør de faglige tilbud mere relevante. Indsatsen har øget antallet af erhvervsaktive medlemmer med 46 procent og tilmeldingerne til faglige arrangementer med 32,4 procent. 

Andelen af internationale medlemmer er fordoblet fra 2020, og derfor skal kommunikation, tilbud og frivillige fællesskaber være mere tilgængelige på engelsk.

Pilotprojektet Career Launch Denmark skal hjælpe nyuddannede internationale STEM-profiler ind på det danske arbejdsmarked, mens IDA International Network skal give internationale medlemmer en tydeligere vej ind i frivilligheden.

Uændret kontingent og investeringer i medlemmernes tilbud

Repræsentantskabet godkendte nominelt uændret kontingent i 2027 og et budgetresultat på 0,3 mio. kr. Råderummet er snævrere, blandt andet fordi løn- og omkostningsstigninger binder mere af indtægterne fra medlemsvæksten til driften.  

Budgettet prioriterer områder som digital udvikling og AI, medlemsservice og rådgivning, virksomhed, ledelse og trivsel og arbejdsmarkedet i øvrigt samt risikostyring og compliance. Der er i 2027 afsat knap 37 mio. kr. til særlige indsatser i IDAs nye strategi.

Første skridt mod repræsentantskabsvalget i 2028 blev taget 


Repræsentantskabet nedsatte på mødet et valgudvalg, der skal forberede IDAs repræsentantskabsvalg i 2028.

Det er valgudvalget, der har til opgave at skabe rammerne for, at IDAs politiske lister kan hverve kandidater og være synlige og relevante over for medlemmerne og for, at medlemmerne kan føle sig trygge og oplyste, når de afgiver deres stemme.

IDAs studiemedlemmer vælger deres repræsentantskabsmedlemmer på årsmøde hvert år i første kvartal.

Vedtægtsændringer 

Repræsentantskabet godkendte to vedtægtsændringer. Fra 1. januar 2027 præciseres kontingentvedtægten, så muligheden for nedsat kontingent ved jobafklaringsforløb eller visitation til fleksjob bliver tydeligere.

Budgettet indfører samtidig nedsat kontingent for medlemmer i fleksjob for at gøre medlemskabet mere økonomisk tilgængeligt ved svækket arbejdsmarkedstilknytning. 

Ansattes Råd skifter desuden navn til Arbejdsmarkedsrådet (IDAs arbejdsmarkedsråd) for tydeligere at afspejle arbejdet med løn, ansættelse, pension, beskæftigelse og arbejdsmiljø. Rådets vedtægtsbestemte opgaver er uændrede. 

Læs mere:

IDAs politiske struktur

Få overblik over, hvordan IDA er organiseret og arbejder politisk.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Vær med

Bliv medlem nu

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.