Nyhed
Internationale studerende er en guldrandet forretning for Danmark

Al snak om, at internationale studerende er en økonomisk byrde for det danske samfund, må høre op nu. En ny analyse, som Damvad Analytics har lavet for Ingeniørforeningen, IDA dokumenterer, at internationale studerende er milliarder værd for vores samfundsøkonomi.
Samlet set har internationale dimittender bidraget med mere end 26,7 mia. kr. til den danske samfundsøkonomi i årene 2007 til 2020. Zoomes der udelukkende ind på bidraget fra dimittender fra de tekniske og naturvidenskabelige uddannelsesretninger, lyder det på mere end 11,7 mia. kr. i den samme 13-årige periode.
”Internationale studerende er en milliardgevinst for det danske samfund. Vi skal være taknemmelige for, at de kommer hertil, og at en stor og stigende andel vælger at blive og gøre karriere i Danmark. De bidrager til et styrket uddannelsesmiljø, og samtidig har vi hårdt brug for dem på arbejdsmarkedet. Alene på områderne ingeniør, teknik og it vil vi mangle 13.000 kandidater i 2030. Skal vi løse den situation, vil det kræve et markant højere optag på ingeniøruddannelserne, som næppe er realistisk i en tid med faldende ungdomsårgange,” siger IDAs fungerende formand, Aske Nydam Guldberg.
Derfor er det ifølge Aske Nydam Guldberg essentielt, at vi åbner op for langt flere internationale studerende på landets universiteter.
”Situationen er kritisk. I de seneste år har et politisk flertal lagt et loft over, hvor mange internationale studerende, der kan komme hertil og tage deres kandidat. SU til internationale studerende også på ingeniør- og it-uddannelserne bliver set som en udgift fremfor en investering. Som analysen viser, er det dårligt købmandskab og tudetosset i en tid, hvor vi mangler højtuddannede med indsigt i teknologi og it. Derfor bør et nyt regeringsgrundlag allerhelst helt fjerne dette loft, eller som minimum sætte det i bero på de uddannelsesområder, hvor der er stor efterspørgsel. Det vil være klog uddannelsespolitik, der flugter med erhvervslivets fremtidige behov til gavn for vækst og velstand,” siger han.
Hver internationale dimittend bidrager med millioner
Analysen viser, at den gennemsnitlige internationale dimittend, der er færdiguddannet i Danmark, bidrager med 2,06 mio. kr. til det danske samfund i en 13-årig periode fra 2007-2020, når alle omkostninger til uddannelse, sundhed, SU og sociale ydelser er trukket fra. Beregningerne er udført på baggrund af data fra Danmarks Statistik og tager højde for, at en del af de internationale dimittender rejser hjem, når eksamensbeviset er i hånden.
For de naturvidenskabelige og tekniske kandidater er bidraget til økonomien endnu højere. En international kandidat på de tekniske og naturvidenskabelige studieretninger, eksempelvis en ingeniør, bidrager i gennemsnit med næsten 2,45 mio. kr. til samfundsøkonomien.
”Forhåbentlig kan disse tal medvirke til, at samtalen fremover kommer til at handle om, hvordan vi tiltrækker og fastholder flere internationale studerende fremfor at afvise dem. At vi taler om internationale dimittender som en gevinst i stedet for en byrde, og at vi indser, at flere internationale dimittender er helt vitale for at sikre den nødvendige højtuddannede arbejdskraft til den grønne omstilling og digitalisering af vores samfund,” siger Aske Nydam Guldberg.
Analysen dokumenterer også, at selvom antallet af internationale dimittender er steget over tid, så har det ikke haft en negativ effekt for hverken beskæftigelsesgraden for internationale dimittender eller det gennemsnitlige samfundsøkonomiske bidrag, som hver dimittend leverer.
Læs mere:
Kontakt
Ring eller skriv
Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?