Nyhed
Løn under barsel er vigtig – især for fædre

Løn er afgørende for, hvor meget barsel, at nye forældre holder. Det svarer 55 pct. i en ny undersøgelse, IDA har lavet blandt flere end 2.500 privatansatte medlemmer, som enten er på barsel nu, har været på barsel indenfor de seneste tre år eller forventer at skulle på barsel i løbet af det kommende år.
Og særligt for mændene er løn vigtigt. Knap 6 ud af 10 svarer, at løn under barsel ”i meget høj grad” eller ”i høj grad” er afgørende for, hvor mange ugers barsel de tager. For kvinderne er det tilsvarende tal 44 pct. Færre end en ud af ti svarer, at løn ikke spiller nogen rolle for dem i relation til barsel.
”Vi ved også fra forskningen, at løn under barsel er central for, om fædre tager barsel eller ej. Løn under barsel er en forudsætning for, at det bliver en selvfølge for fædre at tage mere barsel,” siger Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA.
”I en tid hvor arbejdsgiverne konkurrerer om at tiltrække dygtige og ambitiøse medarbejdere indenfor STEM, også dem, der er i den fødedygtige alder, så er det et vink med en vognstang om, at løn under barsel er et vilkår, der kendetegner en god arbejdsplads. Gode vilkår for løn under barsel til både kvinder og mænd er afgørende for virksomhedernes image og for, hvor attraktive de er i kampen om talent. Det er et svagt led i kæden for en virksomhed, hvis de ikke satser på at tiltrække bredt – også medarbejdere, som gerne vil være forældre og have et familieliv,” siger hun.
Undersøgelsen viser også, at retten til løn under barsel har stor betydning for, hvordan nybagte forældre fordeler barslen. Samlet set svarer 41 pct., at muligheden for at få løn under barsel har haft indflydelse på fordelingen af de uger, som kan fordeles mellem dem og deres partner.
Men mønsteret er vidt forskelligt mellem kvinder og mænd.
Hvor flere end hver femte mand svarer, at de tog mindre barsel end deres partner, fordi de har ringere vilkår end partneren, er det blot 3 pct. af kvinderne, som svarer det samme. Omvendt er det 23 pct. af kvinderne, som tog mere barsel end deres partner, fordi deres vilkår var bedre end partnerens. Tilsvarende er det blot 5 pct. mændene, som svarer det.
Til sammenligning ses stort set ingen ændringer i fordelingen mellem mor og far, når begge parter har relativt ens lønvilkår under barsel.
”Det er et paradoks. Det viser, at vi fortsat har noget arbejde foran os, før vi har skabt et ligestillet forældreskab. Jeg kan kun opfordre arbejdsgiverne til at sikre, at både kvinder og mænd får løn under barsel,” siger Malene Matthison-Hansen.
Hun mener, at det er en fordel for familierne men også for virksomhederne, hvis barselsperioden deles mere ligeligt mellem forældrene.
”To kortere perioder, hvor henholdsvis mor og far er på barsel, er nemmere at håndtere for virksomhederne end én lang periode. For forældrene kan det også være lettere at komme tilbage på jobbet efter en lidt kortere periode. Og det vil ikke få de samme negative konsekvenser for karriere og lønudvikling, som vi ser kvinderne blive ramt af, hvis fædre og mødre fordeler barslen mere ligeligt mellem sig. Så hvis vi vil skubbe ligestilling og ligestillet forældreskab yderligere på vej, så er løsningen fuld løn under barsel til begge forældre,” siger Malene Matthison-Hansen.
Læs mere:
Kontakt
Ring eller skriv
Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?