Nyhed

Mænd tager længere barsel end øremærkningen

IDAs mandlige medlemmer tager en stadig større del af barselsorloven. I gennemsnit holder de nu 3,2 ugers længere barsel, end før den øremærkede fædreorlov blev indført i 2022.

Den 2. august 2022 var en vigtig dag for nye forældre. Her trådte en ændring af de danske barselsregler i kraft, som øremærker 11 ugers barsel til fædre og medforælderen.
Billede: iStock

Den 2. august 2022 var en skelsættende dag for nye forældre. Her trådte en ændring af de danske barselsregler i kraft, som øremærker 11 ugers barsel til fædre og medforælderen.

Øremærkningen har flyttet markant på fordelingen af barslen mellem forældrene i IDAs medlemskreds. Blandt de mænd, der blev fædre efter den 2. august 2022, tager omtrent 9 ud af 10 – 89 pct. – nu mere barsel end de 11 uger, der er øremærket til dem.

Det viser en ny undersøgelse blandt 2.847 privatansatte medlemmer, som enten er på barsel nu, har været på barsel indenfor de seneste tre år eller forventer at skulle på barsel i løbet af det kommende år.

Blandt dem, som blev forældre inden øremærkningen, tog fædrene i gennemsnit 11,8 ugers orlov og kvinderne 37 uger. Når det gælder dem, som blev forældre efter den 2. august, er billedet ændret markant. Her tager fædrene og medforældrene i gennemsnit 15 ugers orlov, mens kvinderne tager 34,2 uger i gennemsnit.

Mændene har forlænget deres orlov med 3,2 uger i gennemsnit. Samtidig har kvinderne i gennemsnit forkortet deres orlov med 2,8 uger.  

”Hele ideen med øremærkningen var netop at skabe et mere ligestillet arbejdsmarked og gøre op med den gammeldags overbevisning, at barsel kun er noget mødre tager. De mandlige IDA-medlemmer tager længere og længere orlov med deres nyfødte børn, og det er på alle måder glædeligt,” siger Malene Matthison-Hansen, forperson for Ansattes Råd i IDA.

Øremærkningen har sat skub i store bevægelser i medlemmernes brug af barsel.

Før øremærkningen tog hver femte mand mindre end 8 ugers barsel. I dag gælder det for blot 4,2 pct. af mændene. I den anden ende af spektret er ændringerne også markante. Hvor blot 5 pct. af de mandlige medlemmer tog mere end 24 ugers barsel før øremærkningen, tager næsten 13 pct. af fædrene mere end 24 ugers orlov i dag.

Kvinderne tager nu kortere barsel. Før øremærkningen tog næsten 27 pct. af kvinderne mere end 42 uger. Til sammenligning tager 14,5 pct. af kvinderne 42 uger eller mere i dag.

Malene Matthison-Hansen bifalder udviklingen.

”Det har en negativ indflydelse på kvinders lønudvikling, livsindkomst og pensionsopsparing, når de tager størstedelen af barslen. Det forplanter sig som et løn- og karrieremæssigt tilbageslag i sammenligning med mændene,” siger hun.

Læs analysenotatet ”IDAs privatansattes barsel 2024” her 

Læs mere om IDAs barselspolitik her

Læs mere:

IDA mener: Øremærket barsel gavner både mænd og kvinder

Det gavner ligestillingen og familielivet, når fædre tager en større del af barselsorloven. Men løn under barslen er et vigtigt næste skridt.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Kontakt

Ring eller skriv

Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?