Klimalov
Nyt klimamål mangler både ambitioner og bred opbakning

Regeringen har i dag fastsat et nyt dansk klimamål for 2035, der løfter reduktionsniveauet til 82 pct. sammenlignet med 1990. IDA anerkender, at Danmark fortsat placerer sig blandt de lande i verden med de højeste klimamål, men advarer mod, at ambitionen reelt er begrænset - og at manglen på bred politisk opbakning kan skabe usikkerhed for den grønne omstilling.
”82 procent i 2035 er kun omkring to procentpoint højere end det niveau, vi allerede var på vej imod med den vedtagne politik. Det er et skridt, men ikke et stort nok skridt. Selvom resten af verden tøver, bør Danmark stile højere, hvis vi vil fastholde vores position som grønt foregangsland,” siger formand for IDA, Laura Klitgaard.
Bred politisk opbakning er afgørende for investeringer
Siden klimaloven blev vedtaget i 2019, har de langsigtede klimamål haft meget bred opbakning i Folketinget. Det har ifølge IDA været en afgørende forudsætning for, at virksomheder og sektorer har turdet foretage store og langsigtede investeringer i den grønne omstilling.
”Den brede opbakning i folketinget om klimamålene har givet den nødvendige sikkerhed for de sektorer, der står midt i store og dyre omstillinger. Derfor er det ærgerligt, at regeringen ikke er lykkedes med at få bredere opbakning til de nye klimamål, men tværtimod går videre med det smallest mulige flertal, siger Laura Klitgaard og tilføjer:
”Vi håber, at den kommende proces kan samle en bredere politisk opbakning, og at målet over tid kan hæves, sådan som ministeren selv lægger op til,” siger hun.
Høje mål driver innovation, job og grøn vækst
IDA understreger, at erfaringerne fra 70-procentsmålet i 2030 viser, at ambitiøse klimamål virker – også selv om vejen dertil ikke er fuldt kortlagt fra starten.
”Da Folketinget i 2020 aftalte 2030-målet om 70 procents reduktion, var der ingen, der kunne pege på den præcise vej. Alligevel ser det nu ud til at lykkes.
I IDA har vi besøgt både startups og store virksomheder, som netop har sat turbo på udviklingen af grønne løsninger som en direkte konsekvens af de høje mål,” siger Laura Klitgaard.
Ifølge IDA risikerer Danmark at gå glip af både innovation og grønne iværksættere ved ikke at være mere ambitiøs.
”Vi har tidligere vist, at en accelereret grøn omstilling skaber job i Danmark og øger vores resiliens, når vi gør os fri af importeret fossil energi. Hvis vi ikke går mere offensivt til opgaven, misser vi muligheder for både grøn vækst og teknologisk førerposition,” siger Laura Klitgaard.