Nyhed

Otte ud af ti ledere indsamler medarbejderdata

Størstedelen af landets arbejdspladser indsamler data om de ansatte med digitale værktøjer, selv om det risikerer at skade tilliden, viser ny undersøgelse.

Størstedelen af landets arbejdspladser indsamler data om de ansatte med digitale værktøjer, selv om det risikerer at skade tilliden, viser ny undersøgelse.
Billede: Mandag Morgen

Selv om et flertal af ledere på landets arbejdspladser ser en risiko for, at indsamling og brug af medarbejderdata skader tilliden og forholdet til de ansatte, så oplyser 8 ud af 10 ledere, at de indsamler en lang række data om medarbejderne.

Det sker ved hjælp af digitale ledelsesværktøjer, som blandt andet registrerer møde- og gåtider, tidsforbrug på arbejdsopgaver, mødeaktivitet, performance, tastetryk, fysisk sundhedstilstand og pauseaktivitet. Alligevel er det kun hver tredje arbejdsplads, der har formuleret en klar politik for dataindsamlingen, og hvad data må anvendes til.

Det viser en ny stor undersøgelse blandt 600 ledere, som er udarbejdet af Tænketanken Mandag Morgen for Ingeniørforeningen IDA, DM, ADD-projektet, Dansk Erhverv, DI, Djøf, FH, Finansforbundet og Forsikringsforbundet.

Fælles løsninger

Camilla Gregersen, der er formand for den akademiske fagforening DM, håber, at undersøgelsen kan være med til at sætte fokus på en problemstilling, der skal findes fælles løsninger på, inden udviklingen løber løbsk. Hun peger på, at kun fem procent af lederne mener, at der i meget høj eller høj grad er brug for bedre retningslinjer for indsamling af medarbejderdata. Kun 38 procent af lederne er helt enige i, at de har de rette kompetencer og viden til at tale med deres ansatte om brugen af medarbejderdata.

”Den teknologiske udvikling giver uanede muligheder for at indsamle medarbejderdata. Derfor er det altafgørende, at arbejdsgiverne har den nødvendige viden og de nødvendige kompetencer, så medarbejdernes grundlæggende rettigheder ikke bliver krænket. Derudover er det vigtigt, at medarbejderne bliver inddraget, så det ikke risikerer at skade trivslen og arbejdsglæden”, siger hun.

Transparent dataindsamling

Ifølge undersøgelsen oplyser 56 procent af lederne, at formålet med at anvende de digitale værktøjer er at øge trivslen, mens 46 procent også bruger data til at styrke bundlinjen ved at øge de ansattes produktivitet og performance.

Men de stigende mængder af medarbejderdata, som indsamles gennem logfiler og programmer, har potentiale til at skævvride styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og medarbejdere, mener Malene Matthison-Hansen, der er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA.

”Som medarbejdere er vi nødt til at forholde os kritisk til den form for datadrevet ledelse og overvågning, som i nogle tilfælde kan føre til utryghed og stress. Det er ekstremt vigtigt, at arbejdsgiverne er transparente om formålet med dataindsamlingen og hvilke data, der indsamles. Ellers risikerer det at skade relationen mellem ledere og ansatte”, siger hun.

Udvalgte resultater fra undersøgelsen

  • 79% af lederne angiver, at de anvender medarbejderdata indsamlet vil digitale værktøjer i deres ledelsespraksis.
  • 52% af lederne erklærer sig helt eller delvist enige i, at de ser en risiko for, at anvendelsen af digitale værktøjer til indsamling af medarbejderdata skader forholdet til deres medarbejdere.
  • 69% af lederne svarer, at de har talt med medarbejderne om, at arbejdspladsen anvender digitale værktøjer til at indsamle data om dem. Men kun 25% af medarbejderne siger, at deres leder har talt med dem om, hvorfor de indsamler data.
  • Hver femte medarbejder er blevet pålagt af arbejdsgiveren at installere en app på deres private telefon, som for eksempel kan registrere kommunikation, tidsforbrug og lokation.
  • 16 procent af lederne anvender data om medarbejdernes fysiske sundhedstilstand, hvilket 57% af medarbejderne er kritiske overfor.

Læs mere:

Tema

Overvågning på job

Bliv klogere på overvågning på jobbet og dine rettigheder. Læs mere her.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Kontakt

Ring eller skriv

Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?