Repræsentantskabsmøde
Relevans i en ny tid: Medlemmernes arbejdsliv i centrum

Den politiske ledelse lagde vægt på, at IDAs styrke først og fremmest kommer fra medlemmernes faglighed og engagement – og at det skal kunne mærkes både i deres arbejdsliv, men også i den offentlige debat. Indflydelse handler blandt andet om at være tæt på medlemmernes hverdag: Bedre rammer på arbejdspladsen, stærkere fællesskab og tydeligere stemme i spørgsmål, hvor medlemmernes kompetencer er afgørende.
”Når medlemmerne engagerer sig, kan vi flytte noget – både lokalt på arbejdspladsen og nationalt i samfundsdebatten”, blev der blandt andet sagt. Samtidig blev det fremhævet, at IDA vil stå endnu tydeligere i de teknologiske dagsordener, hvor der er brug for faglig tyngde og løsninger frem for symbolpolitik: “Vi skal ikke bare reagere på udviklingen – vi skal være med til at definere den.”
Repræsentantskabet havde besøg af to afgåede folketingspolitikere til en åben dialog om, hvordan STEM, forskning og teknologi kan blive en tydelig politisk prioritet, herunder hvordan IDA og relevante samarbejdspartnere kan skabe større lydhørhed og gennemslagskraft for dagsordenen.
Unge, uddannelse og fremtidens kompetencer
Den politiske ledelse pegede på konkrete initiativer, der viser, hvordan IDA omsætter ambitioner til handling. IDA har en vigtig rolle i forhold til fremtidens kompetencer: “Hvis vi vil have flere til at vælge teknologien til, skal vi starte tidligere – og vi skal gøre det på en måde, hvor flere kan se sig selv i det. Derfor er der i Engineer the Future (IDAs partnerskab med virksomheder og universiteter) pt en indsats i forhold til at styrke unges motivation for matematik og gøre vejen ind i de tekniske uddannelser mere inkluderende.
IDA skifter gear med fokus på kommunikation, rådgivning og brugen af AI
Et tredje hovedspor i beretningen var, hvad der sker “bag kulissen” i IDA. IDAs administration sætter yderligere fokus på at skabe en mere sammenhængende måde at møde medlemmerne på. Her spiller AI en rolle som et praktisk værktøj, der kan fjerne rutinearbejde og frigive tid til det, der kræver menneskelig vurdering. Målet blev opsummeret sådan: “Vi skal gøre det lettere at få hjælp – hurtigere, mere præcist og med bedre sammenhæng, uanset hvordan man kontakter os.”
Overskud i 2025, primært grundet finansielle poster og IDAs datterselskaber
Repræsentantskabet godkendte IDAs regnskab for 2025, hvor IDA realiserede et overskud på 80,6 mio. kr., hvilket er 80,2 mio. kr. mere end det godkendte budget på 0,4 mio. kr.
Årets samlede resultat er markant højere end det budgetterede, hvilket både skyldes et meget positivt resultat af de finansielle poster inkl. skat, som blev forbedret med 7,4 mio. kr. i forhold til 2024 og et særdeles positivt resultat fra IDAs datterselskaber.
Vedtægtsændringer i IDAs Afstemnings- og valgvedtægt
Efter repræsentantskabsvalget i 2025 konstaterede IDAs politiske lister, at afviklingen af valget er blevet en dyr og stor opgave, der desværre ikke fører til en stigende stemmeprocent. I forlængelse heraf blev det besluttet, at der var behov for en drøftelse af, hvad der er det rette ambitionsniveau og ressourceforbrug.
På mødet godkendte Repræsentantskabet nogle justeringer i IDAs Afstemnings- og valgvedtægt. Ændringerne medfører, at afstemningsperiodens placering bliver mere fleksibel, så valget bedre kan placeres uden om helligdage, og at der fremover udarbejdes et kommissorium for valgudvalget, som skal forventningsafstemme fokus, aktivitetsniveau og indsats.
Samtidig hæves kravet for at opstille en liste fra 15 til 25 stillere for at sikre en mere repræsentativ opbakning bag IDAs politiske lister. 25 stillere svarer til krav for opstilling i en almindelig størrelse kommune.
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem nu
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.