Nyhed
Pæne reallønsstigninger til IDAs medlemmer

Det forgangne år har budt på en pæn reallønsfremgang i både den private og offentlige sektor. Medlemmerne i de to sektorer har opnået en gennemsnitlig reallønsudvikling på henholdsvis 2,7 pct. og 2,2 pct. fra 2024 til 2025. Det viser IDAs lønstatistik, som offentliggøres i dag.
Reallønsfremgangen i 2025 markerer også en tilbagevenden til mere normale tilstande sammenlignet med 2024. Og det er der en god forklaring på, mener IDAs cheføkonom Anders Overvad.
”Reallønsfremgangen var ekstraordinært høj sidste år. Det skete på et bagtæppe, hvor inflationen havde taget luften ud af reallønsfremgangen året forinden. Det gab skulle indhentes, og det blev det. I år kan vi se, at vi er tilbage ved mere normale reallønsstigninger i både den private og offentlige sektor,” siger han.
Trods den mere beherskede reallønsfremgang peger Anders Overvad på, at lønudviklingen har været stærkere end forventet.
”Da vi gik ind i 2025, var det de færreste, der troede på, at lønvæksten ville være så stærk i år. Vores prognose for lønudviklingen for de privatansatte medlemmer var 4,7 pct. før inflation, og lønudviklingen lander en spids højere på 5,0 pct. Det stemmer godt overens med, at vi ser, at der fortsat er godt gang i jobskifterne blandt medlemmerne,” siger Anders Overvad.
”De store fyringsrunder, vi har set hen over efteråret, har taget de store overskrifter, men de skygger også for, at arbejdsmarkedet for IDAs medlemmer fortsat er stærkt. Det er aldrig sjovt at blive ramt af en fyreseddel, men det er vores klare oplevelse, at jobmulighederne er gode for højtuddannede indenfor STEM, og at arbejdsmarkedet fortsat er stærkt,” siger han.
Mange af IDAs privatansatte medlemmer arbejder i eksportrettede brancher, som har været presset af den globale usikkerhed, der præger verdensordenen i øjeblikket. Det til trods har Anders Overvad de positive briller på – også for eksporterhvervene.
”Selvom der er noget højere bølgegang i verdensøkonomien nu sammenlignet med for få år siden, så er dansk økonomi både robust og sund og uden synderlige ubalancer. IDA’s medlemmer repræsenterer en faglighed, der fortsat er stor efterspørgsel på. Det gælder ikke mindst indenfor it, life-science, grøn omstilling og forsvarsindustrien. Den cocktail har overskygget den usikkerhed, som vi ser i verden netop nu, og vi forventer, at det også vil smitte af på lønudviklingen næste år,” siger Anders Overvad.
Læs mere:
Kontakt
Ring eller skriv
Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?