Nyhed

Studerende skal kompenseres for stigende priser

SU-modtagere skal have et økonomisk boost, hvis de skal komme helskindet gennem inflationsbølgen, mener Ingeniørforeningen, IDA

Det gabende hul som de stigende priser har efterladt i de studerendes privatøkonomi, kan få konsekvenser for de studerendes generelle trivsel, og efterlade en langt større regning for samfundet, hvis ikke at vi giver dem en økonomisk håndsrækning. Det mener formanden for Ingeniørforeningen Laura Klitgaard, der nu efterlyser handling fra politisk hold.

”De studerendes økonomi er blevet voldsomt udhulet i løbet af i år. Siden januar er det kun gået den forkerte vej, og tilmed i en grad der ikke efterlader meget råderum på kollegieværelserne. Det er en uholdbar situation, når de studerende i forvejen ikke har et økonomisk fedtlag, som de kan tære på, og kan i sidste ende betyde, at flere studerende nedprioriterer studierne eller helt dropper ud. Derfor skal vi sikre, at der bliver råd til lys og varme i de ellers mørke og kolde måneder,” siger hun.

Laura Klitgaard foreslår derfor at de studerende i første omgang får fuld kompensation i de første tre måneder af 2023, hvilket svarer til en SU-stigning på omkring 10 procent i første kvartal næste år. Det vil svare til omkring 12 procent af den pulje til inflationshjælp, som den nuværende regering har foreslået til næste års finanslov.

”Det er kun rimeligt, at vi som nation også holder hånden under de studerende. Hvis vi presser dem ud i at skulle arbejde mere for at få tingene til at hænge nogenlunde sammen, risikerer vi at presse de studerende yderligere på deres tid. Det kan i sidste ende øge mistrivslen, føre til flere forsinkelser og i sidste ende større frafald. Det kan ingen være interesserede i,” siger IDAs formand.

Fakta:

Ifølge Ingeniørforeningens beregninger vil de samlede udgifter til SU stige til omkring 2 milliarder kroner, hvis man øger den med 9,6 procent.

Trækker man herefter skat fra og efterfølgende kigger på den moms de studerende betaler på lige fod med andre er det såkaldte tilbageløb på godt 1 milliard kroner. Det vil efterlade en merudgift for staten på 962 millioner om året, og dermed koste 241 millioner kroner, hvis de studerende kompenseres i 3 måneder.

Læs mere:

Skab plads til livets omveje - Bevar det ekstra SU-år

IDA kæmper for at bevare det ekstra SU-år, så valget om den rette uddannelse bliver op til den studerende og ikke til privatøkonomien.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Kontakt

Ring eller skriv

Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?