Indberetning til Sanktionsudvalgs-ordningen
IDAs Sanktionsudvalg håndterer forseelser, der vedrører alle IDAs medlemmer. IDAs ansatte kan indberette sager til Sanktionsudvalget, men udvalget behandler ikke sager vedrørende IDAs ansatte. Sanktionsudvalget behandler heller ikke sager om tillidsvalgtes ageren som tillidsvalgte i det offentlige eller private, da dette er et anliggende for arbejdspladsen. Ved sager om tillidsvalgte henvises til IDAs rådgivningsafdeling.
IDAs Sanktionsudvalg har til formål at sikre en hurtig og fortrolig behandling, herunder sanktionering, af forseelser begået af IDAs medlemmer. Sanktionsudvalget sanktionerer både sager, der er indmeldt via whistleblowerordningen og sager, der indmeldes direkte til sanktionsudvalget, kaldet Sanktionsudvalgs-ordningen.
Sager, der indberettes direkte til Sanktionsudvalget, vil typisk være forseelser af mindre alvorlig karakter, samt bl.a. overtrædelse af IDAs regler, samarbejdsvanskeligheder, uhensigtsmæssig adfærd mm. Forseelsen skal vedrøre den anmeldtes virke på vegne af IDA eller i IDA.
Sanktionsudvalget kan idømme medlemmer midlertidige sanktioner, fx at miste retten til at oprette arrangementer, deltage i arrangementer, repræsentere IDA i udvalg eller få juridisk rådgivning. Sanktionsudvalget kan også fratage et medlem sit tillidserhverv i bestyrelser i IDAs enheder. Varigheden af sanktioner afhænger af alvoren i forseelsen.
Sanktioner vedr. IDAs forperson/formand/forkvinde besluttes af IDAs repræsentantskab og fratagelse af næstforpersonens/næstformandens/næstforkvindens eller forpersonen/formanden/forkvinden for Ansattes Råds tillidserhverv besluttes af Hovedbestyrelsen. Begge beslutninger træffes på baggrund af indstilling fra Sanktionsudvalget.
Sanktionsudvalget består af IDA-medlemmer, der nyder høj anseelse. Udvalget er bemyndiget af Hovedbestyrelsen til at sanktionere eventuelle sager, der indrapporteres via Whistleblowerordning eller direkte til Sanktionsudvalget via Sanktionsudvalgs-ordningen.
Sanktionsudvalget
IDAs Sanktionsudvalg håndterer forseelser og fastsætter evt. sanktioner , der vedrører alle IDAs medlemmer.
Anmeldelse af forseelser til Sanktionsudvalgs-ordningen
Hvad kan indberettes: Forseelser kan blandt andet omfatte sexchikane, krænkelser, økonomisk kriminalitet, samarbejdsvanskeligheder, overtrædelse af IDAs fastsatte regler og retningslinjer, udnyttelse af systemadgange/adgange til medlemsoplysninger og uhensigtsmæssig adfærd. Forseelser kan opstå i forbindelse med medlemsrådgivning, møder/konferencer etc., på sociale medier eller i forbindelse med IDA-aktiviteter i øvrigt.
Hvem kan indberette: IDAs ansatte og tidligere ansatte, IDAs aktive (frivillige i IDA), politisk valgte og udpegede i IDA, medlemmer i øvrigt, medlemmer af IDAs direktørgruppe samt af vikarer og andre personer, der midlertidigt udfører arbejde for IDA, og som er underlagt IDAs ledelsesret.
Hvem kan man indberette: IDAs aktive (frivillige i IDA), politisk valgte og udpegede i IDA, medlemmer i øvrigt. Forseelsen skal vedrøre den anmeldtes virke på vegne af IDA eller i IDA.
IDAs forretningsudvalg orienteres - i anonymiseret form - om alle forseelser, der indberettes.
Sanktionering af alvorlige forseelser indberettet via IDAs Whistleblowerordning
Sanktionsudvalget sanktionerer eventuelle alvorlige forseelser, der er indberettet af ansatte og "aktive" via IDAs whistleblowerordning og er begået af IDAs aktive (frivillige i IDA), politisk valgte og udpegede i IDA, tillidsvalgte på det offentlige og private område samt medlemmer i øvrigt.
Forseelsen skal vedrøre den anmeldtes virke på vegne af IDA eller i IDA.
Læs om IDAs whistleblowerordning
Andre klager vedr. IDA
Klager over IDAs ydelser, service, Teknogiens Mediehus eller IDAs generelle ageren kan indsendes pr. mail.