Performance Improvement Plan: Sådan håndterer du at få en PIP

Som privatansat kan du få en Performance Improvement Plan (PIP), hvis din leder vurderer, at der er problemer med din indsats. Her gennemgår vi, hvornår du kan få en PIP, hvad den indeholder, og hvordan du skal forholde dig.

Sådan forstår og håndterer du en PIP – Performance Improvement Plan

Som privatansat kan du få en Performance Improvement Plan (PIP), hvis din leder vurderer, at der er problemer med din indsats.

Her får du svar på dine spørgsmål om, hvornår du kan få en PIP, hvad den indeholder, og hvordan du skal forholde dig.

Hvornår kan jeg få en Performance Improvement Plan (PIP)? 

Du kan blive præsenteret for en Performance Improvement Plan, hvis din arbejdsgiver ønsker forbedringer i din indsats, resultater eller adfærd. 

Der er ingen faste regler for, hvornår og hvordan din leder kan præsentere dig for en PIP. Denne mulighed følger af din arbejdsgivers ledelsesret.  

Du kan derfor få en PIP præsenteret til både udviklingssamtaler, 1:1‑møder eller i andre dialoger om din performance.  

Nogle arbejdspladser har retningslinjer eller interne politikker om PIP-forløb, men det varierer fra arbejdsplads til arbejdsplads.  

Hvad er indholdet og forløbet for en PIP? 

En PIP vil typisk indeholde: 

  • En konkret handleplan for, hvordan du skal skabe forbedringer   
  • Løbende opfølgningsmøder med din leder   
  • Evt. coachingforløb tilpasset de forhold, der ønskes ændret  
  • En udløbsdato, hvorefter det samlede forløb evalueres. 

Det er din arbejdsgiver, der udarbejder PIP’en og foretager den endelige evaluering af forløbet. De løbende opfølgningsmøder giver mulighed for dialog, og er dermed din mulighed for at påvirke forløbet i en positiv retning. Det kan fx være, at du har idéer til tiltag, der styrker din forbedring på de punkter, som din arbejdsgiver ønsker ændret. 

Er PIP skridtet før en advarsel, eller kan den erstatte en advarsel?  

En PIP kan udformes på flere måder, og det beror altid på en konkret vurdering, om der er tale om en advarsel i juridisk forstand.  

Hovedreglen er, at for at PIP’en fungerer som en advarsel, skal det stå klart og tydeligt, at manglende opfyldelse kan få ansættelsesretlige konsekvenser, fx opsigelse. 

Ja, i nogle tilfælde kan en PIP godt udgøre en advarsel, og dermed få betydning i en opsigelsessag, hvis din leder mener, at du ikke følger eller fuldfører PIP’en.  

Hvis du er i tvivl om, hvilken betydning PIP’en kan få for din ansættelse, og om den udgør en advarsel i juridisk forstand, bør du sende den ind til IDA for at få en vurdering. 

Log ind og skriv til IDAs juridiske rådgivning 

Advarsel fra din arbejdsgiver: Sådan er reglerne 

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg bliver præsenteret for en PIP? 

Bliver du præsenteret for en PIP, anbefaler vi i IDA, at du:  

  • sikrer dig, at du forstår kravene og forventningerne 
  • ikke underskriver, hvis du er uenig i indholdet 
  • kontakter din tillidsrepræsentant eller IDA for at få rådgivning til, hvordan du bedst håndterer situationen.  

Kontakt IDAs juridiske rådgivning 

Tjekliste: Det skal du være opmærksom på, når du får en PIP:  

  • Er det klart og tydeligt, hvad der forventes af dig? 
  • Er der en plan for opfølgningsmøder? 
  • Er der en udløbsdato for PIP’en? 
  • Fremgår det, hvilke konsekvenser det kan få, hvis du ikke kan opfylde og følger planen?