Podcast
Episode 1: Ledelse i en TEAL-organisation
Siden Jørn Larsen var med til at stifte it-virksomheden Trifork i 1996, er den vokset eksplosivt.
I dag har virksomheden mere end 900 medarbejdere, en milliardomsætning og den står bag it-løsninger som MobilePay, NemID-appen og det digitale coronapas.
Men i en periode var væksten næsten skadelig, fordi den underminerede arbejdskulturen i Trifork, hvor alle de ansatte normalt havde stor medindflydelse, fortæller Jørn Larsen i første episode af IDAs ledelsespodcast STEM’MER I LEDELSE.
”Hvis man sidder to til fem om et bord er man jo sammen om at tage beslutninger. Det er helt naturligt, specielt hvis man er dansker, og endnu mere hvis man har en uddannelse fra Aalborg Universitet, hvor fokus var på gruppearbejde”, fortæller Jørn Larsen, der er uddannet datalog ved Aalborg Universitet og fortsætter.
”Men det der skete for os var, at virksomheden voksede, og på et tidspunkt var vi faktisk 170 mand og havde indført nogle mellemlederlag, hvilket ikke viste sig at være den heldigste beslutning. Så begyndte noget af den oprindelige kultur at falde fra hinanden”.
For at undgå at Trifork udviklede sig til en traditionel hierarkisk organisation, besluttede Jørn Larsen sig for at de enkelte forretningsenheder skulle opdeles i enkelte ”celler”, der ikke må have mere end 42 medarbejdere, så de fortsat kan være organiseret i en flad struktur.
Den nye organisering handlede om at bevare Triforks oprindelige arbejdskultur, og det var først 15 år senere, at Jørn Larsen blev klar over, at de samme principper var beskrevet i organisationsteorien TEAL – en teori som Trifork siden hen har arbejdet aktivt med at implementere.
”TEAL handler om, at man kan arbejde i grupper, at man er selvmotiverende, og at man er accountable for sit arbejde. Man tager ansvar”, forklarer Jørn Larsen i podcasten og fortsætter.
”Jeg udstikker ikke så mange regler. Det er grundprincippet i TEAL: Folk bliver nødt til selv at finde deres regler. Det kræver så, at de kan forsvare dem over for andre – deres peers, mig og omverdenen”.
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem og få alle fordelene
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.