Podcast

Episode 13: 'Ledelse handler om at forstå mennesker'

Som leder er det ekstremt lærerigt at være omgivet af mennesker med vidt forskellige kompetencer – men det stiller også krav til lederen om at være opmærksom på forskellighederne. Det mener den ingeniøruddannede Senior Partner Christina Sørensen.

Lyt til podcasten og få inspiration til din ledelsesopgave.
Det bærende billede skal enten være grafik fra podcasten eller et billede med fx gæsten i podcasten - men vær konsistent i alle dine episoder. Husk at forklare, hvorfor billedet er der, i feltet her.
Billede: IDA

Af Michael Monty

Siden grundlæggelsen i 2012, er det gået mere end almindeligt stærkt for den grønne kapitalfond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). På bare 11 år har CIP opnået en status som verdens største fondsforvalter inden for grønne investeringer i vedvarende energi og har til dato rejst i størrelsesordenen 142 milliarder kroner til investeringer i energi og tilhørende infrastruktur.

Bag de svimlende tal står en topledelse bestående af fire Senior Partnere. Og når én af de fire, Christina Grumstrup Sørensen, skal vurdere, hvad der ledelsesmæssigt især er lykkedes for CIP, peger hun på, at der er et godt match mellem forretningsmodellen og ledelsesstilen.

”De tre andre Senior Partnere og jeg gør meget ud af at gå forrest. Vi har været med fra starten og er her stadig 10 år senere. Når CIP har kunnet vokse så meget og så hurtigt, skyldes det dels den efterspørgsel, der har været på grønne, vedvarende energiprojekter, dels at vi er organiseret i projekter. Vi har både en meget standardiseret struktur og meget standardiserede beslutningsgange, som gør projekterne meget skalerbare.”

”Derudover synes jeg, at vi i ledelsen er tro mod den organisering, der er aftalt for vores projekter, og vi støtter op om, at de beslutninger, der er truffet, skal føres ud i livet,” fastslår Christina Grumstrup Sørensen, som er blandt hovedtalerne på 2023-udgaven af IDAs konference Ledelse der styrker.

Den 50-årige ingeniøruddannede Senior Partner sammenligner ledelsen af CIP med at bage en kage.

”Skal en kage blive god, skal man sørge for at komme alle ingredienser i og få bagt den færdig. På samme måde skal man også, når der er truffet en ledelsesbeslutning, sørge for, at der både er opbakning og ressourcer til, at man kan levere på slutproduktet,” fastslår Christina Grumstrup Sørensen.

40 personer i team

I CIP er Christina Grumstrup Sørensen ansvarlig for hele Investment Management-området. I alt er der omkring 40 personer i hendes team og heraf er hun direkte leder for mellem fem og 10 mennesker.

”Jeg har til gengæld meget indirekte ledelsesansvar både for teamet og for de projekter, jeg deltager i. Noget af det, jeg lærte tidligt i min karriere, er, at man behøver ikke at have direkte ledelsesansvar for at udøve ledelse og have indflydelse – det kræver bare, at man kan motivere andre og argumentere for, hvorfor hvilke ideer der er gode, og hvilken vej det vil være klogt at gå ad,” siger Christina Grumstrup Sørensen.

Inden hun i 2014 kom til CIP, arbejde hun blandt andet i Dong Energy som Senior Vice President for Wind Power og som konsulent hos managementkonsulentfirmaet McKinsey.

Meget af den viden om projektledelse, Christina Grumstrup Sørensen i dag gør brug af, har hun med sig fra tiden hos McKinsey.

”I McKinsey lærer man projektledelse. Først leder man sig selv, så leder man et lille team af andre konsulenter, og så leder man et større team og måske et klientteam. Man vokser ret naturligt i dét system, og det gjorde, at jeg tidligt lærte, at ledelse handler om at forstå de mennesker, man arbejder sammen med. Mennesker er forskellige, og det har den kæmpe fordel, at man altid lærer noget nyt, når man arbejder sammen med nogle, som kan noget andet end én selv. Man det betyder også, at man som leder skal være opmærksom på, at der i en gruppe af mennesker altid er forskellige kompetencer og interesser,” understreger Christina Grumstrup Sørensen.

Skal selv kunne forstå problemstilling

Noget andet, hun har med sig fra McKinsey-tiden, er at kommunikere problemstillinger i, som hun udtrykker det, små og håndterbare bidder.

”Tidligt i min karriere kunne jeg godt blive bjergtaget af mennesker, der kunne forklare noget ekstremt komplekst, uden at jeg måske altid selv helt forstod alt sammen. Dér har et langt arbejdsliv lært mig, at hvis jeg ikke selv forstår en problemstilling, er der en stor sandsynlighed for, at andre heller ikke forstår den. Og derfor er det helt okay at blive ved med at stille spørgsmål, indtil det komplekse er blevet brudt ned i noget, der er let forklarligt,” siger Christina Grumstrup Sørensen.

Hun lægger ikke skjul, at hun som leder er meget direkte. Man behøver, som hun siger med et smil, ikke at gætte på, hvad hun mener.

”Jeg gør mig umage med at forsøge at kommunikere kort og godt. Jeg er ikke bange for at sige noget dumt og meget villig til at gentage ting og sige det samme på forskellige måder for at tydeliggøre, hvad en opgave går ud på, hvad målbilledet er og hvilken proces, jeg foretrækker. Jeg prøver derudover at være meget konkret, og jeg spørger også gerne mine kolleger, hvordan de vil løse en opgave,” siger Christina Grumstrup Sørensen.

Vokset ud af foreningsdanmark

Et andet vigtigt ledelsesprincip for hende er at involvere mange kompetenceområder i opgaveløsningen.

”Jeg er selv uddannet ingeniør og arbejder i projekterne meget med ingeniører, men jeg arbejder faktisk mere med jurister og økonomer. Og jeg synes altid, det har været interessant at opleve, hvordan folk med en anden uddannelsesmæssig baggrund end min egen har nogle helt andre perspektiver også på tekniske aspekter. I CIP og i Investment Management-teamet, som jeg leder, har vi mange forskellige nationale baggrunde og mange forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, og det synes jeg er meget berigende,” siger Christina Grumstrup Sørensen.

Ingeniøruddannelsen, nærmere bestemt Master of Science in Mechanical Engineering, færdiggjorde hun på Danmarks Tekniske Universitet i 1998. Og hun er ikke i tvivl om, at uddannelsen her 25 år efter, at hun forlod DTU, stadig betyder meget for hendes måde at lede på.

”Blandt andet blev min interesse for at involvere mange forskellige faggrupper i løsningen af en opgave vakt under studietiden,” siger hun. ”Og da jeg som ikke særlig gammel blev ansvarlig for 80 ingeniører i Ørsted omkring udvikling og anlægsprojekter inden for offshore vind, var det en kæmpestor betryggelse for mig at have samme baggrund som medarbejderne – og det var det også for dem!”

- Blev din interesse for ledelse også vakt under studiet?

”Ja, det gjorde den bestemt. Derudover var jeg fra en meget tidlig alder gymnastiklærer. Jeg er vokset ud af foreningsdanmark, og faktisk blev min ledelsesinteresse allerede vakt som helt ung,” siger hun.

Utålmodighed skal tæmmes

Christina Grumstrup Sørensen betegner sig selv om et meget nysgerrigt menneske og én, der holder af at sætte sig ind i problemstillinger. Derudover har hun et højt energiniveau, som dels gør, at hun kan være en synlig leder, dels har blik for at løfte stemningen, hvis der er behov for det, og generelt sikre et godt arbejdsmiljø.

Christina Grumstrup Sørensen er samtidig ikke bleg for at pege på nogle af de udfordringer, hun har som leder.

”Dem er der også mange af,” siger hun. ”Jeg har blandt andet et problem med ikke at være helt i kontrol: ’Hvordan følger man op på ting, uden at være den, der har set det hele?’. Når man har det sådan, kan det nogle gange være svært at se andre løse en opgave på en anden måde, end jeg selv ville have gjort. Men heldigvis har et langt arbejdsliv vist mig, at ting nogle gange kan gøres smartere end på den måde, jeg selv ville have gjort,” siger hun.

En anden udfordring, hun har som leder, harmonerer ikke så godt med at være i netop energibranchen.

”Omlægning af energisystemer foregår virkelig ikke fra den ene dag til den anden. Og af natur er jeg bare ikke særlig tålmodig, så nogle gange skal jeg lige tæmme min utålmodighed,” erkender Christina Grumstrup Sørensen.

Skal lære af og erkende fejl

Studerende og nyuddannede ingeniører, der overvejer at gå ad ledervejen, råder hun især til at mærke efter, om de både er nysgerrige og oprigtigt interesserede i både opgaver og mennesker.

”Det er rigtig fint, at man kan levere en opgave godt. Men det er vigtigt at forstå, man ikke er alene, og hvis ikke man forstår at få menneskerne omkring sig med, bliver man ikke en god leder. Derudover siger jeg altid til min yngre kolleger, at de skal fokusere på at levere på slutproduktet. Ting skal blive færdige, og de skal blive færdige til tiden, hvilket er megavigtigt som leder, hvor du stadig har det overordnede ansvar for slutproduktet – bare gennem nogle andre,” siger hun.

Derudover skal de unge ledere in spe ikke være bange for at begå fejl.

”Man skal turde træffe beslutninger og være modig. Begår man fejl, skal man prøve at fange dem så tidligt som muligt, lære af dem og ikke være bange for at sige højt, at ’jeg har lavet en fejl’,” siger den 50-årige Senior Partner i CIP.

Christina Grumstrup Sørensens blå bog

  • Født 26. september 1972.
  • Uddannet Master of Science in Mechanical Engineering fra Danmarks Tekniske Universitet (1998).
  • Siden 2014 Senior Partner i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).
  • Før da har hun været i Dong Energy bl.a. som Senior Vice President for Wind Power og konsulent hos McKinsey.
  • Medlem af bestyrelsen i DSB siden 2015.

Læs mere:

Tema

STEM'MER I LEDELSE

Vil du blive klogere på fremtidens ledelse? Lyt nu og oplev de dygtigste, mest innovative og nytænkende ledere og ledelsestænkere i STEM. Læs mere her.

Tema

Ledelse

Hybrid ledelse, stress, generativ AI og lønforhandlinger. Læs mere om tilbagevendende emner og nye ledelsestrends.

Vær med

Bliv medlem og få alle fordelene

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.