Podcast

Episode 15: ChatGPT kræver kritisk sans

Medarbejdere, der bruger ChatGPT, skaber 40 procent bedre resultater. Ifølge ekspert bør alle videnstunge og digitale virksomheder sætte sig ind i, hvordan de kan få glæde af generativ AI – ellers risikerer de at blive overhalet af konkurrenterne.

Af Michael Monty

Skulle nogen være i tvivl, understreger en simpel Google-søgning på ’ChatGPT’, at den meget omdiskuterede chatbot fra OpenAI i dén grad er blevet omtalt og beskrevet i det seneste lille års tid siden lanceringen i november 2022.

En Google-søgning medio oktober på ChatGPT giver således ikke færre end 1,1 milliarder resultater!

Line Lyst, der ejer rådgivningsvirksomheden Digily, har titel af Chief AI Officer og beskriver sig selv som ’ChatGPT entusiast’. I 20 år har hun arbejdet for store virksomheder som Novo Nordisk, Rambøll, Leo Pharma og GN Store Nord i innovationsprocesser, og de seneste 10 år har AI (Artificial Intelligence) stået meget højt på agendaen, når Line Lyst har hjulpet virksomheder med at udarbejde nye digitale ydelser og nye måde at drive forretning på.

Det forløbne halve år har Line Lyst oplevet, at interessen for især ChatGPT nærmest er eksploderet. Hun understreger, at det for langt de fleste virksomheder er yderst relevant at begynde at rette fokus mod de muligheder, der er i generativ AI i almindelighed og ChatGPT i særdeleshed.

”Med mindre, man er murer, VVS’er eller arbejder i restaurationsbranchen, er det med at komme i gang. Mit råd til ledelserne i alle store, videnstunge og digitale virksomheder er, at det ikke nytter noget at tænke ’den tager vi om et par år’. For gør de det, bliver de overhalet af konkurrenterne og i virkeligheden også af medarbejderne. Man ser mange virksomheder, der forbyder brugen af ChatGPT – men det har bare den konsekvens, at medarbejderne i stedet privat eksperimenterer med at bruge det,” siger Line Lyst.

Hurtigere og bedre resultater

Ledere og virksomheder, der er i tvivl om værdien af ChatGPT, bør ifølge Line Lyst skele til en ny undersøgelse foretaget af en række anerkendte forskere i samarbejde med Boston Consulting Group. Undersøgelsen viser blandt andet, at konsulenter, som bruger ChatGPT, fuldfører 12,2 procent flere opgaver, og hver fjerde opgave bliver afsluttet hurtigere. Dertil kommer, at de medarbejdere, der anvender ChatGPT, skaber 40 procent bedre resultater.

”Dét, at man ifølge undersøgelsen ikke kun kan løse sine opgaver hurtigere end før, men også bedre, er den virkelige game changer. Undersøgelsen understreger, at ChatGPT ikke erstatter dig – det gør derimod én, der bruger ChatGPT,” siger Line Lyst.

De ledere og virksomheder, der vil sætte sig ind i mulighederne med ChatGPT, skal ifølge Line Lyst have blik for, at chatbotten som udgangspunkt kan bruges i hele organisationen.

”ChatGPT er ikke en IT-løsning, og det er heller ikke, som mange tror, kun velegnet til brug i marketingøjemed. Som leder bør man starte med at undersøge, hvad det er for konkrete opgaver, der kunne være relevant at få løst af ChatGPT, hvad det kræver af dem, der skal ’fodre’ chatbotten, og hvad virksomheden får ud af det. Dernæst handler det om at finde ud af, hvilke specifikke afdelinger det giver bedst mening at starte, og så fokusere sine kræfter dér,” siger Line Lyst.

Strudsen, gazellen og elefanten

- I hvilke konkrete områder af en virksomhed kan man med fordel bruge generativ AI og ChatGPT?

”Der er især tre områder i virksomheden, hvor det giver bedst mening at starte. Det er produktudvikling, marketing og HR. Der er masser af eksempler på virksomheder, der har udviklet helt nye produktlinjer, hvor alt fra ingredienser og udseende til branding og markedsføring er lavet af AI. Unilever har for eksempel lavet en helt ny duft skabt på den måde, og Coca-Cola har netop afsløret en helt ny AI-kreeret cola. ChatGPT er fantastisk til alle former for indhold til marketing. Og så er der hele HR-området, hvor ChatGPT bliver brugt til at skrive jobopslag, screene kandidater og formulere spørgsmål til jobinterviews,” siger Line Lyst.

ChatGPT-researchen bliver ifølge Line Lyst klart lettere for den leder, som har en vis teknisk forståelse. Man behøver ikke vide noget om bits and bytes, men det er en fordel at vide lidt om, hvordan AI fungerer og hvad det kan og ikke kan bruges til.

I øjeblikket er det hendes oplevelse, at de danske virksomheders tilgang til udviklingen på dette felt kan inddeles i tre kategorier af virksomheder: Strudsen, gazellen og elefanten.

”Strudsen er de virksomheder, der forbyder det. Typisk fordi de frygter, at deres fortrolige data kan blive lækket. Langt størstedelen af virksomhederne i Danmark er dér lige nu. Gazellen er de virksomheder, der kaster sig ud i det, eksperimenterer og for eksempel inviterer medarbejdere til at komme med ideer til, hvad ChatGPT kan bruges til. Og så er der elefanten, som har en målrettet strategisk tilgang og udpeger et specifikt område i virksomheden, hvor man vurderer, at det kan være en fordel at bruge ChatGPT,” forklarer Line Lyst.

Overtager ikke vores jobs

Debatten det seneste lille års tid i relation til ChatGPT har blandt andet handlet om studerendes muligheder for at lægge opgaveskrivningen i hænderne på chatbotten samt om ChatGPT-producerede bøger og artikler fyldt med fejl. Og så har der været rigtig meget fokus på, om ChatGPT i relation til arbejdslivet kommer til at få en afgørende beskæftigelsesmæssig betydning.

Umiddelbart er Line Lyst ikke videre bekymret for, at mange mennesker kommer til at miste deres job som konsekvens af de nye teknologiske muligheder.

”Da jeg var barn, sagde man, at robotterne kommer og overtager vores job. Og nu siger mange, at ChatGPT overtager vores job. For hvis den for eksempel kan spytte marketingstrategier og alt muligt andet indhold ud, behøver vi så at have alle de mennesker ansat? Men det er næppe det, der kommer til at ske. Jeg vil ikke prøve at putte flødeskum over det hele og sige, at der ikke kan være jobs med for eksempel en masse rutineopgaver, som bliver overflødige, for det ér der. Men der bliver også skabt en masse nye jobs qua generativ AI, og der bliver behov for nye kompetencer blandt andet i relation til, at vi ikke kan bruge det, AI’en spytter ud, råt for usødet,” pointerer hun.

Enhver tekst fra ChatGPT’en skal således faktatjekkes, lyder opfordringen fra Line Lyst. Derudover rammer ChatGPT’en ofte heller ikke den præcise Tone of voice, som virksomheden har.

”Man skal huske, at det er en algoritme – den kan ikke tænke som et menneske og dermed heller ikke erstatte medarbejdere én til én,” fastslår Line Lyst.

Det er Line Lysts oplevelse, at der generelt det seneste halve år er kommet en større forståelse for, hvordan ChatGPT med fordel skal bruges.

”Der var nogle uheldige eksempler, lige da ChatGPT kom frem. Og det er vigtigt, at virksomheder har klare retningslinjer om blandt andet ikke at indtaste personhenførbare data eller kildekoder. I starten var det lidt det vilde vesten, men mange af de problemstillinger og begynderfejl, man så det første stykke tid, er blevet løst. Min fornemmelse er, at der nu er en bredere forståelse for, at man er nødt til at faktatjekke. ChatGPT egner sig ikke til at finde fakta – dér er Google bedre,” siger Line Lyst.

Læs mere:

Tema

STEM'MER I LEDELSE

Vil du blive klogere på fremtidens ledelse? Lyt nu og oplev de dygtigste, mest innovative og nytænkende ledere og ledelsestænkere i STEM. Læs mere her.

Guide: Sådan bruger du ChatGPT i dit arbejde

ChatGPT kan være et effektivt værktøj til mange ingeniør- og teknologiske arbejdsopgaver. Her er en guide til til hvilke opgaver, du kan give til ChatGPT.

Vær med

Bliv medlem og få alle fordelene

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.