Podcast
Episode 5: 27 år og CEO for Soundboks
Af Michael Monty
Det er gået mere end almindeligt stærkt for Jesper Theil Thomsen, siden han for syv og et halvt år siden sammen med to venner stiftede højttalervirksomheden Soundboks og satte sig i direktørstolen – på det tidspunkt 19 år og med en knap ét år gammel studentereksamen som eneste uddannelsesmæssige baggrund.
Allerede efter to år havde virksomheden vundet store markedsandele og omsatte for over 40 millioner kroner baseret på salget af flere end 10.000 højttalere.
Og Soundboks’ seneste regnskab fortæller historien om et 2021, hvor omsætningen kom op på en kvart milliard kroner og tallene på bundlinjen for første gang var sorte.
Parallelt med en voldsom vækst i omsætningen har Soundboks i dag kontorer i både København og Los Angeles, og antallet af medarbejdere er 40-doblet fra at tælle de tre stiftere i 2015 til netop at have passeret 120.
”Intenst,” er det første ord, den i dag 27-årige Jesper Theil Thomsen selv hæfter på Soundboks’ første syv og et halvt år på markedet.
”Det har været en kæmpestor oplevelse, supersjovt og hårdt – og samtidig har vi haft sindssygt mange udfordringer. Jeg er virkelig glad for den vækst, vi har oplevet, at målet er, at omsætningsvæksten skal fortsætte. Og alene i år har vi øget medarbejderstaben med 50 procent. Men jeg er samtidig meget bevidst om, at skalering er en megasvær opgave, som vi skal prøve at blive endnu bedre til i årene fremover,” siger Jesper Theil Thomsen.
Den unge tech-iværksætter og CEO lægger ikke skjul på, at det rent personligt har været lidt af rejse, han har været på som topleder i en hastigt voksende virksomhed.
”Dét, at jeg startede min lederkarriere i så ung en alder, har haft den sjove konsekvens, at jeg aldrig har oplevet ledelse, før jeg selv blev leder. Derfor har der selvfølgelig været en masse ting, jeg fra starten ikke kunne og skulle være opmærksom på i min læring – men samtidig er der også mange dårlige ledere rundt omkring, som jeg aldrig har prøvet at være ansat under! Man kan sige, at jeg som leder har været meget uskyldig – på godt og ondt – og de første syv år har krævet meget af mig som menneske,” siger Jesper Theil Thomsen.
Har lært at uddelegere
Når Jesper Theil Thomsen selv kigger tilbage på sine hidtidige år i chefstolen, mener han især, han som leder har udviklet sig rent følelsesmæssigt.
”For syv år siden var jeg slet ikke opmærksom på at tale om, hvad jeg følte, eller hvordan jeg påvirkede andre mennesker. Det har jeg arbejdet, og arbejder fortsat, meget med. Og så har det været en rejse at lære at uddelegere. Tidligere havde jeg en tendens til hurtigt at tage opgaver til mig, hvis andre ikke løste dem præcis, som jeg syntes, det skulle gøres. I starten var jeg derudover heller ikke god nok til at sætte en klar retning og træffe beslutninger. Det har jeg haft meget fokus på det seneste år og vil fortsætte med at fokusere på det kommende år,” siger Jesper Theil Thomsen.
”Jeg har lært,” tilføjer han, ”at det svære ikke er at udarbejde en strategi. Det svære er at sørge for, at alle forstår den.”
Jesper Theil Thomsen fremhæver især to personer, han som leder har lænet sig kraftigt op ad og lært meget af: Dels ledelsescoachen Morten Oure og dels Tue Mantoni, som blandt meget andet er næstformand i Soundboks’ bestyrelse, formand for Vækstfonden og tidligere CEO i Bang & Olufsen.
”Morten har i seks år været min leadership companion – både i arbejdsregi og i livet som sådan. Jeg bruger Morten til at finde ud af, hvem jeg er, til at lære at mærke mig selv og observere mit eget sind. Og jeg betragter det som ét af mine største privilegier på Soundboks-rejsen, at jeg har en fagligt sindssygt dygtig sparringspartner, som jeg altid kan ringe til – også selvom det er lillejuleaften og klokken er 23:45. Dén luksus burde langt flere ledere investere i,” mener Jesper Theil Thomsen.
Sparringerne med Tue Mantoni handler mere om selve lederrollen.
”Tue er langt mere erfaren, end jeg er. Han siger selv, at han skal sørge for, at jeg undgår at begå de samme fejl, han selv har begået som leder. Ligesom jeg blev Tue leder i en tidlig alder, og han er virkelig dygtig til at coache mig om nogle af de ledelseshåndværksmæssige ting, jeg stadig er dårlig til,” siger Jesper Theil Thomsen.
Jesper Theil Thomsens blå bog
- 27 år.
- Student fra Virum Gymnasium 2014.
- Medstifter af og CEO siden marts 2015 i højtalervirksomheden Soundboks.
- Medstifter og bestyrelsesmedlem i ungdomsbevægelsen Saga og medlem af hovedbestyrelsen i Børns vilkår.
En del af holdet
Soundboks-direktøren forsømmer sjældent en lejlighed til at tale om sine dedikerede, engagerede medarbejdere og om, hvordan Soundboks fungerer som et sammentømret hold.
Han er meget bevidst om selv at være en del af holdet – men samtidig også at skulle kunne skære igennem og træffe populære såvel som mindre jubelfremkaldende beslutninger.
”Hvis du gerne vil have en kultur i virksomheden, hvor alle snakker med alle til frokosten, skal du selv som leder gøre det samme. Og vil du gerne have en kultur, hvor medarbejderne sørger for at få holdt deres ferie og i det hele taget have en god work-life-balance, skal du som leder også sørge for at holde din ferie og tage vare på din egen work-life-balance. På den måde er jeg en del af holdet og en rollemodel for medarbejderne. Men det er også mig, som er lederen, der i mødelokaler og andre steder sidder og træffer beslutninger,” understreger Jesper Theil Thomsen.
Blandt de beslutninger, Jesper Theil Thomsen sammen med den øvrige ledergruppe træffer, er, hvem der skal ansættes i Soundboks. Og her gør han sig ekstremt umage for ikke at tage fejl.
Et par gange er det sket, at Soundboks ved en fejl har ansat et – som direktøren udtrykker det – ’røvhul’, og i de tilfælde gælder det om at få vedkommende hurtigst muligt ud ad døren igen.
”For at sikre os, at vi ansætter mennesker med de rigtige menneskelige såvel som faglige kompetencer, har vi en grundigt designet interviewproces, hvor vi forsøger at stille de rigtige spørgsmål og lære kandidaterne så godt at kende som muligt. Jeg kan for eksempel godt lide at spørge folk, hvornår i livet de virkelig har lært noget, og hvad der har været afgørende momenter. Det viser meget om, hvordan folk præsenterer sig selv. Nogen fortæller åbent om nederlag, de har lidt og lært af, mens andre fortæller om, hvor sindssygt cool de selv mener, at de er,” siger Jesper Theil Thomsen.
Inspiration fra Mærsk
Ved siden af CEO-jobbet i Soundboks er Jesper Theil Thomsen blandt andet bestyrelsesmedlem i og medstifter af den partineutrale ungdomsbevægelse Saga, der forsøger at fremme ungdommens synspunkter, og han er hovedbestyrelsesmedlem i interesseorganisationen Børns Vilkår, som blandt andet driver Børnetelefonen.
”Jeg kan godt lide det gamle Mærsk Mc-Kinney Møller-citat om, at ’den, der har evnen, har pligten’. Det er vigtigt, man som virksomhedsleder er bevidst om sit ansvar og sine ressourcer. Men jeg skal ikke være den, der stiller krav til andre virksomhedsledere om, at de skal blande sig i samfundsdebatten. Og de ting, jeg er gået ind i, sker ikke i min funktion af leder i Soundboks, men derimod i funktion af den person, jeg er,” understreger Jesper Theil Thomsen.
- Hvis du til sidst skal pege på én kernekompetence, som fremtidens leder skal være i besiddelse af, hvad er det så for én?
”Kun én?” spørger Jesper Theil Thomsen.
Efter lidt betænkningstid siger han:
”Evnen til at kunne lytte, filtrere den information, man får, og sætte en retning. Deri ligger at vise sårbarhed og erkendelsen af, at man ikke kan det hele – men også en understregning af, hvor vigtigt det er, at man kan sætte en klar retning.”
- Har du selv de kompetencer?
”Jeg tror, jeg er rigtig god til at lytte. Men jeg kan blive bedre til at sætte retning, så det er noget, jeg fortsat arbejder med,” fastslår Soundboks’ 27-årige CEO.
Links / shownotes
Find frem til STEM'MER I LEDELSE
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem og få alle fordelene
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.