Skab struktur i en kaotisk tid: Lav din egen onboarding-log

Du kan med fordel supplere arbejdspladsens onboardingplan med din egen onboarding-log. Den kan hjælpe dig til at huske stort og småt og skabe struktur og overblik i en forvirrende tid.

Skab struktur i en kaotisk tid: Lav din egen onboarding-log

Det er arbejdspladsens ansvar at sørge for en onboardingplan, men du kan supplere med din egen onboarding-log.

En logbog, der kan hjælpe dig med at skabe struktur og få overblik over alle de mange nye informationer og indtryk. Her er forslag til, hvad du kan notere i logbogen:

  • Spørgsmål, du kan vente med 
    Du spørger sikkert om mange ting hver dag, og det skal du blive ved med. Men det kan også være godt at dosere dine spørgsmål, da det ikke er alt, du behøver at få svar på med det samme.

    Skriv dem ned i logbogen, så du sikrer dig at huske dem. Og nogen af dem får du måske svar på hen ad vejen helt uden at spørge.

  • Hvem er hvem?
    Du hilser sikkert på mange nye kollegaer, og hvis du løbende skriver deres navne og jobfunktioner ned, er det lettere for dig at tage kontakt til dem igen. Notér fx ”Book Hans fra Økonomi til en 1:1-snak” eller ”Lotte skal jeg huske, når jeg har brug for de seneste politiske analyser”.

  • Praktiske tips 
    Der er meget praktik i at være ny på en arbejdsplads. Hvad er koden til cykelkælderen? Hvor finder jeg it-supporten? Og hvad skal jeg gøre for at få et skab til mine ting?

    Skriv de praktiske tips ned, så du kan vende tilbage til dem, for du får alligevel ikke løst det hele den første uge.

  • Idéer og forslag 
    Det er en kompetence i sig selv, at du er ny. Du ser nemlig virksomheden, produkterne, kunderne mm. med nye øjne, og derfor får du sikkert også for din arbejdsplads nye idéer.

    Skriv dem ned, så du er klar til at byde inde med dem, når du kender beslutningsvejene og de fora, hvor det er relevant at komme med dine idéer.

  • Små sejre
    Skriv de positive ting ned. Det kan være lige fra, at du oplevede en god faglig kemi med en kollega, fandt din cykel med det samme efter endt arbejde eller selv oprettede en sag i sagssystemet. Det øger din trivsel at blive bevidst om og notere disse små sejre på dit nye job.

Måske synes du ikke, at det er værd at prioritere tid på en logbog, fordi det er usynligt arbejde og bare noget, du gør for dig selv.

Og ja, i første omgang er den måske mest til dig selv, men du kan med fordel fortsætte din onboarding-log som en ansættelses-logbog.

Den kan du fx få glæde af, når du forbereder dig på udviklingssamtale med din leder eller skal huske dine faglige resultater til en lønforhandling.