Få en god start i dit nye job

Tillykke - du har fået nyt job!
Den første tid i dit nye job er rigtig spændende, fordi du skal starte et job, du forhåbentlig har glædet dig til. Men der er også mange nye ting, processer, arbejdsmetoder, uskrevne og nedskrevne regler og mennesker at lære, så det kan kræve meget energi.
Få IDAs tips til en god start på dit nye job her.
Før du starter på dit nye job
Din nye arbejdsplads er et mikrokosmos. Der er uskrevne regler, usynlig magt og kommandoveje, som du ikke kan forberede dig på, men som du er nødt til at lære hen ad vejen.
Der er heldigvis også ting, du godt kan sætte dig ind, før du starter på dit nye job.
Inden du har første arbejdsdag kan du fx læse:
- Virksomhedens formål og strategi
- Virksomhedens organisationsdiagram
De dokumenter er typisk på virksomhedens hjemmeside.
Ved at læse virksomhedens fortælling om sig selv, dens formål og struktur, kan du få et godt overblik over det sted, du snart skal til at være en del af. Du vil forhåbentlig opdage, at mange ting giver god mening allerede i starten, hvis du har styr på det mest basale.
6 tips til den første uge i det nye job
- Følg planen
Langt de fleste virksomheder lægger en onboardingplan for deres nye medarbejdere, og den bør du naturligvis følge. Det er arbejdspladsens ansvar at få dig introduceret til alt fra strategi, it-systemer og til sommerfest.
Synes du, at der mangler elementer i onboardingplanen, så notér det ned og nævn det for din leder i slutningen af den første uge. Hvis der ikke er en onboardingplan, så er det helt i orden at spørge efter det. - Spørg og vær nysgerrig
Som ny stiller du nok mange spørgsmål. Og det er godt, fordi spørgsmål og nysgerrighed er vejen frem. Du skal ikke være nervøs for at udstille din uvidenhed, heller ikke når det gælder mere faglige spørgsmål end blot de lavpraktiske som ”hvor står printeren?”.
Du kan dog godt have så mange spørgsmål, at du faktisk ikke selv kan rumme alle svarene endnu, eller have spørgsmål, som du måske bør vente med at stille. Du skal derfor dosere dine spørgsmål, og det gør du bedst ved at notere dem ned, så du ikke glemmer dem. - Vær ydmyg og tålmodig
Disse klassiske dyder er på sin plads i rollen som ”den nye”, men du skal ikke forveksle det med at være stille og passiv.
At være ydmyg som ny i jobbet betyder blot, at du ved, at der er mange ting, du ikke ved. Samtidig skal du ikke sidde og putte med et bidrag, hvis du er er på hjemmebane i fx en faglig diskussion. Så må du godt tænke, at det netop er den viden, som de har ansat dig til at bidrage med.
Du vil selvfølgelig gerne vise, at du har meget at bidrage med, men det kan godt tage tid, før du for alvor kan sætte din faglighed i spil og levere. Derfor er tålmodighed også vigtigt.
Før dine nye kollegaer og leder har lært dig bedre at kende, kan dine konstruktive bud på forbedring måske opfattes som kritik. Overvej i stedet at skrive dem ned til senere. - Skab luft i din kalender
En del af din onboardingplan er sandsynligvis en række indkaldelser til møder. De kan fylde meget i den første tid.
Det er dog også nødvendigt, at du får nok alenetid på jobbet, hvor der er ro og tid til at kigge på organisationsdiagrammet, skrive dine spørgsmål ned og øve dig på systemerne. Derfor kan du med fordel skrive fokustid ind i din kalender, så du sikrer dig disse lufthuller.
Det kan også være, at dine betænksomme kolleger synes, det er synd, at du som ny sidder alene på din plads, men det er helt fair at være åben omkring dit behov ved fx højt at sige ”Ah, nu skal det gøre godt bare at sidde for mig selv og klikke rundt på intranettet.” - Vær ekstra social
”Er det nogle rare kollegaer på dit nye job?”. Sådan er der nok mange, der vil spørge dig, fordi gode kollegaer er noget af det vigtigste for at trives på jobbet.
Vi anbefaler dig at prioritere small talk og socialt samvær højt i den første tid på det nye job, også selvom det måske ikke er din naturlige præference. Det er en god investering og betyder ikke, at du har lovet dig væk til samtlige fredagsbarer og løbeklubber i fremtiden.
Og spørg gerne ind til dine nye kollegaer. Spørg om ting, som du også selv vil have det fint med at blive spurgt om., fx hvor de bor, om de har børn eller hvad de laver i fritiden. - Lav aftaler med din chef
Der kan være stor forskel på, hvor meget du har at gøre med din nærmeste leder i løbet af onboardingen, men ofte er det en del af planen, at du mødes med chefen.
Hvis det ikke er en del af planen, eller din leder ikke booker dig, kan du fint tage initiativ til en uformel snak efter 1-2 uger. Her kan I aftale, hvordan jeres samarbejde skal være. Hvor ofte og hvordan skal I mødes? Skal det fx være fast 1:1, ad hoc indkaldelser eller uformelle snakke ved skrivebordet?