Sådan finder du ud af, om det er på tide at skifte job

Et jobskifte kan være et springbræt til nye udfordringer, højere løn og bedre rammer.
Men der er ingen garanti for, at du bliver gladere i det nye job, end du var i det gamle. Det er altså en svær balance at finde ud af, om tiden er inde til at søge videre.
IDAs karriererådgivere hører ofte om de samme dilemmaer, når de taler om jobskifte med medlemmerne.
Dem kan du se her, og du kan få hjælp til hvilke overvejelser, du kan gøre dig, hvis du selv står i samme situation.
En ting du skal huske er dog, at arbejdet er et enkeltelement i dit liv, og det vigtigste spørgsmål du skal stille dig selv er, hvilket liv du gerne vil leve.
Alle vil gerne have en høj løn, gode kolleger, masser af fritid og spændende arbejdsopgaver, men du er nødt til at rangere, hvad der er vigtigst for dig.
Vil du gerne have udfordrende opgaver og en høj løn, kan det i mange tilfælde medføre et højere arbejdspres og længere arbejdstider. Er dine vigtigste prioriteter, at du har tid til at hente børnene tidligt eller dyrke din fritidsinteresser, risikerer du at komme længere bag i køen til forfremmelser eller den næste lønforhøjelse, hvis der er en forventning om, at man skal lægge mange timer på din arbejdsplads.
Din livssituation kommer til gengæld til at ændre sig løbende, og du kan have perioder, hvor din karriere er den vigtigste prioritet og perioder, hvor det er okay, at det er andet, der fylder.
Du mangler udfordringer
Hvis du hver dag sidder og tæller timer, til du kan holde fri, skal du nok bare skynde dig med at finde et nyt job.
Men for de fleste er billedet mere mudret. De har både opgaver, som de er glade for, og kedelige opgaver der bare skal løses. Vil du finde ud af, om der er en god balance i dine arbejdsopgaver, kan du skrive dem ned og kategorisere dem, efter om de giver dig energi, eller om de dræner dig. En god tommelfingerregel er, at mindst 70 procent af dine arbejdsopgaver skal give dig energi.
Hvis du har for mange kedelige arbejdsopgaver, men i øvrigt er glad for din arbejdsplads, er det heller ikke sikkert, at du skal skifte. Prøv i stedet at tale med din chef og kolleger om, hvorvidt der er andre muligheder for dig.
Se at komme væk: Hvis du allerede har talt med din chef om at få nye opgaver, men der intet er sket – uanset om vedkommende har vist forståelse eller ej. Det er ikke nødvendigvis et problem at have det samme job i mange år, men du mister både gejsten og markedsværdi, hvis du sidder med de samme opgaver år efter år.
Giv jobbet en chance mere: Hvis du grundlæggende er glad for dit job og ikke har talt med din chef om at få nye opgaver, eller hvis du er ny i jobbet. Mange jobs kræver, at du kommer igennem en læringskurve, før de bliver spændende, og hvis du skifter for ofte, risikerer du at få et CV fyldt af korte ansættelser.
Du har det svært med arbejdskulturen
Det er svært at ændre kulturen på en hel arbejdsplads.
Hvis det vigtigste for dig er worklife balance, men du er ansat et sted, hvor dine kolleger er meget konkurrenceprægede, og hvor det er normen at arbejde 50 timer om ugen og besvare mails i fritiden, skal du nok søge væk.
Omvendt kan arbejdskulturen ændre sig hurtigt, hvis der er omorganiseringer, eller hvis du får en ny chef eller nye kolleger. I de tilfælde kan det give god mening at slå koldt vand i blodet og afvente situationen.
Se at komme væk: Hvis du slet ikke kan se dig selv i arbejdskulturen og din arbejdsgivers værdier, og hvis du kan mærke, at det påvirker din trivsel.
Giv jobbet en chance mere: Hvis det er en afgrænset dårlig periode. Har der fx være en omorganisering, vil stemningen være anspændt i et stykke tid, men den kan nå at ændre sig til det bedre.
Du er træt af din chef:
En af de hyppigste årsager til, at vi skifter job, er at komme væk fra chefen.
Hvis dit forhold til chefen er så dårligt, at du ligefrem mistrives, og hvis jeres relation ikke kan forbedres, er tiden inde til et jobskifte.
Men hvis I kun har mindre uoverensstemmelser, kan I måske nærme jer hinanden, eller du kan overveje, hvor længe du kommer til have den pågældende chef. På nogle arbejdspladser er der et fast mønster i, at der kommer nye chefer til med ét eller to års mellemrum, og den tid kan du måske godt holde ud at vente, hvis du ellers er glad for dit arbejde.
Se at komme væk: Hvis du har ondt i maven og hjertebanken i en længere periode ved tanken om at skulle møde din chef på arbejdet, eller hvis I er endt i en fastlåst konflikt.
Giv jobbet en chance mere: Hvis du kun har mindre uenigheder med din chef – I behøver ikke nødvendigvis have et perfekt forhold, for at du kan trives på jobbet.
Du vil have mere i løn
De fleste IDA-medlemmer stiger i løn, når de skifter job.
Et jobskifte kan altså være en god strategi, hvis du er utilfreds med din løn og har svært ved at stige markant, hvor du er ansat.
Du skal bare være bevidst om, at de færreste oplever, at en høj løn i sig selv er motiverende i længden. I starten vil du nok opleve lønstigningen som en anerkendelse, men derefter vænner du dig hurtigt til det nye højere lønniveau. Derfor skal du helst være sikker på, at du også får andet ud af jobskiftet end en højere løn – fx faglige udfordringer, mere fleksibilitet eller et godt socialt sammenhold.
Se at komme væk: Hvis du har mulighed for at få et job, hvor både lønnen, arbejdsopgaverne og rammerne er bedre end i dit nuværende job.
Giv jobbet en chance mere: Hvis du kun føler dig fristet af lønnen på din nye arbejdsplads. Så er det bedre at afvente, indtil der dukker et andet job op, som opfylder flere kriterier for dig.
Du har været for længe i det samme job
Har du været i det samme job i mange år, kan du blive bekymret for, om du er ved at gro fast.
Måske stikker din familie og venner lidt til dig og spørger, om ikke du skal prøve noget nyt. Eller også er du bekymret for, om du er ved at male dig op i en krog og får svært ved at finde et nyt job, hvis du en dag gerne vil søge videre.
Men det er alt for forsimplet kun at se på, hvor mange år du har været på den samme arbejdsplads. I stedet skal du overveje, om du stadigvæk udvikler dig fagligt, og om din arbejdsglæde er høj. Du kan sagtens være på den samme arbejdsplads i 20 år og løbende prøve nye stillinger og projekter, mens du omvendt kan være kørt fast efter 1 år på din arbejdsplads, fordi du er overkvalificeret eller har fået en meget snæver rolle, som du har svært ved at udvikle dig i.
Se at komme væk: Hvis du er kørt fast i de samme opgaver og ikke har mulighed for at udvikle dig på arbejdet.
Giv jobbet en chance mere: Hvis du er glad for dit arbejde, og det i virkeligheden kun handler om, hvad andre synes. Det vigtigste er, at du er tilfreds med dit arbejdsliv, hvad enten du prioriterer arbejdsopgaverne, fællesskabet eller noget andet.
Du vil gerne være leder
Nogle tror, at de er nødt til at skifte arbejde for at blive ledere.
Men i IDA ser vi faktisk, at de fleste medlemmer, der bliver forfremmet til en lederstilling, gør det i den virksomhed, hvor de allerede er ansat. Så måske er det også muligt for dig at finde nye udfordringer og samtidig holde fast i de ting, du er glad for på din arbejdsplads.
Se at komme væk: Hvis du har talt med din chef om dine ambitioner, og der ikke er nogen udsigt til, at du kan blive leder.
Giv jobbet en chance mere: Hvis du endnu ikke har fortalt din chef om dine ambitioner. Ofte føler vi, at andre bør kunne se, hvad vi ønsker, men det kan være nødvendigt at være meget eksplicit om sine ønsker.
Din bedste kollega har sagt op
Mange bruger mere tid med deres kolleger end med deres venner og familie. Derfor er det vigtigt at have gode sociale relationer på jobbet.
Mange oplever, at de mister meget arbejdsglæde, når en god kollega og ven skifter job, og derfor overvejer de også selv at søge videre.
Se at komme væk: Hvis du i en længere periode oplever, at du ikke har det kollegiale fællesskab, som du har behov for, hvis du skal præstere og trives, kan det være på tide at søge videre.
Giv jobbet en chance mere: Hvis din bedste kollega stopper, eller du har haft en enkeltstående ubehagelig situation. Relationer kan udvikles og forbedres over tid, og du kan knytte nye bånd til andre.