Podcast og bøger

Læs og lyt: 7 anbefalinger til podcasts og bøger til din ferie

Er du i tvivl om, hvad skal du fordybe dig i, mens du er på ferie? Måske har du en bog liggende klar eller en podcast, der venter på, du trykker play. Hvis ikke har vi samlet noget, du kan dykke ned i på stranden eller mens du får et hvil i skyggen.

Er du i tvivl om, hvad skal du fordybe dig i, mens du er på ferie?  Vi har samlet noget, du kan dykke ned i på stranden eller mens du får et hvil i skyggen.
Billede: iStock

Når hverdagen slipper sit tag og ferien melder sig, giver det dig pludselig rum for nyt input og nye oplevelser. Vi samlet en række anbefalinger til dig, der stikker i forskellige retninger, men som har det tilfælles, at de giver stof til inspiration og eftertanke. God fornøjelse og rigtig god sommer.

Techtopia 324: Ugens tilbud: VR meditation

Tænk nu hvis vi i stedet for at doomscrolle  os igennem timers videoskrammel kan bruge telefonen til at slappe af, skrue ned for stress og opnå indsigt i os selv og vores mentale velvære.

Det dykker Techtopia ned i, i denne episode sammen med stifteren af den danske start-up Completion VR, Andreas Christiansen. Hans firma tilbyder virtuelle universer af uendelighed, som du kan besøge på sin smartphone flere gange dagligt, når virkeligheden presser sig på.

Lyt med her: Techtopia 324: Ugens tilbud: VR meditation | IDA

Podcastserie: Du dør, hvis du græder

En fængende, sårbar og ærlig historie om at få konstateret en uhelbredelig og alvorlig sygdom. Sigurd Hartkort Plaetner fik konstateret sclerose som 20-årig, og den livsforandrende diagnose er omdrejningspunkt for 14 afsnit om at leve i skjul for, på trods af og i kraft af det, man ikke kan ændre.

Den konkrete erfaring bliver almenmenneskelige og alle, som har stået i en alvorlig krise, vil kunne relatere til den. Podcasten giver sprog for mange følelser, som er svære at formulere, den er dog mest af alt livsbekræftende, og vi vil derfor anbefale dig at lytte til den på bilferien, cykelturen, strandturen eller vandreturen i løbet af sommerferien.

Lyt til den rørende Radio4 podcastserie ”Du dør, hvis du græder”

Lad dig inspirere af naturens principper

Hvis du ønsker at blive en del af den regenerative transformation og lade dig inspirere af naturens principper, skal du tage 'Regenerativ Ledelse' af Giles Hutchins og Laura Storm med på ferie.

Du får en konkret guide, som vil påvirke din måde at tænke organisationsudvikling og tage hånd om det hele liv hos dig selv og de systemer, som du er en del af - både på arbejdet og verden omkring dig. Hvis vejret tillader det, anbefaler vi, at du læser bogen udenfor. 

Få en forsmag på den regenerative tilgang i podcastepisoden ”Den regenerative leder er fremtiden” fra podcasten STEM’mer i ledelse.

Det kunne være så godt

Indflydelse, mening og menneskesyn er vigtigt i forhold til at skabe balance i arbejdslivet. Præcis hvor vigtigt det er for vores trivsel, stiller bogen ”Det kunne være så godt” af Malene Friis Andersen skarpt på, og derfor kommer den også med på listen over anbefalinger til sommeren.

Bogen giver et billede af et arbejdsliv og -marked på deroute, hvor vi risikerer at gå på kompromis med de menneskelige værdier, som er så vigtige for, at vi trives og leverer på arbejdet. Den giver også et bud på, hvordan I kan arbejde med at definere et menneskesyn på din arbejdsplads med gode anvendelige redskaber og øvelser til refleksion og handling.

Som forfatteren selv skriver i bogen, så håber hun, at bogens analyser ”kan være med til at hjælpe os tilbage til mere bæredygtige arbejdsliv, hvor der er plads til både indflydelse og mennesker. Og til at bygge arbejdspladser, hvor vi kan trække vejret frem for at hive efter det. Hvor mening er noget, der er, frem for noget, vi finder på.” (”Det kunne være så godt” s. 14)

Vil du have en forsmag på emnet og forfatterens pointer kan du starte med podcasten Supertanker, hvor Malene Friis Andersen medvirker i episoden ”Er det nu også synd for chefen?”, eller læse interviewet hun gav til IDA ”Når vi mangler indflydelse, forsvinder arbejdslysten”.

Giv din hjerne lov til at holde fri, når du holder ferie

Det er svært at gå fra at være 120% produktiv og effektiv til at slappe fuldstændig af.

Brug 30 minutter på denne video og få gode råd og konkrete redskaber til, hvordan du giver din hjerne fri og slipper arbejdet, så du ikke skal bruge den første uge af din ferie på at tænke på mails, du ikke fik besvaret og opgaver du ikke nåede, eller bruge den sidste uge af ferien på at tænke på det der venter, når du er tilbage.

Slip arbejdet, så du kan nyde den ferie, du har glædet dig så længe til. Se eller gense: Giv din hjerne lov til at holde fri, når du holder ferie - IDA Play

En giftig stresscocktail: Vi behandler mange stressramte helt forkert

Vores forståelse af stress er forsimplet og derfor virker den samme tilgang til at behandle stress ikke. Der findes nemlig ikke én slags stress, men flere former for stress, der har forskellige årsager og kræver vidt forskellige løsninger. Det, der er en effektiv behandling af én slags stress, er en skadelig behandling af en anden slags stress. Derfor anbefaler vi bogen ”En giftig stresscocktail” af Helle Hein, der slår et slag for, at vi har brug for et nyt perspektiv på stress.

Bogen introducerer stresscocktailmodellen, der består af tre ingredienser: Opgavens karakter, individets karakter og rammerne for opgaveløsningen. Afhængig af hvordan man mixer de tre ingredienser, kan resultatet være en meningsfuld cocktail eller en giftig stresscocktail. Den definerer også fire stressformer, hvilke giftige ingredienser de udløses af og hvori modgiften ligger.

Blinde vinkler: AI hype vs. realiteter

Kunstig intelligens har i de sidste par år skabt både fascination, skræk og massiv hype. Tempoet i udviklingen af nye AI systemer og værktøjer er usandsynligt højt. Flere kommentatorer mener nu, at AI hypen er peaket og nu rammer realiteterne. Hvilke blinde vinkler skal vi være opmærksomme på i denne næste fase med AI?

Lyt med til podcasten på Spotify eller Apple.

Læs mere:

Tema

Lyt til IDAs podcasts

Lyt til IDAs podcasts og bliv klogere på alt fra fremtidsteknologi til workflows, studieliv og diversitet.

Tema

Karriere og kompetencer

Hvordan planlægger du din karriere og holder dine kompetencer ved lige? Få hjælp af IDAs karriererådgivere til at dygtiggøre dig og få et godt arbejdsliv.

Kontakt

Få hjælp nu

Som medlem af IDA kan du få rådgivning om karriereudvikling