Forsker: Når vi mangler indflydelse, forsvinder arbejdslysten

Da Malene Friis Andersen boede på Nørrebro, cyklede hun ofte forbi en bygning, hvor der med graffiti var skrevet

”HEJ” med to-tre meter store bogstaver helt oppe under taget.

Problemet var bare, at J’et midt i al hastværket var blevet skrevet spejlvendt, og sådan fik det lov til at stå i et par uger, indtil der med hastigt skrevne bogstaver blev tilføjet ”DER STÅR HEJ. OK?!!!!!”.

For Malene Friis Andersen er historien et eksempel på den faglige stolthed, som de fleste mennesker – også graffitimaleren – nærer for deres arbejde, og den indgår i hendes seneste bog Det kunne være så godt: På jagt efter indflydelse og det menneskelige i arbejdslivet.

Her advarer hun om, at mange danskere er ved at miste arbejdsglæden, fordi de mangler indflydelse på deres arbejdsopgaver og føler sig reduceret til robotter eller årsværk. Konsekvensen er, at de vil arbejde mindre, hvilket ifølge hende også afspejles i en aktuel spørgeskemaundersøgelse fra CEVEA. Her svarer hver fjerde, at de ønsker at arbejde mindre, end de gør i dag.

”Vi er i gang med at genforhandle rammerne for vores arbejdsliv. I årtier har en arbejdsuge på 37 timer ligget helt fast, og det var ikke noget, den brede befolkning satte spørgsmålstegn ved for bare 5 år siden, men det er ved at ændre sig”.

Hun mener, at diskussionen om arbejdstid er relevant, men hun opfordrer også til, at fokus skal være på kvaliteten af arbejdet og ikke kvantiteten.

”Hvis vi udelukkende er optaget af at tælle timer, bliver det en fattig diskussion. Vi er nødt til at se på, hvordan vi skaber bedre arbejdspladser, så arbejdslivet bliver berigende og giver livskvalitet. Ellers bliver det bare en sur pligt, som skal udholdes i så få timer som muligt”, forklarer Malene Friis Andersen.

Hver anden laver skyggearbejde

I Det kunne være så godt udpeger Malene Friis Andersen et tiltagende regime af KPI’er, måltal og standardiseringsprocedurer som den væsentligste årsag til, at medarbejderne mentalt er ved at stemple ud fra deres arbejde. Ifølge hende bliver den tendens kun stærkere i takt med, at nye digitale værktøjer gør det nemmere at måle og veje de ansattes produktivitet.

”Det forskyder arbejdet fra dets substans, som de ansatte reelt går op i. De fleste vil gerne hjælpe borgeren, kunden eller samarbejdspartneren bedst muligt, men det har de ikke mulighed inden for de rammer, de er ansat i”.

Mange medarbejdere har dog svært ved at gå på kompromis med deres faglighed, og de kompenserer derfor ved at arbejde ekstra for både at opfylde måltallene og føle, at de løser opgaverne ordentligt.

En spørgeskemaundersøgelse blandt 2500 repræsentativt udvalgte danskere viser, at halvdelen udfører opgaver i deres fritid af hensyn til borgere eller kunder, selvom de ikke er forpligtet til det. Hvad der er mere bemærkelsesværdigt er, at kun lidt over halvdelen af dem fortæller deres leder eller kolleger om overarbejdet.

Malene Friis Andersen har døbt fænomenet skyggearbejde, og det ses fx hos sagsbehandlere og psykologer, der dropper deres frokostpause for at bruge mere tid med borgere og klienter samt hos jurister, ingeniører og læger, der bruger fritiden på at løse opgaver eller holde sig fagligt opdaterede.

Men skyggearbejde er ikke bæredygtigt i længden, og Malene Friis Andersen peger på, at mange enten bliver ramt af stress eller resignerer for i stedet at levere akkurat det, der skal til for at opfylde måltallene.

”Vi har fx set eksempler på, at sagsbehandlere i kommunerne prioriterer de lette borgere, fordi de på den måde nemmere kan opnå deres måltal, end hvis de fokuserer på borgere, der kræver en større indsats”.

Retten til at sige nej er forsvundet

En undersøgelse af stressniveauet blandt IDA-medlemmer viser, at arbejdstempoet for mange er højt, og at hvert femte føler sig stresset. Den væsentligste årsag er manglende kolleger, hvilket blandt andet betyder, at 27 procent af de adspurgte har varetaget mere end en stilling i en periode.

Ifølge Malene Friis Andersen tyder det på, at selv eftertragtede medarbejdere som IDAs medlemmer har mistet indflydelse på et væsentligt område: Retten til at sige nej til opgaver.

”I 00’erne begyndte der at ske en forandring, hvor arbejdsgiverne gik fra at lytte til medarbejderne til at svare dem kritisk igen. Hvis de fortalte, at de havde for mange arbejdsopgaver, fik de at vide, at de måtte lære at sige ”pyt”, eller at det var godt nok at løse en opgave 80 procent”.

Samtidig er arbejdstempoet gradvist blevet skruet op, og vi er nu nået et punkt, hvor elastikken ifølge Malene Friis Andersen er ved at være spændt helt ud.

”I Danmark har vi en af de højeste arbejdsintensiteter i verden. Vi er vildt produktive og fylder dagen til randen med opgaver. Vi har ikke lige en time om dagen til at drikke kaffe og snakke sammen, så vi bruger meget energi og bliver uforholdsmæssigt udmattede”.

Et spinkelt håb for fremtiden

Selvom Malene Friis Andersen medgiver, at det er et dystert billede, hun tegner af vilkårene på mange arbejdspladser, er hun beskedent optimistisk omkring fremtiden.

”Vi ser, at flere virksomheder begynder at give større frihed og bedre arbejdsvilkår til de ansatte for at kunne fastholde dem. Jeg tror også, at flere vil indse, at de går glip af deres ansattes fulde potentiale og værdi, hvis de resignerer fra arbejdet og kun møder op for at udfylde deres måltal”.