Sådan søger du penge fra de offentlige kompetencefonde
Som offentligt ansat akademiker kan du søge støtte til efteruddannelse og individuel kompetenceudvikling via offentlige kompetencefonde.
Der findes tre kompetencefonde:
Fondene åbner for ansøgninger flere gange om året, og i flere fonde bliver midlerne tildelt efter først-til-mølle-princippet. Får fondene mange ansøgninger, lukkes de altså til næste puljeåbning. Og typisk går det stærkt, så du skal sidde klar, når der åbnes for ansøgninger.
Bliver din ansøgning godkendt, kan du bruge pengene på et udvalg af IDAs kurser, som lever op til fondenes formelle krav: Se kurserne her
Læs mere om, hvem der kan søge og hvad du kan søge om her:
Den Kommunale Kompetencefond
Hvem kan søge? Kommunalt overenskomstansatte akademikere kan søge støtte til individuel kompetenceudvikling via den kommunale kompetencefond. Muligheden skal ses som et supplement til den kompetenceudviklingsindsats og de kompetenceudviklingsmidler, der allerede er i kommuner og regioner.
Hvad kan du få tilskud til? Som akademiker kan du få støtte til kompetencegivende efteruddannelse og videreuddannelse som fx
- akademiuddannelser eller -moduler,
- diplomuddannelser eller -moduler,
- kandidatuddannelser eller -moduler.
- masteruddannelser eller -moduler.
Du kan søge op til 30.000 kroner per år til moduler på en diplomuddannelse og op til 50.000 kroner per år til moduler på en masteruddannelse.
Som kommunalt ansat akademiker er det en forudsætning for støtte, at din kommunale arbejdsgiver finansierer 20% af udgifterne (kursusudgift, transport og materialer) til efteruddannelsen.
Hvornår skal du søge? Puljen åbner for ansøgninger tirsdag den 1. september 2026. Kommende planlagte puljeåbninger er indtil videre 3. november 2026, 2. februar 2027, 4. maj 2027, 17. august 2027 og 2. november 2027.
Hvordan søger du?
Læs mere om ansøgningsprocessen på denkommunalekompetencefond.dk
Den Regionale Kompetencefond
Hvem kan søge? Regionalt overenskomstansatte akademikere kan søge støtte til individuel kompetenceudvikling via den regionale kompetencefond. Muligheden skal ses som et supplement til den kompetenceudviklingsindsats og de kompetenceudviklingsmidler, der allerede er i kommuner og regioner.
Hvad kan du få tilskud til? Som akademiker kan du få støtte til kompetencegivende efteruddannelse og videreuddannelse som fx
- akademiuddannelser eller -moduler
- diplomuddannelser eller -moduler
- kandidatuddannelser eller -moduler
- masteruddannelser eller -moduler
Du kan søge op til 30.000 kroner per år til moduler på en diplomuddannelse og op til 50.000 kroner per år til moduler på en masteruddannelse.
Som regionalt ansat akademiker er det en forudsætning for støtte, at din regionale arbejdsgiver finansierer 20% af udgifterne (kursusudgift, transport og materialer) til efteruddannelsen.
Hvornår skal du søge? Puljen åbner for ansøgninger onsdag 21. oktober 2026. Dernæst åbner puljen onsdag den 6. januar 2027, onsdag den 7. april 2027,onsdag den 15. september 2027, onsdag den 17. november 2027, onsdag den 5. januar 2028, onsdag den 5. april 2028, onsdag den 13. september 2028, onsdag den 22. november 2028, samt onsdag den 10. januar 2029.
Hvordan søger du?
Læs mere om ansøgningsprocessen på denregionalekompetencefond.dk
Den Statslige Kompetencefond
Hvem kan søge? Ansatte i staten, der er dækket af en fælles overenskomst, kan søge Den Statslige Kompetencefond om støtte til efteruddannelse.
Hvad kan du få tilskud til? Det statslige kompetencefond giver tilskud til både moduler på diplomuddannelser og masteruddannelser samt tilskud til korte kurser uden ECTS-kreditering på mere end 3 dage. Du kan søge op til 30.000 kroner til moduler på en diplomuddannelse og op til 50.000 kroner til moduler på en masteruddannelse per gang. For kortere kurser er det muligt at søge op til 5.000 kroner per kursusdag, dog max 25.000 kroner.
Hvornår kan du søge? Puljen åbner for ansøgninger mandag 10. august 2026. Dernæst åbner puljen tirsdag 2. januar 2027, tirsdag 4. maj 2027, tirsdag 21. september 2027, tirsdag 11. januar 2028, tirsdag 2. maj 2028, tirsdag 19. september 2028 og tirsdag 9. januar 2029.
Hvordan søger du:
Læs om retningslinjer og åbningsstatus for Akademikere-fondspuljen i Den Statslige Kompetencefond