Arbejdsglæde og trivsel

Det skal være sjovt at gå på arbejde

Pim de Morree fra det hollandske konsulenthus Corporate Rebels har specialiseret sig i at hjælpe organisationer med at indføre nye ledelses- og arbejdsmetoder for at opnå højere trivsel, arbejdsglæde og bedre resultater.

’Gør arbejdet sjovt igen’.

Sådan lyder overskriften for en konference med hollandske konsulenthus Corporate Rebels, som IDA arrangerer tirsdag den 3. december, efterfulgt af en masterclass senere samme dag.

Og ifølge den ene af de to grundlæggere af Corporate Rebels, Pim de Morree, giver overskriften rigtig god mening. Det skal nemlig være sjovt at gå på arbejde, understreger han i et interview forud for december-arrangementet i København.

”Hvis folk skal være engagerede og føle sig committed til deres arbejdsplads, er det vigtigt at finde vejene til, hvordan de har det sjovt, mens de er på arbejde. Og ’sjovt’ betyder ikke, at man skal grine eller spille bordtennis på kontoret hele dagen – det er dybere end det. At det er sjovt at gå på arbejde, handler om, at man føler en passion og motivation og oplever, at man arbejder med noget, der er vigtigt. Noget, man også selv tror på værdien af. De fleste bruger mere end 40 timer om ugen på at arbejde, og det er spild af den tid, vi har her på jorden, hvis så mange timers arbejdstid bliver anvendt på noget, man ikke er passioneret omkring,” siger Pim de Morree.

”Samtidig er det,” tilføjer han, ”væsentligt sværere at få succes som virksomhed, hvis ikke medarbejderne har det sjovt.”

Ved IDA’s konference og Masterclass i København bliver der netop sat fokus på, hvad man kan gøre, hvis medarbejderne og arbejdspladsen mangler engagement og kreativitet i hverdagen – og hvis man som leder oplever, at man står alene med alle de vigtige beslutninger, der skal træffes.

Mange virksomheder er outdatede

Indtil videre har Corportate Rebels hjulpet flere end 150 organisationer med at indføre nye ledelses- og arbejdsmetoder for at opnå højere trivsel, arbejdsglæde, mening og ikke mindst bedre resultater. Det vigtigste redskab i værktøjskassen hedder med–  og selvledelse.

Ifølge Pim de Morree er det en ”kæmpestor udfordring” for virksomheder i hele verden, at medarbejderne mangler engagement, føler sig udbrændte og har svært ved at se meningen med det, de laver.

”Den lave grad af engagement fører blandt andet til, at folk forlader virksomhederne hurtigt, fordi de ikke rigtigt føler sig connected og committed. Samtidig går det i høj grad ud over medarbejdernes produktivitet. Forklaringen er blandt andet, at mange arbejdspladser i dag er temmelig outdatede,” mener Pim de Morree.

- På hvilken måde er det konkret, at du oplever, at mange virksomheder er ’outdatede’?

”Det er især i forhold til den måde, virksomhederne leder deres medarbejdere på. Mange steder er ledelsen fortsat inspireret af den måde, man begyndte at lede på under den industrielle revolution; det vil sige en form for top-down-ledelse, hvor chefen bestemmer, hvordan arbejdet skal udføres. Vi mener ikke, at den form for ledelse passer ind i moderne arbejdspladsmiljøer, hvor folk er veluddannede og ansvarlige voksne. Medarbejdere i dag behøver ikke chefer til at fortælle dem, hvad de skal gøre, og hvordan tingene skal ske,” siger Pim de Morree.

”I stedet er der brug for, at virksomhederne har øjne for medarbejdernes potentialer og behandler dem som ansvarlige, voksne mennesker, der selv kan træffe beslutninger og selv har motivationen til at finde ud af, hvordan de alene – eller sammen med deres team – løser deres arbejdsopgaver så godt som muligt. Det kræver, at virksomheden skaber det rette miljø for den måde at arbejde på,” siger den hollandske konsulent.

Ud over autonomi, er andre nøglebegreber i vellykket implementering af med- og selvledelse ifølge Pim de Morree løbende kompetenceudvikling og tydeliggørelse af selve formålet med at gå på arbejde.

For de virksomheder, der lykkes med at inkorporere medledelse, er resultatet ifølge Pim de Morree blandt andet større engagement og produktivitet blandt medarbejderne, mere innovation og samtidig mindre fravær.

”Det giver mening, at hvis folk føler sig mere engagerede og committed til arbejdet, er det, der kommer ud af anstrengelserne, også af en højere kvalitet. Der er lavet en masse research, og der findes case stories fra virksomheder over hele verden, som viser langt bedre resultater, både for medarbejderne og organisationerne, når det på en god måde er lykkedes at indføre en høj grad af selvledelse,” understreger Pim de Morree.

Gælder virksomheder i alle størrelser

Siden grundlæggelsen af Corportate Rebels har Pim de Morree og medstifteren Joost Minnaar rejst verden rundt og undersøgt måden at arbejde på i både start-ups og mellemstore og store virksomheder. Indsamlingen af data og tendenser har ikke ført til den konklusion, at medledelse er en bedre og mere oplagt idé i start-ups frem for i virksomheder med tusindvis af ansatte.  

”Typisk, når start-ups begynder, har de et sted mellem fem og 20 medarbejdere, og der er ofte mange elementer af med- og selvledelse i måden, der arbejdes på. Når virksomhederne så vokser og kommer op over 20 medarbejdere, går de typisk over til mere traditionelle måder at lede arbejdet på og begynder at ansætte ledere. Dermed får de en klassisk, hierarkisk top-down-beslutningsgang, hvorved de mister mange af de fordele, de havde, da de var små. Så netop for start-ups er det ekstremt vigtigt at være bevidst om, at man ikke bare, efterhånden som virksomheden vokser, skal blive ligesom alle andre større virksomheder,” pointerer Pim de Morree.

”Det handler om at se helt anderledes på måden, vi skal arbejde på, og det gælder for startups, mellemstore virksomheder og helt store virksomheder. Som det er i dag, er det 99,9 procent af alle virksomheder, der har en helt traditionel måde at lede og fordele arbejdet på, og de har dermed alle et stort uforløst potentiale,” siger han.

Ingeniør-mindset er en fordel

Både Pim de Morree og Joost Minnaar har en naturvidenskabelig baggrund. Pim de Morree har en master i Innovationsledelse og en bachelorgrad i Industrial Engineering & Management Sciences fra Eindhoven University of Technology, mens Joost Minnaars i sin uddannelsesbagage har en master i Nanoscience og Nanoteknologi fra Universitat de Barcelona.

På spørgsmålet om, hvordan han bruger sin akademiske baggrund i arbejdet i Corporate Rebels, siger Pim de Morree:

”Mest ved, at det hjælper mig til at forstå, hvordan tingene ikke skal gøres! Da jeg studerede, lærte jeg mest om den traditionelle tilgang til ledelse. Så faktisk er det, vi laver i Corporate Rebels, det modsatte af, hvad jeg lærte under studierne, men det gav mig dog en indsigt i, hvordan man gør i langt de fleste virksomheder.”

Samtidig lægger han dog ikke skjul på, at både hans egen og medstifteren Joost Minnaars ingeniør-tankegang er en stor fordel i udviklingen af Corporate Rebels.

“Dét, at vi begge har et ingeniør-mindset, hjælper os meget, blandt andet i den måde, vi begge arbejder meget datadrevet på. Samtidig oplever jeg ofte, at når andre skriver om og forsker i ledelse, er det meget abstrakt. Joost og jeg prøver at gøre det mere praktisk og hands-on-baseret,” forklarer Pim de Morree.

Mange andre end Pim de Morree har øjne for kvaliteterne i Corporate Rebels’ tilgang til ledelse. Det hollandske konsulenthus er således optaget på Thinkers 50-listen over de mest indflydelsesrige ledelsestænkere i verden.

Læs mere om de to masterclasses med Corporate Rebels:

Brug selv- og medledelse til at gøre din arbejdsplads attraktiv

For dig, der vil et spadestik dybere og afprøve metoderne til selv- og medledelse i praksis

 

Læs mere:

Artikel

Kompetenceudvikling af ledere giver inspiration og sikrer passion

Danmarks største robotvirksomhed, Universal Robots, arbejder aktivt med forskellige lederudviklingsværktøjer. Få indblik i deres metoder her.

Tema

Ledelse

Hybrid ledelse, stress, generativ AI og lønforhandlinger. Læs mere om tilbagevendende emner og nye ledelsestrends.

Vær med

Bliv medlem og få alle fordelene

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.