Lønforhandling
Råd fra eksperten: IDAs medlemmer bør udnytte, at de er ombejlede

Jeg talte for nylig med et IDA-medlem, der stod over for et jobskifte. Hun var blevet enig med sin nye arbejdsgiver og manglede kun at underskrive kontrakten, da hun ringede til mig.
Det var et godt job, hun var blevet tilbudt, men hun var usikker på, om hun skulle takke ja til det, fordi arbejdsgiveren ikke kunne tilbyde hende tilstrækkelig fleksibilitet i hverdagen.
Det er et godt eksempel på, at mange med en STEM-baggrund kan tillade sig at overveje deres muligheder en ekstra gang i øjeblikket. En ny undersøgelse viser, at Danmark i 2030 vil mangle 21.000 personer med en uddannelse inden for it, naturvidenskab eller de ingeniørfaglige uddannelser, og mange af de medlemmer vi taler med, kan godt mærke, at de er ombejlede.
Faktisk viste en undersøgelse tidligere på året, at 57 procent af alle IDA-medlemmer var blevet kontaktet af en headhunter i løbet af 2020.
Så selvom manglen på kvalificeret arbejdskraft er et samfundsmæssigt problem, kan det blive en fordel for IDAs medlemmer – og en fordel som vi opfordrer dem til at udnytte.
Mere i løn eller nye arbejdsopgaver?
Når der er rift om bestemte faggrupper, som vi ser i øjeblikket, tør flere skifte arbejde. Det er arbejdsgiverne godt klar over, og det stiller dig i en god forhandlingsposition, hvis du vil have mere i lønningsposen, andre arbejdsopgaver eller længe har overvejet at skifte arbejde.
Du skal ikke sætte en pistol for panden af din chef og true med at sige op, hvis ikke du får din vilje. Men det er fint at have i baghovedet, når I har en dialog om dine ønsker.
Ofte ser vi, at lønnen er det parameter, som arbejdsgiverne skruer på for at fastholde eller tiltrække medarbejdere, og mange IDA-medlemmer bliver bedt om at arbejde mere, fordi der nu er færre hænder til at løfte opgaverne.
Men pas på med at stirre dig blind på et højt lønniveau, for måske er det større fleksibilitet, mere udviklende arbejdsopgaver eller noget helt tredje der skal til, for at du kan bevare arbejdsglæden.
Bagsiden af det rødglødende arbejdsmarked
Det hører med til historien, at det er nogle særlige fagligheder, som der er hård kamp om, mens andre har svært ved at få foden indenfor hos arbejdsgiverne. For dem kan det være frustrerende at få tudet ørene fulde om jobfest, de ikke er inviteret til.
Andre bliver forvirrede over de mange valgmuligheder, og selvom det er et luksusproblem sammenlignet med ledighed, kan det føles som et pres at skulle vælge rigtigt – særligt for de unge og nyuddannede.
De er i årevis blevet fortalt, at de kunne vælge på alle hylder, hvis de tog en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse, og nu hvor de står midt i det bliver de overvældet, fordi de føler sig forpligtede til at finde det helt rigtige job.
Derfor ser vi, at nogle får en meget fragmenteret start på arbejdslivet, hvor de skifter job med jævne mellemrum i jagten på en højere løn, mere mening, større ansvar eller andre ting, som de føler, at de skal opnå.
Man kan sammenligne det med det at date: Her er der også nogle, der bliver ved med at tænke, at græsset må være grønnere på den anden side og som derfor ikke kan finde ro med en partner. Så husk at være realistisk, og overvej, om et nyt job reelt vil give dig mere arbejdsglæde, eller om du blot er smigret over at være ombejlet.
Læs mere:
Kontakt
Få personlig rådgivning om løn
Som medlem af IDA kan du få rådgivning om løn og lønforhandling.