Råd fra eksperten: Brug tid på at sunde dig, hvis du bliver fyret
Det er en voldsom oplevelse at blive fyret, og mange bliver forskrækkede over deres egen reaktion i situationen. Typisk skal den fyrede igennem tre faser for at komme ovenpå igen.

af Anders Kjøller

Morten Esmann er karriererådgiver i IDA.
Hvordan skal jeg nu betale regningerne? Hvorfor blev det lige mig? Hvad skal jeg sige til konen og vennerne? Kommer jeg overhovedet videre? Mange højtuddannede med teknisk og naturvidenskabelig baggrund bliver forskrækkede over deres egen reaktion, når de bliver opsagt, fordi de reagerer anderledes her end på alle andre udfordringer.
Det er dog helt normalt. For det er anderledes at blive fyret. Mange oplever det kun en enkelt gang, og du kan ikke forberede dig på det.
De tre fyret-faser
Typisk vil du komme til at gennemgå tre faser, når du bliver fyret: chokfasen, reflektionsfasen og handlingsfasen. Hvor lange de enkelte perioder er, afhænger af den enkelte. For nogle er chokfasen kort, andre har brug for at tænke længe og grundigt i mellemfasen, som derfor bliver bevidst lang. Det vigtige er bare at have fornemmelsen af, at man bevæger sig.
Chokfasen og rutchebanen
I chok- og reaktionsfasen reagerer du på selve opsigelsen. Hvordan skal vi betale vores regninger? Hvad vil min kone sige? Hvorfor blev det lige netop mig? Er jeg for gammel til at finde noget andet? Kunne jeg have forhindret det?
Næste dag siger du måske: Pyyh det var en lettelse – det er er en god mulighed for at prøve noget andet. Dagen efter igen: Gisp hvad nu? Det er vigtigt, at du som fyret giver dig selv lov til en tur i rutschebanen, og derfor er de første dage efter en fyring ikke så velegnede til at træffe gode beslutninger. Derfor bør du vente med at gøre noget, til du er afklaret.
Den tomme reflektionsfase
Efter chokfasen kommer reflektionsfasen, som mange opfatter som en lidt tom fase. Her handler det om at få styr på tankerne.
Her har du typisk sundet dig, og mange oplever en form for tomhed, som kan være skræmmende. Efter at have fået styr på de første tanker, skal du nu konstruktivt til at komme i gang. Men det skal tages i små skridt, og her kan det være nødvendigt at væbne sig med lidt tålmodig.
Professionel hjælp brugbart
Som fyret skal du måske stadig vente med at være aktivt jobsøgende. For det er ikke sikkert, at du er helt i balance, og så risikerer du, at sige ja til noget, som du senere fortryder.
Mange ingeniører og scient.er får tilbudt et outplacement-forløb af virksomheden, som de fyres fra. Det er en god idé at tage imod den professionelle hjælp herfra – eller få hjælp din fagforening eller andre professionelle. For mange kan det opleves som stigmatiserende at blive fyret, og derfor kan du have gavn profesionel hjælp til at håndtere situationen
Handlingsfasen
I handlingsfasen går du i gang med at handle på de reflektioner, overvejelser og den hjælp, du har fået. Her skal du gå i gang med at søge nye job og bruge dit netværk.
Du skal dog ikke forvente, at det er tre faser med et klart snit. Chok-, reflektions- og handlingsfasen overlapper hinanden. Men langsomt bevæger du dig fra den tomme fase og det krystaliserer sig i noget handling.
Nyt job?
Få hjælp til jobsøgning, hvis du er blevet ledig
Er du blevet opsagt, eller har du selv sagt op uden et nyt job på hånden? Få hjælp til at komme videre i dit arbejdsliv.
Læs mere