OK26 overenskomst
Kommunernes aftale om ny overenskomst i OK26
IDA har den 3. marts indgået aftale om en ny treårig overenskomst for IDAs ca. 5.400 kommunalt ansatte.
Malene Matthison-Hansen, IDAs politiske forhandlingsleder i OK26 og forperson for Ansattes Råd, har siddet med i forhandlingerne på vegne af IDA. Og hun er glad for resultatet:
”IDA er gået ind til forhandlingerne om nye overenskomster sammen med Akademikerne med en ambition om at sikre medlemmerne en reallønsfremgang og øget fleksibilitet. Det er vi nu lykkedes med på det kommunale område, både reallønsfremgang og en række tiltag, som vil betyde, at det enkelte medlem i landets kommuner vil få mere fleksibilitet i sit arbejdsliv. Det har været et stort ønske fra medlemmerne, og det har vi leveret på,” siger hun.
Aftalen mellem Akademikerne, hvor IDA er med, og Kommunernes Landsforening indeholder bl.a.:
Økonomisk ramme og generelle lønstigninger
- En samlet økonomisk ramme på 9,09 % inklusiv en teknisk korrektion på 0,2%.
- De samlede generelle lønstigninger i overenskomstperioden udgør 6,27 %.
- Inflationen skønnes til 4,4 pct. i perioden, og der forventes dermed en betydelig reallønsfremgang.
Udmøntning af generelle lønstigninger
- 3,06 % i 2026 inkl. teknisk korrektion på 0,2% vedr. manglende indregning af fritvalgsindbetalinger på en del af det private arbejdsmarked i Danmarks Statistiks opgørelse af den private lønudvikling.
- 0,75 % i 2027
- 2,3 % i 2028
- 0,16 % i 2029
- Stigningerne udmøntes ved forhøjelse af procentreguleringen. Stigningerne forudsætter, at reguleringsordningen udmøntes som forventet.
Andre vigtige resultater:
- En fritvalgskonto med mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed samt en ny fritvalgsdag til ansatte midt i livet.
- Barns 3. sygedag og frihed på den dag hvor et barn ringes sygt hjem.
- Yderligere 2 ugers betalt barsel til deling mellem forældrene og moderniserede barselsvilkår, som tilgodeser, at familier kan se ud på mange måder og kan have meget forskellige behov.
- Periodeprojekt om, hvordan overenskomsten kan understøtte rekruttering og fastholdelse af faglige, akademiske specialister.
- Fornyelse og modernisering af aftalen om trivsel og sund på arbejdspladserne, herunder en ret til livsfasesamtale.
IDA kom i mål med de tre vigtigste krav
Malene Matthison-Hansen peger på, at IDA gik ind til forhandlingerne med tre klare krav:
- En sikring af reallønnen.
- Bedre mulighed for at balancere arbejde og fritid
- Etablering af en Fritvalgs Lønkonto, der ikke kun giver ret til at veksle løn til pension, men også ret til frihed.
”Vores medlemmer har krævet højere løn og mere fleksibilitet i deres arbejdsliv. De krav leverer vi på. Vi gennemfører en række forbedringer, som betyder noget for medlemmernes hverdag. Både nu og i de kommende år,” siger Malene Matthison-Hansen, der også er glad for, at overenskomstaftalen indeholder en mulighed til fri på barnets tredje sygedag med løn.
Samtidig bliver der dannet en Fritvalgs Lønkonto på det kommunale område. Helt konkret fungerer den som en opsparing, hvor arbejdsgiveren løbende indbetaler en procentsats af den ferieberettigede løn. Medarbejderen kan selv bestemme, hvordan pengene skal bruges – det kan være som ekstra løn, feriefridage, senior eller omsorgsdage eller en indbetaling som ekstra pension.
Læs: Kommunernes aftale
Læs: Faktaark kommunerne
Chefområdet i kommunerne
IDA har sammen med de øvrige cheforganisationer og KL forhandlet et 3-årigt overenskomstforlig på plads for de kommunale chefer.
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Som medlem af IDA kan du få rådgivning i forbindelse med overenskomster