OK26 overenskomst
Regionernes aftale om ny overenskomst i OK26
IDA har den 4. marts indgået aftale om en ny treårig overenskomst for IDAs ca. 2.900 regionalt ansatte.
Malene Matthison-Hansen, IDAs politiske forhandlingsleder i OK26 og forperson for Ansattes Råd, har siddet med i forhandlingerne på vegne af IDA. Og hun er særdeles godt tilfreds med aftalen:
”Der har været lange og svære forhandlinger, og nu er vi lykkedes med at få en god aftale med de regionale arbejdsgivere, hvor vi leverer på de højest prioriterede krav, som vi gik ind til forhandlingerne med – højere løn og øget fleksibilitet. Vi har sikret en solid reallønsfremgang. Aftalen indeholder også en række tiltag og initiativer, der vil give den enkelte ingeniør, it-specialist og naturvidenskabelige kandidat i regionerne en øget fleksibilitet i arbejdslivet, det har været et stort ønske blandt medlemmerne,” siger hun.
Aftalen mellem Akademikerne, hvor IDA er med, og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) indeholder bl.a.:
Økonomisk ramme og generelle lønstigninger
- En samlet økonomisk ramme på 9,2 %.
- De samlede generelle lønstigninger i overenskomstperioden udgør 6,27 %.
- Inflationen skønnes til 4,4 pct. i perioden, og der forventes dermed en betydelig reallønsfremgang.
Udmøntning af generelle lønstigninger
- 3,01 % i 2026 inkl. teknisk korrektion på 0,2 % vedr. manglende indregning af fritvalgsindbetalinger på en del af det private arbejdsmarked i Danmarks Statistiks opgørelse af den private lønudvikling.
- 0,76 % i 2027
- 2,5 % i 2028
- Ud over de generelle stigninger er det aftalt at afsætte 0,2 pct. til organisationsforhandlinger, der fortrinsvist anvendes til at forhøje indbetalingen til fritvalgslønkontoen.
Andre vigtige resultater:
- En fritvalgskonto med mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed samt en ny fritvalgsdag til ansatte midt i livet.
- Barns 3. sygedag og frihed på den dag hvor et barn ringes sygt hjem.
- Yderligere 2 ugers betalt barsel til deling mellem forældrene og moderniserede barselsvilkår, som tilgodeser, at familier kan se ud på mange måder og kan have meget forskellige behov.
- Særlige midler, der sætter skub i den lokale løndannelse. Der er også aftalt forbedret funktionalitet og transparens i de nye lønsystemer.
- Den regionale kompetencefond videreføres
- Fornyelse og modernisering af aftalen om trivsel og sund på arbejdspladserne, herunder en ret til livsfasesamtale.
IDA kom i mål med de tre vigtigste krav
Malene Matthison-Hansen peger på, at IDA gik ind til forhandlingerne med tre klare krav:
- En sikring af reallønnen.
- Bedre mulighed for at balancere arbejde og fritid
- Etablering af en Fritvalgs Lønkonto, der ikke kun giver ret til at veksle løn til pension, men også ret til frihed.
”Vores medlemmer har krævet højere løn og mere fleksibilitet i deres arbejdsliv. De krav leverer vi på. Vi gennemfører en række forbedringer, som betyder noget for medlemmernes hverdag. Både nu og i de kommende år,” siger Malene Matthison-Hansen, der også er glad for, at overenskomstaftalen indeholder en mulighed til fri på barnets tredje sygedag med løn.
Samtidig bliver der dannet en Fritvalgs Lønkonto på det regionale område. Helt konkret fungerer den som en opsparing, hvor arbejdsgiveren løbende indbetaler en procentsats af den ferieberettigede løn. Medarbejderen kan selv bestemme, hvordan pengene skal bruges – det kan være som ekstra løn, feriefridage, senior eller omsorgsdage eller en indbetaling som ekstra pension.
Læs: Regionernes aftale
Læs: Faktaark regionerne
Chefområdet i regionerne
IDA har sammen med de øvrige cheforganisationer og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, RLTN forhandlet et 3-årigt overenskomstforlig på plads for de regionale chefer.
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Som medlem af IDA kan du få rådgivning i forbindelse med overenskomster