Sådan finder du sparring og netværk som selvstændig
Savner du af og til kolleger eller andre at sparre med i hverdagen? I denne artikel får du konkrete tips til, hvordan du kan finde ligesindede, styrke dit netværk og skabe værdifulde relationer.

af IDA

Som selvstændig har du frihed til at forme din hverdag, men det kan også betyde færre naturlige netværksmuligheder. Heldigvis er der mange måder at møde andre i samme situation, som du kan udveksle erfaringer og sparre med.
1. Kom ud af din boble
Det kan være trygt at sidde på hjemmekontoret og fokusere på dit arbejde, men det giver dig ikke kollegial sparring eller nye input. Den gode nyhed er, at der findes masser af arrangementer fx i Hovedstadsområdet og i Aarhus, hvor du kan møde andre selvstændige og iværksættere. Selvom det kan føles grænseoverskridende at tage til arrangementer alene, er de en god mulighed for at skabe nye forbindelser.
Du kan også invitere andre selvstændige til en uformel kaffe eller en arbejdsdag på en café – ofte leder andre også efter en mulighed for at mødes og udveksle erfaringer.
Hvis du savner den daglige interaktion, kan en plads på et coworking-kontor være en god investering. Mange steder har åbne kontormiljøer, hvor du let kan møde andre iværksættere og skabe spontane samtaler.
2. Skab din egen netværksgruppe
Det kræver tid og en arbejdsindsats at starte sit eget netværk, men gevinsten kan være stor. Kender du allerede nogle selvstændige, som du gerne vil i netværk med? Eller har du set en person på LinkedIn, som skriver spændende opslag? Så er det oplagt at spørge dem, om de vil danne en netværksgruppe sammen med dig.
Overvej hvad formålet med netværket skal være (er det sparring på jeres forretning eller er det at dele op- og nedture ved livet som selvstændig?) og tænk over hvor tit netværket skal mødes, hvor længe ad gangen og hvorhenne. Jo mere specifik du er, jo nemmere er det for folk at takke ja til at deltage i netværksgruppen.
3. Bliv uddannet netværksfacilitator
Er du interesseret i at udvikle dine evner i at facilitere netværk, så kan du blive uddannet netværksfacilitator gennem IDA. Via forløbet får du en bedre indsigt i dig selv og hvordan du relaterer til andre mennesker og bliver en del af et læringsfællesskab med andre IDA-medlemmer. Sidst men ikke mindst får du eftertragtede kompetencer, du kan bruge i dit arbejdsliv, bl.a. til at facilitere processer.
4. Dyrk en aktivitet med andre selvstændige
Er det ikke lige dig at sidde stille til netværksmøder, kan du overveje at starte et hold til badminton, padel, løb eller andet, sammen med andre selvstændige. Du kan også opsøge eksisterende klubber, fx Founders Running Club, som hver lørdag løber sammen i centrum af København. På den måde får du mulighed for at dyrke dine interesser og vende ting med andre selvstændige, uden at det bliver et decideret netværksmøde, hvor I sidder i timevis og snakker.
5. Arrangér dine egne meetups
Hvis du ikke kan finde sociale eller faglige arrangementer, der passer til dig, så skab dem selv! Har du lyst til at arrangere en workshop, et hackaton eller en quizaften for selvstændige, så kan du gennem IDA Fonden søge penge og administrativ sparring til at afholde dit eget event, for andre IDA-medlemmer. Kun fantasien (og et par ansøgningskriterier) sætter grænser, så har du en god idé, så send din ansøgning afsted.