22.05.2023
3 min læsetid

For 60-årige Uffe er frivilligt arbejde brændstof

Frivilligt arbejde er guld værd for livskvaliteten, både nu og når du en gang forlader arbejdsmarkedet. Mød 60-årige Uffe Degn, der bl.a. er med i et mountainbike-fællesskab og nyder muligheden for at møde nye mennesker på tværs af generationer.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Uffe Degn har de sidste 15 år trænet unge drenge og piger i sin egen passion for mountainbiking og har glæde af relationer på tværs af generationer. Men han er også frivillig facilitator i IDAs netværksgrupper. (Arkivfoto: Pexels).

Mountainbike, bestyrelsesarbejde, netværksfacilitator. 60-årige Uffe Degn har det med at engagere sig i ting langt udover sit arbejde.

Og det er ikke tilfældigt. Nogen ting, kan han nemlig kun få på den måde.

“Med frivilligt arbejde kommer du sammen med folk, der har en helt anden indgang til livet og en helt anden uddannelse. Det synes jeg er ret spændende. Og at løse et problem sammen med andre, der ikke har den samme baggrund som dig selv, kan også tit give gode løsninger,” forklarer han.

Uffe Degn er uddannet maskiningeniør i 1989 og har i mange år arbejdet med optimering af brændstofforbruget i skibe for Mærsk, inden han for få år siden valgte at forfølge en mere it- og projektlederdrevet vej i sin karriere. Det har han tildels taget med ind i sit frivillige arbejde.

 

Glæden ved at lære nyt

Ved siden af sit arbejde har Uffe Degn de sidste 15 år trænet en flok unge drenge og piger i sin længe dyrkede passion, mountainbike. Uffe Degn arbejder som Senior Engagement Manager i softwarevirksomheden ServiceNow.

Og da han for godt tre år siden så et opslag fra IDA om at hjælpe med at facilitere faglige netværksgrupper, pirrede det igen til hans næse for dels at lære og dels at indgå i nye fællesskaber.

“Børn er mere umiddelbare, og den glæde de udtrykker, når de lærer noget nyt, det er brændstof for mig. Det er ikke helt det samme med de voksne i netværksgrupperne, men de giver helt klart også noget feedback, når de opnår nye erkendelser. Det er derfor jeg gider at gøre det,” fortæller han og tilføjer.

“Hvis det bare var for at mødes, få en sandwich og snakke, så er det ikke helt mig.”

Tid til at stoppe på arbejdsmarkedet: Hvad nu?

Uffe Degn er langt fra den eneste dansker, der arbejder frivilligt. Ifølge en undersøgelse fra VIVE arbejdede 40 procent af danskerne frivilligt i 2021. Andelen af danskerne der udfører frivilligt arbejde har ikke udviklet sig synderligt de seneste år, men det har den til gengæld, når det gælder det pensionsmodne segment mellem 67-77 år. i 2017 arbejdede 28 procent flere 67-årige frivilligt sammenlignet med 20 år tidligere.

Den udvikling hilser Aske Juul Lassen, lektor ved Københavns Universitet, velkommen. Han mener nemlig, at frivilligt arbejde er noget af det bedste, man kan gøre for sig selv, når pensionisttilværelsen nærmer sig.

Uffe Degn - software og frivillighed

60 år

Maskiningeniør fra DTU i 1989. 

Senior Engagement Manager i softwarevirksomheden ServiceNow

Tidligere ansat hos bl.a, Mærsk og Odegaard & Danneskiold-Samsoe.

Frivillig træner for unge i mountainbike.

Faciliterer IDAs netværksgrupper.

“Noget af det, der kan være svært ved pensionsovergangen for nogen, er, at man har arbejdet 100 procent, indtil man går på pension, og så står man der, og hvad skal man nu lave? For nogen er det rigtig godt med det tomrum. Så bruger de et halvt til et helt år på at finde ud af, hvad der skal ske. Men for mange kan det også være et hul at komme op af. Så det er godt at komme i gang tidligt” siger Aske Juul Lassen, der forsker i aldring.

“En af grundene til at man i forskningen taler en del for, at man trapper ned i årene inden, man går på pension, er, at man så kan nå at åbne op for andre dele af livet, og der er frivilligt arbejde ofte en af de ting, folk kaster sig over der.”

“Folk der engagerer sig frivilligt får meget ofte nogle gevinster ud af det. En ting er det, at man gør noget godt for andre. Det er en af de ting, som mange mennesker savner, når de går på pension. Men man tager også del i nogle fællesskaber. Så den bonner ud hele vejen rundt på ABC’en for mental sundhed,” siger han.

ABC står i dette tilfælde for act, belong og commit.

“Man gør noget, man gør det sammen med andre, og man forpligter sig til det,” forklarer han.

På tværs af generationer

Frivilligt arbejde kan som i Uffe Degns tilfælde tage mange forskellige former. Alligevel mødes mange seniorer på vej ud af arbejdsmarkedet af stereotyper om frivilligt arbejde, som begrænser sig til det at stå i en Røde Kors-butik eller hjælpe til på et plejehjem.

“Det er ikke fordi, at det ikke er godt og givende at hjælpe til på plejehjem og i Røde Kors-butikker. Der er bare mange, der rigtig gerne vil nogle fællesskaber, hvor de også kan hjælpe nogle yngre mennesker og møder mennesker på tværs af generationer,” forklarer han.

Han nævner politiske bevægelser som Bedsteforældrenes klimaaktion og Bedsteforældre for Asyl. Det kunne også være opbygningen af kulturhuse i lokalområdet. Og så er der mange, der kaster sig ud i at undervise andre voksne for eksempel i indsatser for flygtninge eller som Uffe Degn, der bruger sin store faglige ballast på at facilitere et fagligt netværk.

Også et liv på den anden side af arbejdslivet

For Uffe Degn er det ikke pensionisttilværelsen, der har skubbet ham ud i diverse frivillige fællesskaber. Men dermed ikke sagt, at han ikke skænker det en tanke.

"Jo, det tænker jeg da på. Der er mange voksne i cykelklubben, jeg mødes med i sociale sammenhænge. De er blevet til venner. Det gælder også tildels facilitatorerne i netværksgruppen. Det der med at have kontakt med andre på mange forskellige vis. Det er bare godt,” siger han.

Hvis Aske Juul Lassen skal pege på én ulempe, som mange seniorer nævner i forbindelse med deres frivillige arbejde, er det, at de savner den anerkendelse, der kommer med at få løn.

“Jeg kan godt forstå, at man kan blive irriteret over, at alle ens kompetencer ikke længere er noget man får løn for. Men dermed skal man ikke tro, at man ikke bliver anerkendt og får virkelig gode fællesskaber på den her måde. Det er virkelig noget, der er med til at skabe god livskvalitet for mange. Det viser al forskning.”

Bliv frivillig i IDA

IDA er i høj grad drevet af frivillige, hvor du har mulighed for

  • at være aktiv i de fagtekniske netværk
  • arbejde mere lokalt i de regionale grupper
  • være tillidsrepræsentant eller deltage i en virksomhedsgruppe på din arbejdsplads.
  • Du kan også blive mentor for yngre medlemmer af IDA.

Læs mere om, hvad 3000 frivillige laver i IDA og hvordan du kan være med.

 

Læs mere

Tema

Sådan udforsker og styrker du dine relationer

Gode relationer er helt essentielle for et godt liv. Men efter et langt arbejdsliv må mange sande, at en stor del af deres relationer er knyttet til jobbet. Men hvad så bagefter? IDA har lavet et sæt redskaber til at udbygge og forbedre dine relationer i tide.

Dyrk relationer

Senkarriere

En god senkarriere er en gevinst for alle

I senkarrieren har du overblik og erfaring. Hvis du holder fast i at udvikle dig, har du gode muligheder for nogle spændende arbejdsår og evt. en gradvis overgang til pension. Men du skal have en plan. IDA står klar med både værktøjer og rådgivere.

Ta fat i din senkarriere