Da Hannes mand fik kræft, skulle arbejdet stadig passes

Hvordan håndterer man et krævende job, når privatlivet bliver vendt på hovedet? For Hanne Nielsen blev det et vilkår, da hendes mand blev alvorligt syg med kræft, kort efter hun var startet i et nyt job. Hendes oplevelser viser, hvor svært – og vigtigt – det er at få de to verdener til at hænge sammen, når man står som pårørende, mens arbejdslivet kører videre.

Hanne Nielsen er et opdigtet navn, da interviewpersonen gerne vil være anonym til denne artikel. Identiteten på interviewpersonen er redaktionen bekendt.

Arbejdsliv og sygdom side om side

Da Hanne for to år siden skiftede job til en lederstilling et nyt firma, glædede hun sig. Med et langt arbejdsliv bag sig, hvor hun har arbejdet med både ledelse, forskning og innovation, så hun frem til nye udfordringer. Kun få måneder efter jobskiftet, blev hendes mand konstateret syg med kræft, men de fortsatte begge med at arbejde.

”Vi var enige om, at arbejdet betød rigtig meget for os, så jeg fortsatte mit arbejde og havde ikke flere sygedage på grund af det - vi brugte vores ferier, når der var svære tider. Jeg havde næsten ikke nået at få fodfæste i min nye stilling, men vi var jubeloptimister og regnede med det bedste, så jeg passede mit arbejde, mens han fik kemo og blev opereret,” fortæller Hanne Nielsen.

Første omgang kemo, operation og stråler virkede ikke, så Hannes mand måtte i gang med en anden kemobehandling, og da den ikke virkede, tog det benene væk under dem begge. I august 2024 fik de at vide, at der ikke var mere at gøre behandlingsmæssigt mod canceren, og at han kun havde få måneder tilbage. Der blev Hanne sygemeldt.

”Det var min første måde at trække stikket på. Vi havde troet så meget på, at min mand sprængte alle statistikker, for der var nogle, der levede efter fem år - selv med denne cancertype,” siger Hanne Nielsen.

Usikkerheden på jobbet fyldte mere end forventet

Under sin mands sygdomsforløb oplevede Hanne en stor forståelse fra sin arbejdsplads. Hun var åben omkring situationen og fortalte om den på sit arbejde.

Da det virkede til, at hendes mand kun havde ganske kort tid tilbage, kontaktede Hanne sin arbejdsplads for at holde dem opdaterede på situationen. Midt i et følelsesmæssigt kaos, hvor hendes mand var på hospice, blev hun indkaldt til et møde på arbejdet.

Hanne var i tvivl om, hvordan hun skulle forholde sig til det. Hun vidste ikke, hvad mødet omhandlede, og hvad der var på spil, og havde ikke overskud til selv at finde ud af, hvordan hun skulle håndtere situationen. Det var ikke muligt at sige fra til et møde som det, så Hanne kontaktede sin chef og gav en status på hendes situation, og så blev mødet aflyst, men den havde efterladt en usikkerhed hos hende.

“Det var nogle mærkelige ting, der skete. En utryghed, som slet ikke havde været nødvendig. Jeg tror simpelthen ikke, de havde prøvet sådan et forløb som mit før,” siger Hanne Nielsen.

”Jeg var nødt til at træffe et valg”

Kort tid efter dør Hannes mand. Der følger en tid med stor sorg, meget praktik, og usikkerhed om, hvad hun kunne vende tilbage til med en langsom opstart.

”Når man står i sådan en situation, så ryger alt op i luften – hvad er mulighederne, når jeg nu står her alene? Økonomi – kan jeg arbejde så meget, som jeg gjorde før, og hvordan kommer det til at hænge sammen?” beskriver Hanne Nielsen.

Mens Hanne er i optrapning i timer på arbejdet, har virksomheden svært ved at vente på, at hun kommer op i fuldt gear igen – for de mangler hende - og hun bliver bedt om at beslutte, om hun vil tilbage fuld tid eller have en fratrædelsesordning. Hanne valgte det sidste.

“Jeg blev inviteret til et møde, hvor jeg får at vide, at mit job kunne jeg godt komme tilbage til, men vi skulle finde ud af, hvad jeg kunne, og hvad jeg ikke kunne inden for en given tidsperiode – eller også kunne jeg vælge en fritstilling. Og så måtte jeg vælge fritstillingen, fordi jeg vidste ikke, hvor hurtigt jeg kunne tage det fulde ansvar på jobbet.”

Brug for at snakke med andre pårørende

Hanne beskriver tiden som pårørende, hvor hun på den ene side gerne vil være stærk, men på den anden side også går i stykker og har brug for nogen at støtte sig til.

”Jeg havde brug for nogen at snakke med, som havde en tilsvarende oplevelse uden at være i sygehusvæsenet eller behandlersituationer,” siger Hanne Nielsen.

Noget af det, der var svært, var hvor meget hun kunne trække på vennekredsen, for hun ville nødig have, at de blev trætte af det. Selvom hendes rationelle side ville sige, at det ville de ikke blive, så oplevede hun alligevel, at der var nogen, der trak sig lidt, og som ikke kunne håndtere det, eller ikke brød sig om at snakke om det – også dem, som hun slet ikke havde forestillet sig ville have det sådan.

”Måske var det fordi, de vidste, hvor ekstremt påvirket jeg var af situationen. Virkelig. Når følelserne kommer ind over, tror jeg, folk ikke rigtig ved, hvad de støder på, når de henvender sig, og om personen krakelerer eller hvad,” siger Hanne Nielsen.

Et fællesskab hvor man kan dele erfaringer 

Hanne forklarer, at hun har brugt al den hjælp, hun kunne finde. Hun gik til psykolog, og fik kontakt til Kræftens Bekæmpelse, hvor der var stor hjælp at hente for pårørende. Hun havde brug for nogen, der udefra og neutralt kunne forklare, hvad hun gik igennem som pårørende, og samtidig havde hun brug for nogen, der havde været det samme igennem.

”Det giver en ny vinkel på nogle ting, når man mødes i et fællesskab af pårørende. Det er noget helt andet, end når man skal forklare det til andre, som ikke har været det igennem. Det tror jeg, kan blive det samme med netværksgruppen for pårørende i IDA,” siger Hanne Nielsen om IDAs nye netværksgruppe Livsmestring for pårørende.

En netværksgruppe kan være en god støtte, når livet pludselig forandrer sig. Der opstår et hav af praktiske og følelsesmæssige udfordringer – fra økonomi og sociale relationer til sparring til, hvordan man tager svære emner op med kolleger eller chefer, når man har brug for forståelse og fleksibilitet.

“Jeg tror, sådan en gruppe kan hjælpe med at finde ud af, hvordan man bedst kan agere – både i privatlivet og på arbejdspladsen. Et fællesskab, hvor man kan dele erfaringer og få konkrete råd, kan gøre en stor forskel,” siger Hanne Nielsen.