Nyhed
Banebrydende dom: Deltidsansatte har krav på merarbejdsbetaling
To nye kendelser slår fast, at deltidsansatte i det private har krav på honorering for merarbejdstimer ud over deres individuelt aftalte arbejdstid (fx. 30 timer) og ikke først når arbejdstiden overstiger fuldtidsnormen (typisk 37 timer). Dette gælder, hvis en sammenlignelig fuldtidsansat i samme stilling ville have haft ret til merarbejdshonorering.
Kendelserne medfører, at hvis en fuldtidsansat har krav på udbetaling af merarbejde i forholdet 1:1 eller afspadsering af merarbejdet i forholdet 1:1, vil en deltidsansat have samme krav på honorering af det merarbejde, der ligger udover den deltidsansattes individuelt aftalte arbejdstid.
Hvis en sammenlignelig fuldtidsansat ikke har ret til honorering for merarbejde udover deres fuldtidsnorm, giver kendelserne heller ikke deltidsansatte et krav.
Kendelserne bevirker, at visse overenskomstbestemmelser og lokalaftaler på det offentlige og private område er i strid med deltidsdirektivet, og skal ændres fremadrettet. IDA er i øjeblikket i gang med at kortlægge, hvor det er tilfældet.
Kendelserne vil også have betydning for ikke-overenskomstdækkede private virksomheder, hvis de også har anvendt et princip om først at honorere deltidsansattes merarbejde, når arbejdstiden overstiger fuldtidsnormen.
Hvad betyder det for jer som tillidsvalgte?
I skal være opmærksomme på, at deltidsansatte kan have et bagudrettet krav på merarbejdshonorering, hvis de har arbejdet ud over deres kontraktfastsatte timetal, uanset om timerne ikke er blevet honoreret, kun er betalt som almindelig timeløn eller er afspadseret 1:1. Det gælder også i sager, hvor der tidligere er givet afslag med henvisning til deltidsansættelsen.
Kendelserne er meget nye, og der mangler stadig væsentlige afklaringer med arbejdsgiverne bl.a. hvordan krav formelt skal rejses og hvordan en eventuel kompensation skal beregnes.
Hvis I som TR bliver kontaktet af et medlem, der har fået afslag på betaling eller afspadsering for merarbejde under fuldtidsnormen på grund af deltidsansættelse, og der findes dokumentation for det, bør I henvise dem til IDA.
Eksperten bag artiklen:
Fadime Uysal Brandi
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Som medlem af IDA kan du få rådgivning om kontrakt og ansættelsesvilkår.