IT og digitalisering

IT-infrastrukturens vaklende tårn

– og hvorfor det (stadig) står, selvom det ikke burde. For bag lag af kode, cloud-services og open source-afhængigheder holder mennesker systemerne oppe med erfaring, dømmekraft og ansvar.

IT-infrastrukturens vaklende tårn
Billede: IDA

Du står øverst i tårnet. Med din applikation, dit system, din forretning – eller dit ansvar:

Under dig: et imponerende, skrøbeligt og lettere absurd tårn af software, services, open source-projekter, cloud-løsninger og kode, som nogen engang har skrevet, vedligeholdt – og i mange tilfælde aldrig fået betaling for. 

Velkommen til it-infrastrukturens vaklende tårn. 

Ét klik fra kollaps 

Memen her – som har cirkuleret i forskellige versioner blandt udviklere de seneste år - er blevet et slags inside-joke i it-verdenen. Den viser det, mange it-professionelle allerede ved: 

Moderne digitale løsninger hviler på et fundament, der både er genialt og skræmmende skrøbeligt. 

Et enkelt open source-bibliotek, en DNS-tjeneste, en opdatering, der gik lidt for hurtigt ud… og pludselig står halvdelen af internettet og vipper. 

CrowdStrike, Cloudflare, AWS, Microsoft. Store navne, store muskler – men også mange afhængigheder. Og nederst i tårnet?

C-udviklere, Linux-fundamentet og “nogen der engang skrev den her kode, fordi det var spændende”. 

IDA-medlemmet i midten af tårnet 

Hvis vi skulle indsætte en ekstra brik i memen, ville den nok hedde: 

“IDA-medlem, kl. 02:17, med pager-duty” 

For mange af dem, der holder tårnet oprejst, er netop IDAs medlemmer: 

  • specialister, der forstår systemerne, fordi de har set dem fejle
  • udviklere, der ved, at “det burde vi nok dokumentere”
  • it-arkitekter, der konstant balancerer mellem drift, sikkerhed og forretning
  • og dem, der får skylden, når noget går ned – også selvom det var tre lag længere nede i tårnet 


Det er ikke glamourøst. Men det er kritisk. 

Ikke så overdrevet igen

At memet ikke er det rene julegøgl er blevet understreget flere gange.

Eksempelvis i 2016, hvor udvikleren Azer Koçulu fjernede den lille open source-pakke left-pad fra NPM. Resultatet var driftsforstyrrelser hos bl.a. Facebook, PayPal, Netflix og Spotify, som alle – direkte eller indirekte – brugte pakken. left-pad bestod af ca. 11 kodelinjer og løste en simpel opgave: at tilføje tegn foran en tekststreng.

Et lille fundament, mange byggede på – indtil det forsvandt.

Hvorfor er tårnet blevet så vaklende? 

Det korte svar: tempo og kompleksitet. 

Det lidt længere: 

  • Vi bygger oven på eksisterende løsninger, fordi det er effektivt
  • Vi genbruger open source, fordi det er klogt
  • Vi outsourcer drift og infrastruktur, fordi det giver skala 

Men tilsammen skaber det systemer, hvor: 

  • ingen har det fulde overblik
  • ansvaret er fordelt (eller forsvundet)
  • robusthed ofte kommer efter funktionalitet 


Det er ikke sjusk. Det er et vilkår i moderne it. 

Pointen (og hvorfor memen er mere end en joke)

Memen er sjov, fordi den er sand. Men den peger også på noget alvorligt: 

Det er ikke teknologien alene, der holder tårnet oprejst. Det er mennesker.

Viden, dømmekraft, erfaring – og evnen til at samarbejde på tværs af systemer, leverandører og fagligheder. 

Måske er den vigtigste brik i tårnet derfor ikke endnu et værktøj, men: 

  • tid til at tænke
  • rum til at dele viden
  • og kompetencer til at forstå helheden – ikke kun koden 


Og netop dér har IDA og IDAs medlemmer en helt central rolle. 

For tårnet vakler. Men det står - fordi nogen holder øje. 

Læs mere:

Tema

IT og digitalisering

Se IDAs tilbud IT-arkitektur, cybersikkerhed, UX, UI, AI og machine learning, programmering og softwareudvikling, datascience, compliance og datasikkerhed.

Tema

Kursusoversigt

Få adgang til et bredt udvalg af kurser hos IDA, skræddersyet til STEM-uddannede. Sikr din markedsværdi og udvikl dine kompetencer hele karrieren

Kontakt

Få hjælp nu

Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.