Ledelse og projektledelse

De dilemmaer ingen fortæller dig om, når du får ansvar uden titel

Uklarhed om mandat, relationer der ændrer sig, og det usynlige ansvar for at lede opad. Artiklen udfolder de dilemmaer, mange oplever, når de får ansvar uden titel - men som sjældent bliver sagt højt.

Du behøver ikke have en ledertitel for at stå i en ledelsesrolle. Mange bliver udnævnt som projektleder, teamkoordinator eller fagansvarlig og opdager hurtigt, at der følger forventninger med, som rækker langt ud over det faglige. Du skal skabe fremdrift, få andre med og tage ansvar - uden formelt mandat og uden personaleansvar. 

Erfaringerne i denne artikel stammer fra mennesker, der befinder sig midt i den virkelighed. Samlet peger de på gennemgående dilemmaer i uformel ledelse: uklarhed om rolle og mandat, relationer der forandrer sig, vanskeligheder med at lede opad og en tendens til at tage mere ansvar, end rollen egentlig rummer. 

Når ansvaret er tydeligt - men mandatet uklart

For mange begynder uformel ledelse med en oplevelse af, at ansvaret er givet, mens rammen omkring det ikke er. Opgaven skal løses, men rollen er ikke tydeligt defineret. Det skaber usikkerhed om, hvor langt man kan gå, og hvad man egentlig kan tillade sig: 

“Jeg er blevet teamkoordinator i mit team og har brug for at finde min rolle. Det er uklart for mig, hvad mit mandat er, og hvordan jeg får afklaret mit ansvar.” 

Når mandatet ikke er tydeligt, bliver ledelse ofte noget, man prøver sig frem med. Det kan føre til tøven og til, at både kollegaer og samarbejdspartnere bliver usikre på, hvem der gør hvad. 

Når relationerne ændrer sig – uden at nogen siger det højt

En gennemgående erfaring handler om relationer. Selvom titlen ikke ændrer sig, gør samarbejdet det ofte. 

“Jeg oplever, at mine kollegaer har ændret indstilling til mig efter jeg er blevet koordinator.” 

Nogle møder modstand, andre afstand. Samtidig er ønsket om at bevare det gode samarbejde stærkt, hvilket kan gøre det svært at være tydelig. 

“Jeg har svært ved at sige fra og kræve noget, fordi jeg ikke har lyst til at ødelægge det gode forhold.” 

Her opstår dilemmaet: Holder du igen, sker der for lidt. Er du tydelig, risikerer du at påvirke relationen. Uformel ledelse udspiller sig midt i relationer med en historie – og det gør den både personlig og sårbar. 

Når det sværeste ikke er at lede til siden - men opad

For mange viser det sig, at den største udfordring ikke ligger i samarbejdet med kollegaerne, men i relationen til dem, der formelt har beslutningskraften:  

“Jeg har det godt med mine kollegaer, men vi taler forbi hinanden, når jeg skal lede opad. Det er uklart for mig, hvad der forventes af mig.” 

Ledelse opad bliver ofte et usynligt ansvar. Du forventes at tage initiativ, skabe overblik og handle selvstændigt - samtidig med at prioriteringer og beslutninger ligger et andet sted. Når forventningerne ikke er tydelige, kan det føles som at navigere uden faste pejlemærker. 

Når engagement langsomt bliver til overansvar

Mange, der får ansvar uden titel, har et højt personligt engagement i opgaven. Det er ofte netop derfor, de bliver valgt. Men engagement er sjældent jævnt fordelt: 

“Jeg har svært ved at forstå og acceptere, at de andre i projektet ikke har samme ansvar og engagement som jeg har.” 

Når andre ikke prioriterer opgaven på samme måde, begynder man ofte selv at tage mere ansvar for at sikre fremdrift. På kort sigt får det tingene til at fungere – på længere sigt kan engagementet glide over i overansvar. 

Når rammerne hele tiden flytter sig

Nogle erfaringer handler ikke om relationer eller kommunikation, men om de vilkår, ledelsen udøves under. 

“Jeg har ansvar for projekter, som hele tiden bliver ændret eller stoppet undervejs.” 

At tage ansvar i rammer, der konstant ændrer sig, stiller store krav til både motivation og vedholdenhed – særligt når man ikke selv har indflydelse på beslutningerne. 

Et fælles, men ofte usynligt erfaringsrum

Samlet set peger erfaringerne på, at uformel ledelse sjældent handler om manglende kompetencer. Udfordringerne opstår i spændingsfeltet mellem ansvar og mandat, relation og tydelighed, engagement og grænser. 

Det er dilemmaer, mange står i - men som sjældent bliver talt åbent om. Men når der bliver sat ord på, bliver det tydeligt, at uformel ledelse er langt mere kompleks, end den ofte bliver fremstillet. 

Og at det ikke er den enkelte, der er forkert. Det er rollen, der er krævende. 

Kursus

Den uformelle leder

Håndterer du mange interne og eksterne interessenter i dit arbejdsliv, så opererer du sandsynligvis som uformel leder. Succes i denne rolle kræver et klart mandat og stærke relationskompetencer oveni din faglighed.

Kursus

Den uformelle leder

Håndterer du mange interne og eksterne interessenter i dit arbejdsliv, så opererer du sandsynligvis som uformel leder. Succes i denne rolle kræver et klart mandat og stærke relationskompetencer oveni din faglighed.

Læs mere:

Tema

Ledelse og projektledelse

Se IDAs tilbud om arbejdsmiljø, strategisk ledelse, organisationsudvikling, team management, projektledelse og procesledelse, kvalitet og optimering.

Tema

Kursusoversigt

Få adgang til et bredt udvalg af kurser hos IDA, skræddersyet til STEM-uddannede. Sikr din markedsværdi og udvikl dine kompetencer hele karrieren

Kontakt

Få hjælp nu

Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.