Ledelse og projektledelse
Pas på hullerne! Styr udenom disse faldgruber
Uformel ledelse: Undgå disse 5 faldgruber
Som uformel leder kan du blive fristet til at fokusere på din faglige viden, men succes kræver langt mere end det. Din evne til at bygge relationer, holde fast i klare prioriteter og justere din tilgang er afgørende for at skabe resultater og opbakning.
Her er de fem mest almindelige udfordringer og konkrete råd til, hvordan du styrer uden om dem:
1. At tro, det primært handler om din fag-faglighed
Mange uformelle ledere tror, at deres succes afhænger af faglige kompetencer alene. Men dine interessenter vurderer dig også på din relationelle kompetence – og manglende relationskompetence kan blive en barriere. For at lykkes er det vigtigt at forstå dine kollegers personligheder, mål og præferencer. Kombinationen af faglighed og gode relationer danner grundlaget for, hvad du kan opnå som uformel leder.
2. Uklare prioriteter: Opgave- og personlige mål i fokus
Som uformel leder er det vigtigt at have styr på dine prioriteter. Er du klar over, hvad du vil opnå i opgaven? Har du også overvejet dine personlige mål? Uklare prioriteter kan gøre det svært at navigere og handle konsekvent. Ved at fastlægge både dine opgave- og personlige mål skaber du et pejlemærke, der hjælper dig til at tage velovervejede beslutninger og sikrer, at du kan handle med større klarhed og sikkerhed.
3. Manglende mandat: Afklar din rolle som uformel leder
Selv om du har fået rollen som uformel leder, har du måske ikke det mandat, du har brug for. Dit mandat skal både være på plads fra din chef og dine kolleger. Afklar med din leder, hvad din rolle indebærer, og vær tydelig over for teamet. Dine kolleger skal også have tillid til dit mandat, og det kræver både tydelig kommunikation og opbygning af relationer. Mandat handler i sidste ende om følgeskab, og det kræver en aktiv indsats fra dig som leder.
4. Gentage uden at justere: Når dine tilgange ikke virker
Gentagelse kan være en fælde i uformel ledelse. Når noget ikke virker, kan det skyldes, at tilgangen ikke matcher situationen. Lær af dine resultater og juster din adfærd, når nødvendigt. Forstå, hvad der får dine metoder til at fungere – eller ej. Relationer spiller også en stor rolle her. Når du kender dine kollegers mål og vilkår, bliver det lettere at finde tilgange, der virker i praksis. Justering og fleksibilitet er dine bedste redskaber som uformel leder.
5. Begrænsning af manøvrerum: Slip hjørneflagene løs
Mange uformelle ledere begrænser ubevidst deres manøvrerum ved at holde ”hjørneflagene” tæt på sig selv. Som leder har du brug for fleksibilitet til at skabe resultater gennem andre. Vær åben over for at tilpasse din adfærd, selv når det ligger uden for din komfortzone. Jo større fleksibilitet du tillader i din tilgang, desto nemmere bliver det at skabe opbakning. Ved at give slip på de begrænsende hjørneflag kan du skabe mere tillid og samarbejde i teamet.
Mere end faglighed
Uformel ledelse kræver mere end faglig dygtighed. For at styrke dine muligheder er det afgørende at opbygge stærke relationer, holde fokus på klare prioriteter og opnå mandat fra både ledelse og kolleger.
Når du styrer uden om disse faldgruber, er du bedre rustet til at skabe opbakning, resultater og langsigtet succes som uformel leder.
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.