Ledelse og projektledelse

Tre overraskelser, der rammer den nye leder

Mange ingeniører og naturvidenskabeligt uddannede bliver forfremmet, fordi de er fagligt dygtige. Men det kommer ofte som en overraskelse, hvor lidt af det, de lykkedes med som specialister, kan bruges direkte i lederrollen.

Ledelse er en disciplin i sig selv – og den kræver nye kompetencer.

Ifølge erhvervspsykolog Mirja Olesen fra Lead Next Generation, som underviser nye ledere, støder mange på de samme uventede udfordringer i begyndelsen.

1. Du er ikke længere i opposition – du er en del af ledelsen

Mange nye ledere går til opgaven med ønsket om at ændre tingene – på vegne af deres tidligere kolleger. Men det billede skal nu nuanceres.

"Som leder skal du kunne stå på mål for beslutninger, der ikke nødvendigvis er dine egne. Du skal finde gode argumenter for tiltag, du ikke selv har besluttet – og formidle dem loyalt videre," siger Mirja Olesen.

Det handler om at finde balancen: Du skal stadig lytte til medarbejderne og skabe tillid, men du er også et led mellem dem og den øverste ledelse. Det kræver, at du skifter perspektiv.

2. Du skal motivere – ikke mestre alt selv

Selv om du er blevet leder på grund af din faglighed, skal du nu træde et skridt tilbage fra detaljerne og i stedet skabe rammerne for, at andre lykkes.

"Fagligheden er ikke problemet – men det bliver den, hvis man ikke opdager, at man også skal noget andet. Ledelse handler om at motivere, sætte retning og skabe tryghed, ikke om at løse alle opgaverne selv," forklarer Mirja Olesen.

I en virkelighed præget af forandringer og innovation

er din vigtigste opgave at få teamet til at spille hinanden gode – uden selv at gribe ind i alle processer.

3. Du skal forstå – ikke ligne – dine medarbejdere

Det er let at lede mennesker, der minder om én selv. Hvis du er struktureret og planlæggende, vil du typisk have let ved at samarbejde med andre, der arbejder på samme måde. Men det er ikke altid den virkelighed, du møder som leder.

"Du kommer til at lede medarbejdere, der tænker og arbejder helt anderledes end dig. Det kræver både rummelighed og selvindsigt," siger Mirja Olesen.

Her bliver professionelle ledelsesværktøjer vigtige. Du skal kunne forstå andres behov og tilpasse din ledelsesstil – ikke bare forvente, at de tilpasser sig dig.

Alle tendenser, man selv har, bliver ganget op, når man er leder. Derfor kræver ledelse, at du forstår, at der er andre måder at arbejde på end din egen. Forstår man ikke det, kan der opstå frustrationer.
Mirja Olesen,,
Erhvervspsykolog

Fra specialist til leder: Et nyt sæt kompetencer

At blive leder er ikke bare et skridt op ad karrierestigen – det er et skridt ind i en ny rolle, med nye krav. Du skal navigere mellem medarbejdere og ledelse, motivere uden selv at overtage opgaver og forstå mennesker, der arbejder helt anderledes end dig selv.

Det kræver noget andet end faglig ekspertise. Men med de rette værktøjer og et åbent sind kan du vokse med opgaven – og skabe resultater, der rækker langt ud over det, du kunne alene.

Hvem er Mirja Olesen?

Mirja Olesen er CEO i Lead Next Generation, som har speciale i at understøtte ledere i at lede forandringer og innovation.

Mirja har mere end 15 års erfaring med ledelses-og organisationsudvikling fra ind-og udland. Hun er autoriseret psykolog og arbejder i spændingsfeltet mellem forretningsudvikling og psykologien. 

Kursus

Introduktion til ledelse

Et kursus, der hjælper dig godt fra start som ny leder. Bliv trænet i de ledelsesudfordringer, der følger med i din nye rolle, og styrk på den måde dine forudsætninger for at skabe gode resultater.

Kursus

Introduktion til ledelse

Et kursus, der hjælper dig godt fra start som ny leder. Bliv trænet i de ledelsesudfordringer, der følger med i din nye rolle, og styrk på den måde dine forudsætninger for at skabe gode resultater.

Læs mere:

Tema

Ledelse og projektledelse

Se IDAs tilbud om arbejdsmiljø, strategisk ledelse, organisationsudvikling, team management, projektledelse og procesledelse, kvalitet og optimering.

Tema

Kursusoversigt

Få adgang til et bredt udvalg af kurser hos IDA, skræddersyet til STEM-uddannede. Sikr din markedsværdi og udvikl dine kompetencer hele karrieren

Kontakt

Få hjælp nu

Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.