Udvikling og kompetencer
Du har travlt – men spilder du i virkeligheden tiden?
Løber du uden at nå frem?
Er det her din arbejdsdag? Du møder ind. Du er travlt optaget hele dagen. Du svarer, klikker, går til møder, skifter kontekst. Men når du lukker ned, spørger du dig selv: “Hvad nåede jeg egentlig i dag?”
Måske kender du fornemmelsen: Du er mentalt udmattet, men kan ikke sætte fingeren på, hvad du egentlig har brugt kræfterne på. Du føler dig nyttig, men ikke nødvendig.
Mange teknisk og fagligt stærke profiler havner her, fordi de netop kan tage ansvar for lidt af hvert. Men jo mere du lader din tid styre af mødeindkaldelser, andres hasteopgaver eller løse opgaveformuleringer, jo større bliver risikoen for at miste grebet om det, der giver dig retning og tilfredshed i arbejdet.
Og så er det, mange oplever, at de arbejder meget – men uden egentlig at bevæge sig fremad. Det handler ikke om dovenskab eller manglende vilje. Tværtimod. Det handler om mentalt spild.
Hvad er mentalt spild?
Mentalt spild opstår typisk, når din opmærksomhed bliver trukket i for mange retninger.
Når du hopper fra møde til møde uden at reflektere. Når du løser opgaver uden klart formål. Når du bruger tiden på andres prioriteter – og glemmer dine egne. Og når du mister forbindelsen til det, der egentlig driver dig.
Med andre ord: når dine opgaver er
- uklare i formål og ramme
- dårligt prioriteret eller forstyrrende
- lavt meningsskabende ift. vores faglige drivkraft
Resultatet? En følelse af tomhed, træthed – og spildt energi.
Tegn på mentalt spild:
- Du hopper konstant mellem opgaver og mister flow
- Du er mentalt udmattet, uden at have afsluttet noget vigtigt
- Du føler dig nyttig, men ikke nødvendig
- Du mister forbindelsen til, hvorfor du laver det, du laver
4 greb til at genvinde mening og fokus
For at genvinde mening og fokus kræver det ikke nødvendigvis radikale forandringer. Det begynder med noget så simpelt – og så svært – som at stille spørgsmål.
Når du får afklaret formål og retning, begynder opgaverne at hænge sammen igen. Du får lettere ved at prioritere, lettere ved at sige nej – og lettere ved at finde flow. Det handler ikke om at fylde din dag med mere. Tværtimod handler det om at bruge den begrænsede tid, du har, på det, der rent faktisk giver mening.
Og det kræver både indsigt og mod: Indsigt i dine egne mønstre og drivkræfter. Og mod til at tage snakken, når rammerne omkring dig ikke understøtter det arbejde, du egentlig burde lave.
1. Hvad er målet med opgaverne?
En god start er at blive mere bevidst om, hvad dine opgaver egentlig skal føre til: Hvad er målet? Hvem er modtageren? Hvad er succeskriteriet?
Og hvad ville der ske, hvis opgaven slet ikke blev løst? Det fortæller dig nemlig noget om, hvor vigtig opgaven egentlig er.
2. Tag ejerskab over din kalender
Dernæst handler det om at tage ejerskab over din tid. Når alt haster, og din kalender styres af andres behov, forsvinder overblikket.
Begynd med små blokke af fokustid – og beskyt dem, som var det møder. Fordi det i virkeligheden er netop dét: Møder med dig selv og dine egentlige opgaver.
3. Sortér i det ligegyldige
Ikke alt kræver din opmærksomhed. Brug 80/20-princippet til at identificere det, der skaber mest værdi.
80/20-princippet, også kaldet Pareto-princippet, beskriver, hvordan 80 % af resultaterne ofte stammer fra 20 % af indsatsen. Det betyder, at en lille del af dine opgaver typisk skaber størstedelen af værdien – og at du med fordel kan prioritere dem.
Ved at fokusere på netop disse, kan du frigøre tid og mentale ressourcer fra det, der støjer, men ikke gavner.
4. Genfind dit faglige "hvorfor"
Endelig kan det være værdifuldt at genfinde dit eget "hvorfor". Hvad gør dit arbejde meningsfuldt? Hvad giver dig faglig energi? Og hvordan kan du skabe mere plads til netop dét?
Sæt ord på, hvad der giver dig faglig mening – og søg det aktivt. Mening er ikke luksus. Det er brændstof.
Find tilbage til det, der giver mening
Når du får afklaret formål og retning, begynder opgaverne at hænge sammen igen. Du får lettere ved at prioritere, lettere ved at sige nej – og lettere ved at finde flow. Det handler ikke om at fylde din dag med mere. Tværtimod handler det om at bruge den begrænsede tid, du har, på det, der rent faktisk giver mening.
Og det kræver både indsigt og mod: Indsigt i dine egne mønstre og drivkræfter. Og mod til at tage snakken, når rammerne omkring dig ikke understøtter det arbejde, du egentlig burde lave.
For i sidste ende er der ikke noget galt i at have travlt. Men hvis du ikke ved, hvorfor du har travlt – så er det ikke sikkert, det er dig, der styrer.
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.