Nyhed

Lav startløn kan koste 1.000.000 kroner

Mange nyuddannede kvinder begynder karrieren med en lavere startløn end nyuddannede mænd. Dukker der ikke ekstraordinære store lønstigninger op i løbet af karrieren, kan dette lønefterslæb akkumulere sig til en formue.

En lav startløn kan akkumulere sig til en formue over et arbejdsliv, hvis man ikke får ekstraordinært store lønstigninger i sin karriere.
En lav startløn kan akkumulere sig til en formue over et arbejdsliv, hvis man ikke får ekstraordinært store lønstigninger i sin karriere. Billede: iStock
Billede: iStock

Godt begyndt er halvt fuldendt, lyder et gammelt ordsprog. Det samme gør sig gældende for den startløn, du begynder din karriere med. For den kommer med stor sandsynlighed til at spille en væsentlig rolle for din livsindkomst.  

År efter år kan IDA dokumentere, at nyuddannede kvinder i gennemsnit får en lavere startløn end deres mandlige kolleger. Sidste år var den gennemsnitlige forskel mere end 1.300 kr. om måneden. Og begynder du dit arbejdsliv med en lavere startløn end andre nyuddannede, så vil det med stor sandsynlighed få mærkbare konsekvenser for din livsindkomst. Det viser et regneeksempel, som IDA har lavet baseret på medlemmernes lønudvikling gennem de seneste 22 år.

Udgangspunktet er et lønefterslæb på 1.000 kr. om måneden i det første job. Gennem et arbejdsliv på 40 år, som byder på lønstigninger på et gennemsnitligt niveau – 3,5 pct. om året – men ikke ekstraordinært store lønstigninger, som indhenter forskellen i startløn, står man tilbage med et akkumuleret løntab på mere end 1 mio. kr. i livsindkomst. Helt præcist 1.014.603 kr.

”Dette regneeksempel viser, hvor vigtigt det er at komme rigtigt fra start lønmæssigt. Begynder man arbejdslivet med et lønefterslæb, og får man ikke store lønstigninger i løbet af sin karriere, som jo på ingen måde er givet, så kan det have stor betydning for både ens livsindkomst og størrelsen på den pensionsformue, man skal leve af i sit otium,” siger Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA.

”Så med mindre at man har udviklet et ufejlbarligt system til at vinde i Lotto, er det vigtigt, at alle går ind i enhver lønforhandling med den bedst mulige forberedelse. Derfor vil jeg opfordre alle og særligt de nyuddannede kvinder til at gøre brug af alle tilgængelige lønværktøjer, så man er så godt forberedt til lønsamtalen som overhovedet muligt,” siger hun.

Helt konkret drejer det sig om IDAs lønstatistik og IDAs lønberegner. Derudover opfordrer Malene Matthison-Hansen medlemmerne til at kontakte tillidsvalgte hos den arbejdsgiver, de søger job hos, så de får et klart billede af lønniveauet.

Malene Matthison-Hansen mener også, at arbejdsgiverne har et stort ansvar.

”Nogle vil sikkert pege på, at kvinder måske har lavere lønforventninger eller er dårligere til at forhandle løn. Det kan sagtens være en del af forklaringen, men det vil være urimeligt at placere ansvaret ene og alene på kvindernes skuldre. Arbejdsgiverne spiller også en vital rolle i at komme denne strukturelle ulighed til livs og sikre, at alle medarbejdere aflønnes retfærdigt og objektivt,” siger hun.

Malene Matthison-Hansen håber, at mere åbenhed om løn vil medvirke til at forbedre tingenes tilstand. Senest i 2026 skal det EU-direktiv, som bl.a. forpligter arbejdsgiverne til at være langt mere transparente om lønniveauet overfor jobansøgere, være implementeret i dansk lovgivning.

”Her skal vi være så ambitiøse som muligt, så flest mulige virksomheder forpligtes til at skabe lønåbenhed. Det vil tvinge flere arbejdsgivere til at forholde sig aktivt til, hvorfor de ofte tilbyder nyuddannede mænd en højere løn end nyuddannede kvinder og gøre noget for at ændre det,” siger hun.

Læs mere:

Nyhed

Kvinder starter karrieren med et lønefterslæb

Nyuddannede kvindelige ingeniører, it-specialister og scient.er får i gennemsnit en lavere startløn end deres mandlige kolleger.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Kontakt

Få personlig rådgivning om løn

Som medlem af IDA kan du få rådgivning om løn og lønforhandling.