Regler for barselsorlov ved fødsel før 2. august 2022

Er du lønmodtager og forældre til et barn født før 2. august 2022? Få styr på de gamle regler for barsel, løn og dagpenge under din orlov.

Få styr på de gamle regler for barsel, løn og dagpenge under din orlov.

Er du mor eller far til et barn født før 2. august 2022, består orlov i forbindelse med fødslen af et barn:

  • Graviditetsorlov – til moderen før barnet bliver født
  • Barselsorlov – til moderen umiddelbart efter barnets fødsel
  • Fædreorlov eller orlov til medmor – til partneren umiddelbart efter barnets fødsel
  • Forældreorlov – kan deles mellem mor og far / medmor efter barnets fødsel.

Her kan du læse om dine muligheder for at holde orlov ved graviditet og fødsel af et barn, og bruge IDAs barselsberegner for at finde ud af hvor meget barsel du har krav på, hvis du har født før 2. august 2022 og du er privatansat eller offentlig ansat i kommune, region eller stat.

Har du fået barn EFTER 2. august 2022?

Læs om de nuværende regler for barsel

Læs om de nuværende regler for løn og dagpenge

Graviditetsorlov: 4 - 8 uger før fødslen

Som mor har du ret til graviditetsorlov op til fødslen.  

Hvor lang graviditetsorloven er, kommer an på dine ansættelsesforhold: 

Privatansat: Som mor har du har ret til fravær i 4 uger før forventet fødsel.  

Ansat i kommune / region: Som mor har du ret til orlov fra 8 uger før forventet fødsel 

Ansat i staten: Som mor her du ret til orlov fra 6 uger før forventet fødsel. 

Den dag fødslen forventes (terminsdatoen) indgår i de uger, du har fravær.  

Føder du før forventet fødsel (terminsdatoen), mister du den del af graviditetsorloven, du ikke nåede at holde før fødslen. 

Føder du derimod efter den planlagte termin, forlænges orloven med de dage, du går over tid.

Barselsorlov: 14 uger umiddelbart efter fødslen

Som mor har du ret til barselsorlov i 14 uger efter barnets fødsel.

Barselsorloven begynder dagen efter fødslen, og du kan ikke udskyde barselsorloven og holde den senere.

Privatansat: Du har ret til fravær i 14 ugers barselsorlov. Du har pligt til at holde de 2 første ugers barselsorlov, men fra og med den 3. uge kan du som privatansat efter aftale med arbejdsgiver genoptage arbejdet delvist. På den måde kan du forlænge barselsorloven med de timer, som du har genoptaget arbejdet med.

Ansat i kommune, region eller stat: Du har ret til fravær i 14 ugers barselsorlov. Du har pligt til at holde de 2 første ugers barselsorlov, men fra og med den 3. uge kan du som offentligt ansat efter aftale med arbejdsgiver genoptage arbejdet delvist. På den måde kan du forlænge barselsorloven med de timer, som du har genoptaget arbejdet med.

Fædreorlov eller orlov til medmor: 2 uger umiddelbart efter fødslen

Som far eller medmor har du ret til at holde orlov umiddelbart efter barnets fødsel i en sammenhængende periode på 2 uger. 

Betingelserne for din orlov afhænger af, hvor du som far/medmor er ansat. 

Privatansat: Du har som far eller medmor ret til 14 dages orlov. Du kan efter aftale med din arbejdsgiver forlænge perioden ved delvis at genoptage arbejdet og/eller holde orloven ad flere omgange inden for de første 14 uger efter fødslen.  

Ansat i kommune, region eller stat: Som far/medmor har du ret til at holde fædreorlov med fuld løn i 2 sammenhængende uger umiddelbart efter fødslen. Du kan efter aftale med din arbejdsgiver placere de 2 uger på at andet tidspunkt inden for de første 14 uger efter fødsel.  

Forældreorlov: 32 uger

Forældreorlov starter umiddelbart efter moderens 14 ugers barselsorlov.

Forældreorloven er for både privatansatte og ansatte i kommune, region eller stat 32 uger. Du har ikke ret til yderligere orlov, hvis du få flere tvillinger, trillinger eller flere børn på en gang.

Du kan holde forældreorlov når som helst indenfor de første 46 uger efter barnets fødsel. Er du ansat i det offentlige, skal du dog holde orlov med løn inden ulønnet orlov.

I forældreorlovens 32 uger kan I frit kan bestemme, om mor, far eller medmor holder orlov. I kan også frit vælge at holde forældreorlov i forlængelse af hinanden eller samtidig.

Vil eller kan I ikke holde forældreorloven som i forlængelse af barselsorloven, har I følgende muligheder for en mere fleksibel afholdelse af forældreorloven:

  • I kan genoptage arbejdet delvist og forlænge orloven med samme tid
  • I kan udskyde orloven
  • I kan forlænge forældreorloven.

Muligheder for at forlænge og udskyde forældreorlov

Delvis genoptagelse af arbejdet og forlængelse af forældreorloven

Du kan både som mor og far i perioden med forældreorlov genoptage arbejdet delvist og på den måde forlænge orlovsperioden. 

Du kan enten genoptage arbejdet på nedsat tid, eller du kan arbejde hele dage og have faste fridage. Arbejdstiden opgøres på ugebasis, så du skal arbejde mindre inden for en uge end før orloven.  

Genoptager du arbejdet delvist, kan du få barselsdagpenge for den tid, du holder orlov.  

Du skal aftale genoptagelsen af dit arbejde med din arbejdsgiver. I skal både aftale, at du genoptager arbejdet på nedsat tid, og at du forlænger orlovsperioden. Hvis du kun kan få en aftale med arbejdsgiveren om at genoptage arbejdet på nedsat tid, men arbejdsgiveren ikke vil være med til at forlænge orlovsperioden, kan du udskyde den del af forældreorloven, som du ikke holder. 

Udskyder du forældreorloven, kan du holde orlov senere, inden barnet fylder 9 år. Skifter du job, skal du aftale afholdelse af den udskudte orlov med din nye arbejdsgiver.  

Udskydelse af forældreorlov

Du kan udskyde forældreorlov og afholde den senere – enten fordi du har genoptaget arbejdet delvist, eller fordi du gerne vil holde orloven på et andet tidspunkt. 

Den udskudte forældreorlov skal være afholdt, inden barnet fylder 9 år.  

Som privatansat eller ansat i kommune, region eller stat kan du enten udskyde orlov retsbaseret eller aftalebaseret: 

Retsbaseret udskudt orlov:

  • Skal udgøre minimum 8 og maksimum 13 uger.
  • Skal afholdes som en sammenhængende periode.
  • Kan kun omfatte en af jer som forældre.
  • Giver dig ret til at afholde orloven, også selvom du skifter job.
  • Kan holdes efter barnet er fyldt 46 uger.

Du skal varsle, at du vil holde udskudt orlov, til din arbejdsgiver 16 uger før afholdelsen.

Du kan ændre retsbaseret udskudt orlov til en aftalebaseret udskudt orlov efter aftale med din arbejdsgiver. Ændrer du orloven til aftalebaseret udskudt orlov, kan du aftale med din arbejdsgiver, at den resterende orlov deles over flere perioder, eller at orloven afvikles i forbindelse med en delvis genoptagelse af arbejdet.

Aftalebaseret udskudt orlov:

  • Kan omfatte alle 32 ugers forældreorlov ELLER et færre eller større antal uger end de 8-13 uger.
  • Skal ikke afholdes som en sammenhængende periode, men kan holdes drypvis – enten som timer eller dage. Du kan fx genoptage arbejdet på nedsat tid og dermed forlænge orlovsperioden.
  • Kan udnyttes af begge forældre.
  • Du kan også efter aftale med din arbejdsgiver udskyde orlov, hvor du ikke har ret til dagpenge.
  • Skifter du job, kan du forsøge at indgå en aftale med din nye arbejdsgiver om afholdelse af udskudt orlov.

Du skal sammen med din arbejdsgiver lave en plan for, hvordan du vil afvikle aftalebaseret udskudt orlov.

Hvis du er ansat i kommune, region eller stat har du mulighed for at udskyde orlov, hvor du har ret til løn, til senere afholdelse. Betingelsen er dog, at du er ansat ved samme arbejdsgiver på tidspunktet for afholdelse af den udskudte orlov som på tidspunktet for udskydelsen af orloven.

Forlængelse af forældreorlov

Som mor, far eller medmor kan du forlænge forældreorloven med 8 eller 14 uger, hvis I er i arbejde. Er du ledig, kan du kun forlænge forældreorloven med 8 uger.

I skal holde forlængelsen lige efter forældreorloven, og I kan ikke kombinere den med andre fleksible muligheder som delvis afholdelse eller udskydelse af orlov. Det har altså en konsekvens at forlænge orloven.

I er ikke berettiget til dagpenge under forlængelsen, så I kan vælge enten at få fulde dagpenge i forældreorlovens 32 uger, eller I kan strække dagpengene og få nedsatte dagpenge i forældreorloven og forlængelsen af forældreorloven. I må dog ikke strække dagpengene, før I har holdt ugerne med fuld løn.

Er I berettigede til løn under forlængelsen, kan den også blive nedsat, da arbejdsgiveren kun får refunderet det nedsatte beløb.

Hvordan skal jeg varsle orloven?

Som mor skal du senest 3 måneder før forventet fødsel meddele din arbejdsgiver, om du vil holde graviditetsorlov.

Som far/medmor skal du senest 4 uger før forventet tidspunkt for fravær meddele din arbejdsgiver, at du holder orlov og hvor længe.

Senest 8 uger efter fødsel skal du som mor, far og medmor have varslet din arbejdsgiver om, hvordan du vil holde orlov, herunder om orlov udskydes til senere afholdelse.

PRIVATANSAT: Løn og dagpenge under barsel før 2. august 2022

Som privatansat vil din løn og pensionsopsparing under barsel været reguleret af funktionærloven, din ansættelseskontrakt, en lokalaftale, en privat overenskomst eller virksomhedens personalepolitik. 

Retten til løn vil som hovedregel være betinget af, om din arbejdsgiver modtager fuld dagpengerefusion i den periode, hvor du får løn. 

Har du ret til dagpenge? 

Graviditetsorlov: Som mor har du ret til fravær med halv løn (dog minimum dagpengesats) i 4 uger før forventet fødsel, medmindre du har bedre vilkår i din ansættelsesvilkår. 

Barselsorlov: Som mor har du ret til fravær med halv løn (dog minimum dagpengesats) i 14 ugers barselsorlov, medmindre din ansættelsesvilkår stiller dig bedre. 

Fædreorlov / orlov til medmor: Du har som far eller medmor ret til 14 dages orlov på dagpenge umiddelbart efter fødslen. Du kan dog være sikret bedre vilkår via din ansættelse. 

Forældreorlov: Som privatansat har du ret til dagpenge i forældreorlovens 32 uger medmindre du er bedre stillet i din ansættelsesvilkår. Som par har I dog kun ret til dagpenge i tilsammen 32 uger. 

ANSAT I KOMMUNE ELLER REGION: Løn og dagpenge under barsel før 2. august 2022

Som ansat i det offentlige er din barsel omfattet af IDAs overenskomster. 

Retten til løn vil som hovedregel være betinget af, om din arbejdsgiver modtager fuld dagpengerefusion i den periode, hvor du får løn. 

Har du ret til dagpenge?

Graviditetsorlov: Som mor har du ret til orlov med løn fra 8 uger før forventet fødsel. 

Barselsorlov: Som mor har du ret til fravær med fuld løn i 14 ugers barselsorlov umiddelbart efter fødslen. 

Fædreorlov / orlov til medmor: Som far eller medmor har du ret til at holde fædreorlov med fuld løn i 2 sammenhængende uger umiddelbart efter fødslen. 

Forældreorlov: Som kommunalt ansat mor eller far har du til følgende forældreorlov: 

  • 6 ugers forældreorlov med løn til mor
  • 7 ugers forældreorlov med løn til far
  • 6 ugers forældreorlov med løn til deling mellem mor og far

Hvis I begge er ansat i hhv. en kommune, en region eller staten, har I ret til 19 uger med fuld løn i alt. 

Hvis I som forældre er omfattet af hver jeres barselsaftale, fx hvis den ene af jer er ansat i staten og den anden i en kommune, har moren ret til 6 + 6 ugers løn og faren har ret til 7 + 6 ugers løn. 

Pensionsbidrag under orlov 
Som kommunalt eller regionalt ansat skal din arbejdsgiver indbetale såvel dit eget som arbejdsgivers pensionsbidrag i både den del af orloven, hvor du modtager løn, og i den del af orloven, hvor du modtager dagpenge. Du kan dog højest få pensionsbidrag under ulønnet orlov i 20 uger. Hvis du får nedsatte dagpenge, fordi du forlænger orloven, så vil du få et forholdsmæssigt nedsat pensionsbidrag. 

ANSAT I STATEN: Løn og dagpenge under barsel før 2. august 2022

Som ansat i det offentlige er din barsel omfattet af IDAs overenskomster. 

Retten til løn vil som hovedregel være betinget af, om din arbejdsgiver modtager fuld dagpengerefusion i den periode, hvor du får løn. 

Har du ret til dagpenge?

Graviditetsorlov: Som mor har du ret til orlov med løn fra 6 uger før forventet fødsel. 

Barselsorlov: Som mor har du ret til fravær med fuld løn i 14 ugers barselsorlov umiddelbart efter barnets fødsel. 

Fædreorlov / orlov til medmor: Som far eller medmor har du ret til at holde fædreorlov med fuld løn i 2 sammenhængende uger umiddelbart efter fødslen. 

Forældreorlov: Som kommunalt, regionalt eller statsansat mor eller far har du til følgende forældreorlov: 

  • 6 ugers forældreorlov med løn til mor
  • 7 ugers forældreorlov med løn til far
  • 6 ugers forældreorlov med løn til deling mellem mor og far

Hvis I begge er ansat i hhv. en kommune, en region eller staten, har I ret til 19 uger med fuld løn i alt. 

Hvis I som forældre er omfattet af hver jeres barselsaftale fx hvis den ene af jer er ansat i staten og den anden i en kommune, har moren ret til 6 + 6 ugers og faren har ret til 7 + 6 ugers løn. 

Pensionsbidrag under orlov

Når du er ansat i staten, skal din arbejdsgiver under hele orloven indbetale såvel dit eget som arbejdsgivers pensionsbidrag, uanset om du modtager løn eller dagpenge. Hvis du forlænger orloven, har du dog ikke ret til pensionsbidrag i den forlængede del af orloven.