Flere jobtilbud: Hvad skal du vælge, og hvad siger reglerne?

Selvom det er en luksus-situation at have flere jobtilbud på hånden, kan det alligevel opleves frustrerende. For hvad skal du vælge? Og kan du fortryde, når du allerede har skrevet under på en kontrakt. Det får du svar på her.

Når du er jobsøgende, har du ofte flere ansøgninger ude samtidigt og bliver måske inviteret til flere jobsamtaler. Det kan stille dig i en svær valgsituation, hvis du får tilbudt en af jobbene, men stadig mangler svar fra det job, som du allerhelst vil have.

Her beskriver vi nogle situationer, hvor du forhåbentlig kan få svar på dine spørgsmål og hjælp til at træffe dit valg:

 

Situation 1: Du får et job tilbudt, men venter samtidig på svar fra et andet job, som du hellere vil have. Hvad kan du gøre?Link kopieret

Det kan være et svært dilemma at stå i den situation.

I første omgang kan du forsøge at trække tiden et par dage i håb om, at du når at høre fra den anden arbejdsplads.

Hvis det ikke er muligt, kan det være en fordel at underskrive en kontrakt, så du er sikret, at du kan starte på jobbet. Nedenfor i situation 2 kan du læse om reglerne, hvis du så efterfølgende får tilbudt det job, som du hellere vil have.

 

Situation 2: Du har underskrevet en ansættelseskontrakt på et nyt job, men nu får du et jobtilbud, som du hellere vil skifte til. Hvad kan du gøre?Link kopieret

Der er desværre ikke en form for fortrydelsesfrist, hvor du kan ”annullere” underskriften.

Når du først har skrevet under på en ansættelseskontrakt, er den juridisk bindende, fordi du har en aftale om en startdato.

Du er derfor forpligtet til at arbejde for virksomheden fra startdatoen, og indtil du i forhold til dit opsigelsesvarsel kan fratræde din stilling. Opsigelsesvarslet står i din kontrakt, og ofte vil der være et forkortet opsigelsesvarsel i de første 3 måneder (prøvetiden). Læs mere om opsigelse i prøvetiden.

Rent juridisk kan din arbejdsgiver også gøre krav på en halv månedsløn, hvis du ønsker at forlade jobbet før tid. Det er en form for kompensation for den situation, du har sat dem i. Det er dog sjældent, at vi i IDA ser, at arbejdsgiver gør krav på dette.

Det bedste, du kan gøre, er hurtigst muligt at give din nye leder ærlig besked, når alle formalia er faldet på plads med det mere attraktive job. Det kan være, at du kan få lavet en aftale om at få annulleret kontrakten, så du kan komme i gang med det nye job hurtigere.

Det kan være en hjælp til samtalen at tænke på, at en arbejdsgiver typisk heller ikke er interesseret i at bruge ressourcer på at oplære en ny medarbejder, velvidende at vedkommende ikke er motiveret for at være der og sandsynligvis siger op i nær fremtid.

Derfor kan en arbejdsgiver også godt se, at det er bedst at lade aftalen annullere, da de så kan kigge på næste kandidat i ansættelsespuljen og i stedet bruge ressourcerne på en, der rent faktisk gerne vil være der.

 

Situation 3: Du har været til flere jobsamtaler og sidder nu med flere gode jobtilbud. Hvilket job skal du vælge?Link kopieret

Når du skal vælge mellem flere jobtilbud, skal du tage udgangspunkt i den livssituation, som du er i netop nu. Det gælder om både at kigge på, hvad du gerne vil have opfyldt i selve jobbet, men også hvordan jobbet passer ind i din hverdag.

Lav en liste over, hvad der er betydningsfuldt for dig at få opfyldt i dit næste job, så det passer til dine arbejdsønsker og din hverdag. Det kan være opgaver, ansvarsområder, løn og arbejdsvilkår, udviklingsmuligheder, fleksibilitet, arbejdsmiljø, ledelsesstil og balancen mellem job og fritid.

Det kan være en god idé at vægte dine ønsker med en værdi fra 1-5, så du kan se, hvad der er ”nice to have” og ”need to have”. Sammenlign de forskellige jobtilbud med din ønskeliste for at se, hvor du kan få flest af dine ”need to have”-ønsker opfyldt. Og husk også, at der højst sandsynligt ikke findes et job, der opfylder alle dine ønsker.

Når du har reflekteret over dine ønsker, så stil også skarpt på selve opgaverne i de to stillinger. Er det opgaver hvor du ville bruge dine styrker, altså noget du er god til, og er det opgaver du er motiveret for at arbejde med? Hvis du finder et job hvor du både får brugt dine styrker og samtidig finder opgaverne motiverende har du nemlig større sandsynlighed for at skabe resultater og trives i jobbet.

Der kan også være juridiske forskelle på jobtilbud, når det fx gælder klausuler, bonusordninger, mulighed for hjemmearbejde og ekstra ferie, barsel eller pension.

Her er du velkommen til at kontakte os i IDA for at få rådgivning om betydningen af disse forskelle.

Kontakt IDA for juridisk rådgivning

 

Eksperterne bag denne artikelLink kopieret

Nicole Sander Jensen

Juridisk konsulent

Emilie Lindquist

Karrierekonsulent