3 gode råd til bedre selvledelse
Hvis du skal opnå mere fleksibilitet i arbejdslivet, kræver det at du formår at lede dig selv. Det forudsætter at du er i stand til at strukturere dine egne opgaver - evner du kan træne hele livet.

af IDA

Med flere muligheder for et fleksibelt arbejdsliv er selvledelse blevet en realitet for flere og flere. Når du er selvledende, planlægger og definerer du selv dine arbejdsopgaver, og du har derfor et større ansvar for egne opgaver. Det kræver noget af dig og dine kompetencer, for evnen til at lede sig selv kommer ikke bare til os. Mestrer og udvikler du til gengæld kompetencen at lede dig selv, skaber det både værdi for dig og den virksomhed, du er en del af. Det rummer flere fordele for dig ift. medbestemmelse, trivsel og højere grad af frihed til at planlægge din tid og udføre dit arbejde.
Selvledelse handler i høj grad om, at du formår at lede dig selv efter en fælles retning og bidrager til, at I sammen lykkes på arbejdspladsen. I det ligger også, hvordan du tager imod en opgave og din evne til at afklare forventninger. Du skal kunne skabe overblik over opgavens forskellige dele og løse den på en måde, så din leder eller kunden er glad for resultatet.
Du skal som selvledende medarbejder altså være i stand til at planlægge og gennemføre opgaver, der understøtter virksomhedens mål og inddrage potentielle samarbejdspartnere, bidrage til at finde fælles løsninger på problemer og italesætte vanskeligheder i projekter, relationer eller arbejdsopgaver.
For at være i stand til at lede dig selv er der fem ting, du skal kunne:
- Afgrænse din opgave.
- Vide, hvornår du er en succes.
- Opstille mål. Både på kort og på længere sigt.
- Prioritere. Vide hvilke opgaver der er vigtigst og udføre dem først.
- Evaluere egen indsats. Hvor klarede du dig godt, og hvor gik det mindre godt?
Selvledelse kræver ledelse
Selvom det hedder selvledelse, så er du ikke alene. Tværtimod. Din udvikling er afhængig af dig selv, din chef og dine kolleger, og du bør derfor have fokus på, at du løbende får sparring fra de mennesker, du har omkring dig.
Der er derfor brug for, at din leder i samarbejde med dig, løbende opstiller mål, så du ikke rammer forkert, men ved, hvilke opgaver du skal gribe og løbe med. Du kan også sparre med din leder om prioritering af tid, så du ikke bliver overvældet af arbejdsmængden og kan yde dit bedste uden at blive for presset.
Ansvaret for den gode rammesætning er i sidste ende altid lederens. Selvledelse kræver en klar ramme, hvor der tages hensyn til både din og virksomhedens mål og interesser.
3 gode råd til selvledelse i praksis
Én ting er, hvad du skal kunne for at udføre selvledelse. En anden ting er, hvordan du så rent faktisk gør det i praksis. Til det har IDAs ledelsesudviklingskonsulent, Lasse Dallerup, tre gode råd til dig.
1) Afsæt tid til selvrefleksion i starten og slutningen af ugen
I starten af ugen er det en god idé at afsætte tid til at se på, hvad ugen byder på og hvad du gerne vil opnå. På samme måde vil det give god mening, at du i slutningen af ugen afsætter tid i kalenderen til at evaluere din. Opnåede du det, du ville, og hvorfor det lykkedes eller ikke lykkedes?
Når du afsætter tid i din kalender, giver det dig en mulighed for både at reflektere over de mere kortsigtede mål, såvel som de langsigtede. Selvrefleksionen skaber overblik og motivation i din dagligdag, mens du på den lange bane kan du overveje, hvad du gerne vil opnå i din stilling – fx ift. kompetencer, arbejdsområder og hvad der skal til, for at du er mest motiveret og trives.
2) Sæt klare mål og lav en handlingsplan
På baggrund af den refleksion, du foretog ifm. Det forrige råd, skal du her dele dine mål op i mindre delmål, og lave en handlingsplan. Det giver dig en klar retning, men også en metode til at måle dine fremskridt og opretholde din motivation. Husk at have et realistisk blik for din tidsstyring og juster din plan, hvis dine ambitioner ikke stemmer overens med din tid, mål og opgaver. Når du er skarp på din tidsstyring og prioritering, kan du mindske eller måske helt undgå at føle dig overvældet.
3) Forventningsafstem løbende med din chef
Er I enige i målene og prioriteringen? Når du forventningsafstemmer løbende, undgår du unødvendige misforståelser med din chef og du giver din chef en mulighed for at hjælpe dig med at nå dine mål. Brug din en-til-en samtale eller din MUS-samtale til forventningsafstemningen.
Kursus
Find dit næste lederkursus
Rollen som leder udvikler sig konstant, derfor er det vigtigt, at du bliver ved med at styrke dine kompetencer.
Se IDAs ledelseskurser